Historiker: Uden et fælles projekt har rigsfællesskabet kurs mod isbjerget

Et historisk ønske om ligestilling

På mødet i det grønlandske landsråd 8. september 1952 proklamerede den grønlandske politiker Augo Lynge ønsket om integrering på følgende måde:

"Gennem mange år har vi arbejdet for fuld grønlandsk ligestilling med andre danske statsborgere. Vi er rede til at påtage os de forpligtelser, byrder og ansvar, denne nye tingenes tilstand konsekvent måtte indebære."

Det var med det udgangspunkt, at de grønlandske politikere i 1952 stemte ja til, at Grønland fremover skulle være et amt i Danmark og have de to medlemmer i Folketinget – en ordning, som det dansk-grønlandske forhold siden 1953 har taget udgangspunkt i, og som Grønland i de seneste årtier har kritiseret i stadig stærkere vendinger.

Selvstyret har ikke vist sig at føre den ligeværdighed med sig, som har været grønlændernes ønske med alle de tidligere ordninger.

Jens Lei Wendel-Hansen
Seniorforsker, Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet og fhv. adjunkt, Grønlands Universitet

Nogle af de daværende politikere i 1952, deriblandt Augo Lynge selv, fandt, at integreringen i Danmark også skulle medføre en national integreringsproces: "Vi ønsker ud af grønlænderen at gøre en god, dansk borger," som Lynge selv udtrykte det. Andre var skeptiske over for en sådan national konvertering. Mange var dog også pragmatikere, der i integreringen i Danmark så en adgang til materiel fremgang.

Afgørende for dem alle var imidlertid ligeberettigelsen med danskerne. Dette perspektiv havde på det tidspunkt været omdrejningspunkt for det foregående århundredes diskussioner af grønlandske samfundsforhold, og sådan er det forblevet.

Den moderniseringsproces, der fulgte efter 1953, skete med det udgangspunkt, at det grønlandske samfund skulle hæves til den danske velfærdsstats standard. Der skulle skabes ligeberettigelse, men det endte med det modsatte.

Sager som eksperimentbørnene og spiralkampagnen er konsekvensen af den mærkværdige tanke, at forventninger til et dansk samfund til henholdsvis uddannelse og befolkningstilvækst skulle tvinges ned over et grønlandsk samfund.

Et løsere forhold til Danmark

Det er almindeligt beskrevet sådan, at grønlænderen blev en tilskuer til udviklingen og påført et kulturelt mindreværd. På den baggrund fostrede en ny grønlandsk bevægelse i 1970'erne ideen om, at skridtet mod ligeberettigelse snarere lå i en løsere tilknytning til Danmark.

Hvis forholdet mellem Danmark og Grønland skal opretholdes, er der to løsninger: En føderalstat eller en såkaldt free association-aftale.

Jens Lei Wendel-Hansen
Seniorforsker, Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet og fhv. adjunkt, Grønlands Universitet

Tanken skabte hjemmestyret, den efterfølgende grønlandske nationsopbygning og i 2009 selvstyret. Også selvstyret var baseret på ønsket om ligeværdighed; det var formet som en indgået aftale mellem det grønlandske landsstyre og den danske regering, og i retten til selvstændighed, som grønlænderne nu fik lovens ord for, så man et udtryk for, at forholdet nu var baseret på frivillighed.

Men heller ikke selvstyret har vist sig at føre den ligeværdighed med sig, som har været grønlændernes ønske med alle de tidligere ordninger. Den danske regering har nu meldt ud, at man er nødt til at undersøge, hvordan man på ny kan indrette systemet, så alle kan leve med det.

Grønlands fremtid i Kongeriget

Alt tyder på, at det fra et grønlandsk perspektiv er et principielt problem, at suveræniteten over Grønland formelt ligger i København.

Det gør den, fordi det danske konstitutionelle system er indrettet på den måde, at magten i udgangspunktet ligger hos regeringen og Folketinget men kan uddelegeres til andre instanser – i Danmark for eksempel til regioner og kommuner, i Grønland og på Færøerne i mere vidtgående grad i form af selvstyrets markante overdragelse af politiske beføjelser.

