Martin Lidegaard: Vores uddannelsessystem lider af iltsvind. Nu lukker regeringen et af de sidste åndehuller

Krudt og kugler kan ikke stå alene, lyder det, og det starter med skolen: Vi skal væk fra et individorienteret børnesyn og over mod et ”stort vi.”

Vi skal fremme den almene dannelse og forståelse for vores fælles historie, værdier og alt det, der binder os sammen.

Man skulle næsten tro, at ministeren var blevet radikal. 

For første gang i årtier satses der på mindre og ringere uddannelse

Jeg er meget enig i, at når splittelse og diktatoriske strømninger får fat, er demokrati og dannelse modsvaret.

Folkeskolens betydning for det enkelte menneskes frisættelse og mulighed for at tage ansvar for sig selv og andre, samt uddannelsessystemets betydning for dannelse og evnen til at fostre kritisktænkende borgere, er vores måske vigtigste værn mod mørke og antidemokratiske kræfter.

Hvis målet er stærke fællesskaber, hvordan kan regeringens svar da være en uddannelsespolitik, der for første gang i årtier satser på, at vi skal have mindre og ringere uddannelse?

Martin Lidegaard (R)
Politisk leder

Men derfra stopper enigheden med ministeren.

For hvis målet er stærke fællesskaber, hvorfra kultur, humanisme og klassisk dannelse skal udspringe, hvordan kan regeringens svar da være at føre en uddannelsespolitik, der for første gang i årtier satser på, at vi skal have mindre og ringere uddannelse?

Regeringen har i sit regeringsgrundlag gjort trivsel til rettesnoren for sin børne- og ungdomspolitik. Indtil videre har den rettesnor ledt til først at skære et år af de unges SU.

Dernæst lukke tusindvis af uddannelsespladser og halvere længden på op mod hver fjerde kandidatuddannelse på landets universiteter.

Sidenhen mulighed for at give karakterer fra 6. klasse og et for længst forældet skolesyn med eftersidning, hjemsendelse og straf for at opnå ”ro og orden.”

Ministeren siger, at han vil have klassisk dannelse tilbage, men ikke senere end i august måned forsøgte regeringen med finansloven at skære hele tilskuddet til A-fag som musik, latin og oldgræsk på det almene gymnasium fra.

Det ville have ført til massiv mangel på musiklærere i både folkeskole og fritid. Det ville have lukket kor og svækket morgensangen og højskolesangene - den måske allermest demokratibærende institution i den danske kulturarv.

Ingen kloge hænder, hvis der ikke er plads til fejl

Nu er turen kommet til alle landets ungdomsuddannelser.

Regeringen har med opbakning fra DF og SF valgt at lukke 10. klasse og HF samt skærpe adgangskravet til de treårige gymnasiale uddannelser stx, htx og hhx. Betydningen af karakterer øges og unges frie uddannelsesvalg begrænses. Det er ikke, hvad jeg forstår ved trivsel.

Hvordan skal vi få ”kloge hænder,” hvis der ikke er plads til at lave fejl?

Ifølge aftalepartierne skal reformen sikre gode ungdomstilbud til de elever, der er mindre boglige og få flere unge til at få øjnene op for de erhvervsrettede uddannelser, der i dag har for lav prestige.

Hvordan skal vi få ”kloge hænder,” hvis der ikke er plads til at lave fejl?  

Martin Lidegaard (R)
Politisk leder

Problemer, som de fleste politiske partier – også Radikale Venstre – har været optaget af at løse i årtier.

Alligevel har skiftende politiske flertal i årevis skåret ned på alt det, der gør det muligt for lærere og pædagoger at få børn op af stolen, ud i naturen og ind på værkstederne, hvilket er afgørende for at lykkes med at vække og fastholde børns skabertrang og åbne deres øjne for håndværk.

Det gælder både i folkeskolen og fritidsinstitutionerne. 

Iltsvindet i skolerne skyldes overstimuli

Hvis vi vil have kritisk tænkende, kreative, fantasifulde børn med mod på fremtiden, når de forlader folkeskolen, så skal vi ikke have en skole, der er bundet så meget op på prøver og præstation, at et stigende antal børn slet ikke kan være i den.

