Ny innovationsaftale kan skabe unødig konkurrence imellem universiteter og øgede administrative byrder

Det er en ambitiøs og konkret aftale, der fortjener anerkendelse. Det er også en historisk aftale, idet den adresserer et uforløst potentiale, som har været erkendt gennem flere år. Med Ketels' rapport fra 2019 om Danmarks forsknings- og innovationssystem blev det bredt anerkendt, at der ligger et uforløst potentiale i samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv.

Nu står vi i starten af 2026 med markant forbedrede rammer for innovation på universiteterne. Den nye aftale justerer lovgivning, og i efteråret 2025 blev universiteterne tildelt særskilte midler til arbejdet.

Politikerne har gjort deres arbejde, og de næste skridt handler om implementering, så ambitionerne om flere kommercialiserede forskningsresultater får reelle effekter.

Vi mener, at der bør være opmærksomhed på tre punkter i implementeringen af aftalerne: 1) en enkel styrings- og finansieringsstruktur, der fremmer samarbejde frem for konkurrence i mellem universiteterne, 2) koordineret adgang til Danmarks samlede test- og demonstrationsfaciliteter og 3) en koordineret tilgang til målgrupper for innovationsindsatsen.

I forhold til styrings- og finansieringsstrukturen ser vi en risiko for, at universiteternes innovationsindsats vil medføre øget bureaukrati. Universiteterne har fået øremærkede bevillinger til innovationsindsatsen, men det er ikke klart, hvordan denne indsats skal måles og belønnes.

Universiteterne har fået øremærkede bevillinger til innovationsindsatsen, men det er ikke klart, hvordan denne indsats skal måles og belønnes.

Frede Blaabjerg & Mette Birkedal Bruun

Det bliver afgørende, at der etableres sunde incitamenter for hele systemet. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) har tidligere undersøgt universiteternes styrings- og finansieringsstruktur, og sporene skræmmer.

Hvis der skal fordeles midler på baggrund af udvalgte Key Performance Indicators (KPI'er), kan det skabe unødig konkurrence imellem universiteter, øgede administrative byrder og kortsigtede incitamenter. Det er en samfundsøkonomisk omkostning, der kan underminere samarbejde og fleksibilitet.

KPI'er bør derfor være få og velafgrænsede og udformes, så de fremmer samarbejde mellem universiteter og forbindelser til andre aktører, for eksempel Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS‑institutter). Der er ikke behov for at styrke incitamenterne til konkurrence imellem de danske universiteter.

Sunde incitamenter er særligt vigtige i forhold til adgangen til faciliteter og infrastruktur, som for eksempel særlige laboratorier eller måleudstyr. Universiteternes faciliteter er et konkurrenceparameter mellem forskningsmiljøer, hvilket kan tilskynde til en begrænsning af adgangen for konkurrerende miljøer.

Derudover er forskningsmiljøerne på universiteterne først og fremmest interesseret i at udvikle nyskabende forskning og i mindre grad at bringe infrastrukturen i anvendelse til gavn for dansk erhvervsliv.

Hvis faciliteterne skal blive en fælles ressource på tværs af offentlige og private forsknings- og innovationsmiljøer kræver det en ny struktur for registrering og koordinering på tværs af særligt universiteter og GTS‑institutterne, for eksempel et nationalt eller sektorielt katalog over nøglefaciliteter, klare adgangsmodeller samt prismodeller for brug og rammer for deling.

En betydelig del af faciliteterne indkøbes i forbindelse med forskningsprojekter finansieret af fonde, så der ligger også en opgave for dem i at sikre, at udstyr købt for deres midler forvaltes til gavn for et bredt udsnit af det danske forsknings- og innovationsmiljø.

Det bringer os til det sidste opmærksomhedspunkt, nemlig samarbejdet mellem GTS‑institutterne og universiteterne. Taskforcens anbefalinger indeholder ikke overvejelser om, hvilke målgrupper i dansk erhvervsliv universiteterne skal fokusere på.

I praksis ser vi, at universitetsbaseret teknologioverførsel især gavner spinouts, videnintensive startups og større virksomheder. Det er hverken realistisk eller ønskeligt at forvente, at universiteternes tilbud skal ramme alle 420.000 aktive firmaer i Danmark.

Et pragmatisk, koordinerende princip kunne være, at universiteterne fokuserer på spinouts og store virksomheder, mens GTS‑systemet bærer hovedansvaret for innovationssamarbejdet med små og mellemstore virksomheder med klyngerne som forbindelsesled og mødested.

Forskningsmiljøerne på universiteterne er først og fremmest interesseret i at udvikle nyskabende forskning og i mindre grad at bringe infrastrukturen i anvendelse til gavn for dansk erhvervsliv.  

Frede Blaabjerg & Mette Birkedal Bruun

GTS‑institutterne har erfaring med at drive samarbejder, der kommer mange virksomheder til gode, og de råder over vigtige testfaciliteter, hvilket giver et naturligt kontaktpunkt til en stor del af dansk erhvervsliv.

En integreret samarbejdsmodel, hvor universiteter henviser de fleste små og mellemstore virksomheder til GTS‑institutter, vil øge effektiviteten og sikre bedre udnyttelse af nationale investeringer i infrastruktur. En klarere arbejdsdeling mindsker overlap og dobbeltarbejde, og styrker den samlede værdikæde fra forskning til marked.

I de kommende år skal de justerede rammer for innovation på universiteterne omsættes til reelle resultater.

Det kommer til at kræve et skarpt fokus på implementeringen af de politiske aftaler, og her vil det være afgørende med en forenklet styringsstruktur, et nationalt overblik og fælles registrering af infrastruktur samt en klar arbejdsdeling mellem særligt universiteter og GTS‑institutter.