Bliv abonnent
Annonce
Debat

LA-ordfører til Venstre: Jeres kritik kunne lige så godt være skrevet af Enhedslisten

Det er den slags feminisme, der netop vil befri kvinder med tvang, og som betragter enhver kønsstatistik, der ikke er ens for mænd og kvinder, som et stensikkert bevis på undertrykkelse, skriver&nbsp;Sólbjørg Jakobsen.<br>
Det er den slags feminisme, der netop vil befri kvinder med tvang, og som betragter enhver kønsstatistik, der ikke er ens for mænd og kvinder, som et stensikkert bevis på undertrykkelse, skriver Sólbjørg Jakobsen.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Noget af det smukkeste i verden er at se mennesker blomstre, når de tager ansvar for deres tilværelse og finder den dybere mening med det hele sammen med deres nære og kære. Vi mennesker er forskellige og vælger forskelligt.

Den rigtige balance i livet for den ene er ikke den rigtige balance for den anden. Det er derfor, at frihed er så afgørende for at skabe et godt samfund.

Og det er derfor, det er noget juks, når politikere vil gribe ind i menneskers livsvalg, fordi de mener at vide bedre.

Derfor kan jeg godt undre mig over, at tre politiske kollegaer fra et andet parti, der påstår at være liberalt, nemlig Venstre, har skrevet et kritisk indlæg om Liberal Alliance, som næsten ord for ord kunne være skrevet af Enhedslisten.

For så godt som hvert argument bygger på præcis samme grundlæggende påstand: At mænd og kvinder skal tvinges til at vælge noget bestemt og fravælge noget andet, hvis vi skal opnå ægte ligestilling.

Læs også

Nyt liv i ekstremfeminismen

Egentlig troede jeg, at vi som samfund var blevet så moderne og avancerede, at vi var kommet videre fra det brændende, nærmest feudale behov for at fastholde mennesker i nogle bestemte roller i en højere retfærdigheds navn. Men nej.

For sagen er, at hele tænkningen, som præsenteres, bygger på den grundlæggende påstand, at der er nogle samfundsstrukturer, der holder kvinder nede.

Og javist, dem har der været mere end rigeligt af, men vi er heldigvis kommet af med så godt som alle sammen, hvis man ser bort fra visse indvandrermiljøer. Men nu er nogle så gået skridtet videre og vil også befri kvinder fra den undertrykkelse, som angiveligt finder sted i deres egne hoveder.

Hvem har bedt jer om at lave en kulturforandring? I hvert fald ikke de barslende familier.

Sólbjørg Jakobsen (LA)
Politisk ordfører

I sin tid opfandt Karl Marx et udtryk kaldet "falsk bevidsthed", som var en påstand om, at det onde kapitalistiske samfund havde hjernevasket nogle mennesker til at acceptere at blive undertrykt, og at man derfor ikke kunne stole på deres dømmekraft.

Marxister har aldrig forstået, hvorfor almindelige mennesker sjældent har købt deres verdensfjerne idéer om at gennemtvinge total lighed i samfundet, uanset den enkeltes ønsker og evner, og så var det jo godt med sådan en bortforklaring om falsk bevidsthed.

Løsningen var selvfølgelig, at disse mennesker skulle tvinges til at gøre dét, som de kloge marxister var sikre på, at de i virkeligheden ønskede sig.

Denne idé om falsk bevidsthed har nu fået nyt liv i det, jeg kalder ekstremfeminismen.

Det er den slags feminisme, der netop vil befri kvinder med tvang, og som betragter enhver kønsstatistik, der ikke er ens for mænd og kvinder, som et stensikkert bevis på undertrykkelse.

Hvor tidligere bølger af feminisme har handlet om at fjerne konkrete, lovgivningsmæssige barrierer for kvinders deltagelse i samfundslivet, vil ekstremfeminisme simpelthen lave nye barrierer, der forhindrer os stakkels kvinder i at vælge forkert.

Det er at vende tingene på hovedet

Det er præcis den slags tænkning, som bliver afsløret, når der for eksempel skrives, at "den øremærkede barsel har bidraget til en kulturforandring." Aha. Hvem har bedt jer om at lave en kulturforandring?

I hvert fald ikke de barslende familier, for utilfredsheden med øremærkningen er massiv, hvis man bevæger sig uden for den boble, som den politiske verden alt for ofte foregår i. Det må altså være den falske bevidsthed, der får mænd og kvinder til at fordele barslen på en bestemt måde.

Det overrasker mig ikke, at ekstremt venstreorienterede mennesker tænker på denne måde. Men jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor mennesker, der påstår at være liberale, også tænker sådan. 

Læs også

Måske er det, fordi man er alt for ukritisk, når man bliver bombarderet med smarte paroler med høje lixtal fra godhedens vogtere på venstrefløjen, og har glemt, hvad liberale principper egentlig går ud på, som andet end overfladiske klichéer om "frihed" og "fællesskab", men jeg kan jo ikke vide det.

Jeg ved til gengæld, at liberal tænkning tager udgangspunkt i det enkelte menneske – uanset køn – og dette menneskes frihed til at tage ansvar for sit eget liv.

Liberal tænkning hylder alt, der gror nedefra, og er meget, meget skeptisk over for, at politikere skal lave "kulturforandringer" gennem tvang. Det er at vende tingene på hovedet, for som liberal mener man jo, at det er systemet, der skal indrette sig efter borgerne, og ikke omvendt.

Intet liberalt i at ændre statistikker for løn og barsel

Derfor er Liberal Alliance selvfølgelig også ligestillingsparti nummer et. Liberal Alliance er vel det eneste parti i Folketinget, der ikke går ind for nogen form for kontrol med menneskers livsvalg i nogle abstrakte statistikkers navn.

Jeg forstår egentlig slet ikke, at man kalder det for ligestilling, når det netop handler om at behandle mennesker forskelligt.

Sólbjørg Jakobsen (LA)
Politisk ordfører

Vi hylder menneskers frihed til at tage ansvar på forskellige måder, også selvom det faktisk medfører, at mennesker vælger forskelligt.

Der er intet liberalt i at gribe dybt ind i familiernes frihed, fordi man vil ændre nogle statistikker om for eksempel løn og barsel på landsplan.

Og sådan gælder det hele vejen rundt for den feminisme, der kommer til udtryk i de tre Venstre-kvinders indlæg.

Jeg forstår egentlig slet ikke, at man kalder det for ligestilling, når det netop handler om at behandle mennesker forskelligt – at forhindre nogle mennesker i at leve deres liv på en bestemt måde, imens andre skal have frit valg.

Man kan kalde den slags tænkning for mange ting, men det er kun i omvendtland, at det kan kaldes liberalisme.

Så hvis man sidder derude som kvinde – eller mand – og er frustreret over, at bedrevidende politikere begrænser ens frihed til at tage nogle bestemte livsvalg, som giver mening for én selv, ja, så kan jeg anbefale at sætte kryds ved et liberalt parti.

Men der er dog ikke helt så mange af dem, som der var for et par år siden.

Desværre.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026