Nyt center skal forlænge havmøllers levetid

HAVMØLLER: Det nye forskningscenter, REWIND, vil spole fremstillingsprocessen af havvindmøller tilbage og gøre møllerne mere driftsikre. Centeret er en helt ny form for samarbejde mellem forskere, producenter og aftagere.

Det vil sige, at vi rent faktisk har nogle aktører, som taler sammen: både producenter, aftagere af strøm og forskere. Vi ser på hele kæden af fremstillingsprocessen, materiale, og drift. Det er ganske unikt, at man gør det. Ofte gælder det om at placere et ansvar i stedet for at finde fejlen

Jesper Henri Hattel
Professor, DTU Mekanik
Fakta

De deltager i REWIND:

DTU Mekanik, Risø DTU, AAU-BYG, HelmHoltz-Zentrum für Materialien und Energie GmbH, Indian Institute of Technology, Dong Energy A/S, Vattenfall A/S R&D, Vestas A/S og MAGMA GmbH.

REWIND har været i gang siden 1. januar 2011. Projektet er støttet med 30,1 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd, og de deltagende institutioner yder en medfinansiering, således at det samlede budget er på 45,6 millioner kroner.

Hvert år bruges milliarder på at vedligeholde danske havvindmølleparker. Havmøllerne udsættes for langt mere brutale vejrforhold end vindmøller på land. For at kunne modstå det voldsomme vejr, gør man dele af møllerne større, men det kan føre til en belastning af de mindre dele, som går i stykker og skal udskiftes med høje omkostninger til følge.

Det problem vil man forsøge at løse i det nye forskningcenter REWIND, som er et seksårigt projekt bestående af både forskere og aktører. Centeret er støttet af Det Strategiske Forskningsråd og har base på DTU, hvor professor Jesper Henri Hattel fra DTU Mekanik står i spidsen for projektet som centerleder. Aktørerne er både vindmølleproducenter og aftagere af vindmøller, og blandt andet Dong Energy, Vattenfall og Vestas deltager i projektet.

Vil tilbagespole processen
Partnerne skal således undersøge, hvad der går galt i fremstillingsprocessen af havmøllerne, og hvordan det kan ændres, så møllernes dele eller "drivetrains" kan gøres mere pålidelige. Man vil simpelthen spole processen tilbage, "rewinde" den. Og det er noget helt nyt, at forskere og forskellige energiaktører går sammen og kommunikerer mellem faggrænserne, mener Jesper Henri Hattel.

0:000:00