Lærer: Uden autoritære lærere bliver skoleeleverne til rovdyr, der reagerer på svaghed

Børn kan være rovdyr

Jeg ved det, for jeg har stået der. Som ung lærervikar blev jeg ædt levende, ikke af onde børn, men af børn, der manglede voksne. Den erfaring ændrede alt.

Jeg blev ikke stærkere gennem dialogcirkler, men gennem jernhård disciplin med varme. Klare rammer, tydelig ledelse og et menneskeligt overskud inden for rammen. Det er ikke et paradoks. Det er pædagogik.

Problemet er, at læreruddannelsen ikke underviser i det, eller kun meget forsigtigt. Mange undervisere har aldrig selv undervist i folkeskolen, og deres faglige ståsted bygger mere på abstrakte teorier og psykologiske modeller end konkret klasseledelse.

Alt sammen båret af en politisk slagside, hvor idéen om flad struktur, uendelig elevinddragelse og konfliktundgåelse står stærkere end håndværket, nemlig at lede en klasse, så både læring og mennesker kan trives.

Folkeskolen behøver lærere, der kan lede en klasse, stå ved deres autoritet uden at undskylde og forstå, at disciplin ikke kvæler menneskelighed, men gør den mulig.

Brian Saugberg
Gymnasielærer, tidligere folkeskolelærer

De nye lærere er ikke dovne eller uegnede. De vil børnene det bedste, men de mangler ballast. De lærer teori om klasseledelse, men får sjældent indprentet fra starten, at børn kan være rovdyr – ligesom voksne – og at de reagerer på svaghed. Det er en side af mennesket, man må forstå og forholde sig til, hvis man vil lede en klasse.

Mange lærere oplever desuden en dyb skam og skyld, hvis de ikke kan styre en klasse. De føler, at det er dem selv, der er noget galt med, og ikke børnene. Hvor denne selvpålagte skyld kommer fra, ved jeg ikke, men den er en tung byrde, som gør det endnu sværere at finde fodfæste i klasseværelset.

Lærere skal stå ved deres autoritet

Dannelse er ikke fravær af grænser. Dannelse opstår, når barnet møder en voksen, der tør være voksen. Det moderne barn savner ikke flere individuelle hensyn. Det savner et fællesskab, hvor nogen tør sige: Her går grænsen.

Når vi konstant tager hensyn til det enkelte barn, udhuler vi det fælles. Skolen er, eller var, en institution, hvor fællesskabet bar det hele. Derfor siger jeg, med et glimt i øjet, at læreruddannelsen kunne med fordel indføre et fag, jeg vil kalde “Den omsorgsfulde sergent”.

Ikke fordi vi skal have rigtige sergenter i klasselokalet, men som billede på, hvordan man skaber den voksne, stærke leder, der tør sætte grænser, tage ansvar og lede med både varme og tydelighed. Et fag om klasseledelse, autoritet og modet til at stå fast – uden at miste det menneskelige overskud.

Folkeskolen behøver ikke flere reformer, procesbeskrivelser eller værdiprogrammer. Den behøver lærere, der kan lede en klasse, stå ved deres autoritet uden at undskylde og forstå, at disciplin ikke kvæler menneskelighed, men gør den mulig.

Hvis vi vil genoprette folkeskolen, skal vi begynde dér – hos den omsorgsfulde sergent, hos læreren, der tør være leder, hos den voksne.