Nordjyske stemmer: Inddrag os, når I skal placere de 800 internationale studerende

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristian Gjerløv-Juel, Rikke Holmgaard m.fl. (se afsendere i boks)
Glæden var stor, da uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) flankeret af ordførere fra samtlige folketingspartier løftede sløret for en længe ventet reformaftale for professionshøjskoler og erhvervsakademier.
Udover at styrke praksisnære videregående uddannelser, så rettede aftalen også op på en tidligere politisk beslutning fra 2021, som dengang var til stor ærgrelse i erhvervslivet; nemlig, at størstedelen af de internationale studiepladser på disse uddannelser skulle lukkes.
Derfor tager vi omvendt positivt imod beslutningen om at oprette 800 internationale studiepladser inden for STEM og it-områderne fra sommeren 2027 – for vi må erkende, at behovet for internationale talenter ikke er blevet mindre siden – tværtimod.
Ifølge Finansministeriets fremskrivninger forventes det, at arbejdsstyrken i landet vil falde med næsten 50.000 over de næste ti år. Samtidig vil befolkningen uden for arbejdsstyrken stige med næsten 200.000.
Det er en helt skæv udvikling.
I det lys kan antallet af nye internationale studiepladser virke forsvindende lille – vi havde naturligvis gerne set det højere – men det er et vigtigt kursskifte i forhold til at tage hånd om det demografiske nulsumsspil, der kan blive en hæmsko for både vækst, innovation, udvikling og konkurrencekraft.
Nordjylland er klar
For at få størst mulig gavn af de nye studiepladser skal vi prioritere knivskarpt i, hvor de skal oprettes – både i forhold til geografi og brancher.
I aftalen peges der specifikt på STEM og it-områderne, og der lægges samtidig op til, at der udarbejdes en positivliste over uddannelsesområder, som må oprette pladserne.
Det skal altså være områder, hvor erhvervslivet oplever arbejdskraftmangel, dimittendledigheden er lav, og de studerende forventes at blive boende i Danmark og arbejde.
Eksempelvis vil pladserne særligt være gavnlige i Nordjylland inden for energi- og it-områderne. Her vil dimittenderne opleve spændende karrieremuligheder og være et stærkt bidrag til et vidtforgrenet økosystem af virksomheder, som er i fuld gang med at realisere den grønne omstilling og løfte digitaliseringen.
Det er både virksomheder med regional og international forankring og stærkt præget af eksport og international samhandel.
Derfor vil vi fra denne kreds kraftigt opfordre til, at der lægges vægt på inddragelse af lokale og regionale aktører for både at imødekomme et differentieret behov og sikre en geografisk balanceret fordeling af pladserne.
I Nordjylland står vi klar til atter at byde velkommen til de internationale talenter på professions- og erhvervsakademiuddannelserne og i fællesskaberne, og ikke mindst til at hjælpe de internationale talenter med at få et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet, hvor de skaber stor værdi.
Internationale studerende og medarbejdere efterlader nemlig et ikke helt uvæsentligt økonomisk aftryk.
Det er god forretning
Analyser har gang på gang vist, at uddannelse af internationale talenter i Danmark økonomisk set er en god forretning, som bidrager med milliarder til statskassen, når regnestykket gøres op.
De senere år er det endda blevet konkluderet, at internationale medarbejdere har været udslagsgivende for, at der var fremgang i beskæftigelsen.
Konkurrencen om at tiltrække talentmassen er nemlig gældende over hele EU
Hos den enkelte virksomhed rummer tilknytningen af internationale studerende og dimittender adgang til ny viden, nye perspektiver og nye muligheder, der kan øge virksomhedens produktivitet og vækst.
Både i løbet af studiet, gennem praktikker og projekt- og forskningssamarbejder samt efterfølgende som dimittender kan internationale talenter være med til at skærpe internationaliseringen, innovere processer og forretningsudvikle, og gennem deres markedskendskab og mangfoldige kultur kan de åbne døre til nye, internationale markeder.
I et større perspektiv, hvor der er særligt fokus på at styrke konkurrencekraften i EU som modvægt til den geopolitiske og handelsmæssige uro, er det helt givet, at vi øger optaget af internationale studerende.
Samtidig må vi ikke være naive og tro, at det blot er i Danmark, vi står med denne problematik. Konkurrencen om at tiltrække talentmassen er nemlig gældende over hele EU.
Ifølge FN forventes antallet af borgere i den arbejdsdygtige alder i EU således at falde med hele 45 millioner. i 2050 svarende til et fald på 17 procent sammenlignet med i dag.
I det lys glæder vi os – på tværs af professionshøjskole og erhvervsliv i Nordjylland – til at byde velkommen til hver og én af de internationale studerende, hvis fremtid ligger i Nordjylland. Vi ser derfor også frem til, at vi som lokale og regionale aktører bliver inddraget i det videre arbejde.
Artiklen var skrevet af
Kristian Gjerløv-Juel, Rikke Holmgaard m.fl. (se afsendere i boks)
Omtalte personer
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Videnskabernes Selskab: Derfor har Folketinget brug for uafhængig videnskabelig rådgivning
- Tænketank: Venstres håndgranat ind i forskningsreserven er noget af det bedste, der er sket for forskningen i lang tid
- DM: Den kommende regering må gøre op med den omfattende politiske detailstyring af universiteterne
- Optagesystemet er en rørt brik, som to regeringer i træk ikke har flyttet






