I årtierne omkring 1900 kæmpede Island i forhold til Danmark på samme vis for stadig mere selvbestemmelse. Her viste suverænitetsspørgsmålet sig at være det virkelige problem.

Belært heraf virker en ordning baseret på fortsat suverænitet over Grønland i København heller ikke til at være en egentlig og langvarig løsning, men blot et andet grundlag for en senere fortsættelse af diskussionen.  

Hvis det virkelig er der, problemet ligger, så er der to løsninger, hvis forholdet mellem Danmark og Grønland skal opretholdes: En føderalstat eller en såkaldt free association-aftale.

Føderal tilknytning

En føderalstat er ikke uden præcedens i en dansk sammenhæng. I 1855 vedtog den danske rigsdag en indskrænkning af Junigrundloven fra 1849.

Dermed afstod den danske rigsdag de forsvars-, udenrigs- og visse finanspolitiske områder til et fælles parlament for hele det danske monarki, som udover kongeriget Danmark også bestod af det dansk-tyske hertugdømme Slesvig og de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg.

Hvis hver rigsdel gives repræsentation efter folketal, vil Færøerne og Grønland blive værre stillet i Folketinget end i dag.

Jens Lei Wendel-Hansen
Seniorforsker, Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet og fhv. adjunkt, Grønlands Universitet

På samme måde ville regeringen og Folketinget kunne vedtage en afståelse af visse beføjelser til et fælles parlament for Grønland og Danmark – og Færøerne, hvis de ønsker, at ordningen også omfatter dem. Færøerne og Grønland bliver på lige fod selvstændige stater men uddelegerer ligeledes de samme politiske beføjelser til det fælles rigsparlament.

En sådan afståelse af beføjelser til et andet parlament kræver dog en grundlovsændring, hvilket er svært i Kongeriget Danmark. Dertil kommer også problemet med repræsentation.

Hvis hver rigsdel gives repræsentation efter folketal, vil Færøerne og Grønland blive værre stillet i Folketinget end i dag, og den ønskede ligeberettigelse ikke være tilfældet.

Hvis hver rigsdel får den samme repræsentation, vil det næppe falde i god jord i Danmark. Det er et spørgsmål, der kan forsøges løst ved en kombination af de forskellige repræsentationsformer som i det amerikanske parlament, hvor staterne er ligeligt repræsenteret i Senatet og repræsenteret efter folketal i Repræsentanternes Hus, muligvis tilført en nærmere defineret vetoret.

Ikke desto mindre fordrer føderalstaten, at man trods sine forskelle faktisk kan se sig i et fælles projekt og værdifællesskab på den ene eller anden måde. Hvis ikke vil spørgsmålet om repræsentation blive en evig kilde til diskussion.

Free association

Free association-aftalen har omvendt karakter af en mere kontraktmæssig ordning, hvor Grønland som selvstændig nation uddelegerer en række opgaver – det kunne for eksempel være det forsvarsmæssige – til det land der skal varetage disse.

Det vil formodentlig kunne ske uden en grundlovsændring, fordi det alene kræver en formel afståelse af Grønland, jævnfør Grundlovens § 19, stk. 1, hvorefter man af vanlig vej laver en traktat med Grønland om dette forhold.

Omvendt vil kontrakten kun gælde, så længe Grønland ønsker det, og vil også i højere grad være genstand for de almindelige udenrigspolitiske spilleregler med løbende diplomatisk pres og forhandlinger. Forholdet mellem Danmark og Grønland vil således varigt være ændret til et langt løsere af slagsen.

Opgaven for det grønlandske landsstyre og den danske regering bliver altså at finde ud af, om der overhovedet er et "vi" tilbage i det såkaldte rigsfællesskab – et vi, inden for hvilket der kan tales om ligeberettigelse i forhold til et større, men samlet projekt for Kongeriget.

Eller er man faktisk nået til, at den eneste mulige ligeberettigelse er, at Grønland indtræder i kredsen af selvstændige nationer? Hvis det sidstnævnte er tilfældet, vil en let reform af forholdet alene føre til nye komplikationer senere.