Lif om Novo-milliarder: Del regningen til indirekte omkostninger i tre

Af Allan Skårup Kristensen
Chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen (Lif)

Det er en glædelig nyhed af de helt store for dansk forskning og i særdeleshed for dansk life science, at Novo Nordisk Fonden regner med at firedoble sine uddelinger, så de i 2023 når op på fem milliarder kroner om året. Det er rigtig mange penge, som kommer oveni de offentlige bevillinger, og som helt sikkert vil bidrage væsentligt til at styrke dansk forsknings internationale position.

Novo Nordisk Fonden og alle de andre erhvervsdrivende fondes donationer udgør et stadig vigtigere element i finansieringen af dansk forskning – både i kroner og øre, og fordi fondene har det som en klar strategi, at deres uddelinger skal være et supplement til den offentlige finansiering og ikke en erstatning for denne. Herved bidrager fondene bredt set til at øge diversiteten i dansk forskning og til at give såvel store som små forskningsprojekter en ekstra mulighed for at finde finansiering. Det er for eksempel af enorm værdi, når Novo Nordisk Fonden har givet store tiårige bevillinger til ambitiøse forskningssatsninger på KU og DTU – en type bevilling, som det er vanskeligt at finde finansiering til i det etablerede forskningsfinansierende system.

Vi skal ikke gøre problemerne større, end de er
Fondenes bidrag til dansk forskning er derfor et ubetinget gode. Der er mange lande, som skæver misundeligt til de muligheder for at gennemføre banebrydende forskning, som de danske fonde skaber med deres donationer. Derfor skal vi også passe på med ikke at gøre problemerne med fondenes donationer større, end de er.

Der har været peget på, at donationerne binder universiteternes egne midler til de områder, som finansieres af fondene, og at det skulle være et problem. Men det er vel ret beset kun et problem i det tilfælde, hvor et universitet siger ja tak til en donation, der ligger uden for universitetets egen forskningsstrategi. Er der sammenfald mellem, hvad en fond vil donere forskningsmidler til, og hvad man selv som universitet ønsker at prioritere, så må der alt andet lige være tale om en positiv win-win-situation.

Sammenskudsgilde, hvor alle betaler en tredjedel
Det kan nogle gange være dyrt at modtage en gave, og vi har fra universiteternes side hørt dybe suk over, at donationer kun dækker de direkte omkostninger til forskningen, så de selv må betale de indirekte omkostninger til for eksempel husleje og administration. Dermed skulle fondsbevillingerne være med til at låse universiteternes egne midler.

Der er mange lande, som skæver misundeligt til de muligheder for at gennemføre banebrydende forskning, som de danske fonde skaber med deres donationer. Derfor skal vi også passe på med ikke at gøre problemerne med fondenes donationer større, end de er.

Allan Skårup Kristensen
Chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen

Problemet har været diskuteret i flere år, og det er derfor på høje tid, at der snart findes en løsning for eksempel i det Forum for Forskningsfinansiering, som er ved at blive etableret. Måske kunne vejen frem være et klassisk sammenskudsgilde, hvor universitet, fond og stat hver især påtager sig at finansiere en tredjedel af overhead-problemet.

For statens vedkommende vil det betyde, at forskningsministeren skal ud at finde nogle midler på finansloven, og vi ser gerne, at det bliver nye midler, som kommer oveni den ene procent af BNP, som udgør det offentlige forskningsbudget. Det vil selvfølgelig betyde, at forskningsbevillingerne kommer lidt over den ene procent af BNP, men når man tager det med i betragtningen, at denne marginale overskridelse af regeringens målsætninger på forskningsområdet vil bane vej for, at en privat fond kan donere fem milliarder kroner til dansk forskning om året, og tager man i tillæg hertil også de positive dynamiske effekter af en sådan forskningsdonation med i regnestykket, så bør det stå klart for selv Finansministeriet, at der vil være tale om en ganske god deal.