Hvis vi vil styrke ”vi’et,” så skal vi investere i de præstationsfrie rum, hvor børns fællesskaber trives. De såkaldte ”kloge hænder” får vi ved at pirre og motivere børn og unges interesser for håndværk – ikke ved at tvinge deres uddannelsesvalg.

Ligesom iltsvind i havene skyldes overfiskeri, skyldes iltsvindet i vores uddannelsessystem overstimuli med alt for mange krav, test og mål og med alt for mange børn til for få voksne, for højt tempo og for lidt tid til at dyrke og styrke fællesskabet. 

Med afskaffelse af 10. klasse lukker man et af de sidste åndehuller, der er tilbage i vores uddannelsessystem.

Halvdelen af en ungdomsårgang vælger at gå i 10. klasse. Flest unge går på efterskole og resten på folkeskoler, friskoler og den kommunale 10. klasse. Det er sidstnævnte, man ikke mener skaber nok værdi. 

En diskussion, jeg mener, savner nuancer.

Er det for dårligt, at hver ottende elev i den kommunale 10. klasse får løftet deres karaktergennemsnit til over seks? Eller er det en succes, at disse 1.100 elever får muligheden for at komme på de treårige gymnasier?

Er det nok, at hver fjerde elev i den kommunale 10. klasse opfylder karakterkravet til stx/hhx allerede i 9. klasse, og flertallet – to ud af tre – af dem starter på en gymnasial uddannelse bagefter? Og hvis ikke, hvor højt skal vi så op, før vi er tilfredse?

Med afskaffelse af 10. klasse lukker man et af de sidste åndehuller, der er tilbage i vores uddannelsessystem,

Martin Lidegaard (R)
Politisk leder

Man finder ikke kantareller ved at tage den lige sti

Uanset hvad man måtte mene, siger tallene dog intet om de unges egen baggrund for at vælge 10. klasse.

Vi ved, at det for dem handler om at få afklaring, pusterum og at udskyde deres uddannelsesvalg. Herunder også valget om, hvorvidt de overhovedet har lyst til at gå på en ungdomsuddannelse.

Den mulighed bliver nu taget fra dem. Har man fulgt bare lidt med i debatten om denne reform, er værdien af 10. klasse – for de mennesker, der har gået der – da også svær at overse

Siden 70’erne har vi som samfund set værdien i at give unge mennesker et 10. skoleår til at tænke sig om og finde ud af, hvad de drømmer om.

I en tid med stigende mistrivsel og øget tempo blandt unge i hele Vesten, er der i min optik intet, der peger på, at vi har brug for at give mindre plads til det – tværtimod. Man finder ikke kantareller ved at tage den lige sti. Man må ind i skoven, uden retning og give sig tid.

Det er som oftest, når man farer vild, at man finder ud af, hvor man i virkeligheden skulle hen.

Et eklatant svigt og alt for stort gamble

Måske har vi som samfund nu allermest brug for at gøre, hvad H.M Dronning Magrethe opfordrede os til for otte år siden: ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget, der ikke er behov for, noget unyttigt!”

Man ved, at det er alvor, når en radikal begynder at citere kongehuset.

Vi har brug for en radikalt anden tilgang i vores syn på værdien af uddannelse. I dette rige land må og skal vi kunne give plads til også de dele af uddannelsessystemet, hvis værdi ikke kan aflæses i et karaktergennemsnit eller et regneark, men i stedet i fællesskaber, venskaber og kundskaber.

Det er sådan, vi skaber de bedste forudsætninger for et rigt ungdomsliv og dermed et rigt samfund i fremtiden.

I folkeskolen efterspørger eleverne mere medbestemmelse – ikke eftersidning. På ungdomsuddannelserne beder de om mindre præstationspres – ikke mere.

Den reform, som regeringen med støtte fra DF og SF vil føre ud i livet, er ikke bare et eklatant svigt at kommende ungdomsgenerationer, den er også et alt for stort gamble med hele det fundament, som skal bringe os sikkert igennem en af de mest usikre tider i historien.