Debat

CBS-dekan: Er godt nok godt nok?

DEBAT: En evaluering af ph.d.-uddannelserne i Danmark viser, at det går godt nok. Skal de være bedre, kræver det mere tid, flere ph.d.-studerende og strukturerede forløb, skriver Peter Møllgaard, forskningsdekan på CBS

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Møllgaard
Forskningsdekan på Copenhagen Business School.

En dansk ph.d. er en stor investering; måske verdens største!

Men for hvem og hvorfor… og fører det også til verdens bedste ph.d.? Hvad skal der egentlig til for at skabe endnu bedre ph.d.-uddannelser i Danmark?

Jeg argumenterer for, at kritisk masse, strukturerede ph.d.-forløb og mere tid til forskningen er tre ingredienser, som kan gøre en ph.d.-uddannelse, som måske er god nok, endnu bedre – måske til verdens bedste.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM) har under overskriften ”Ph.d.-uddannelsens kvalitet og relevans” i februar 2017 sammenskrevet hovedresultaterne af et omfattende analysearbejde af de ph.d.-studerende, som blev optaget i perioden 2003-2010.

Kvalitet er søgt målt på en række forskellige måder, ligesom analysen forsøger at tage højde for en række baggrundsvariable. Alt i alt et solidt stykke arbejde, som meget nemt fører til konklusionen, at det er godt nok.

For at gøre ph.d.-uddannelserne mere end ”gode nok” skal vi have kritisk masse (flere ph.d.-studerende), strukturerede ph.d.-forløb og mere tid til forskning.

Peter Møllgaard
Forskningsdekan, CBS

"Ja, det går godt nok"
I 2006 blev antallet af ph.d.-studerende fordoblet som en konsekvens af Globaliseringsaftalen. Det ekstra indtag blev set som en investering, som skulle føre til et bedre rekrutteringsgrundlag af forskere til både den private og den offentlige sektor.

Det er naturligt nok at analysere, om investeringen har givet det rigtige afkast. Og svaret fra rapporten er: ”Ja, det er godt nok”. Ph.d. uddannelsens kvalitet opfattes generelt som værende på niveau med udlandets og investering i ph.d. giver både en samfundsøkonomisk og en privatøkonomisk gevinst. Men er godt nok nu også godt nok?

Jeg noterede mig især tre ting i UFM’s rapport:

1. Danske ph.d.-studerende er dyre. Rapporten citerer en beretning fra 2011 fra Rigsrevisionen for, at et ph.d.-forløb koster omkring 2,5 millioner i dagens priser. Og i alt har Folketinget afsat 5,2 milliarder kroner til at øge ph.d.-optaget i perioden 2005-2012. I runde tal er det prisen på 2000 ph.d.-studerende.

2. En del ph.d.-studerende føler sig ensomme og stressede. Over halvdelen føler, at de i nogen grad eller i høj grad må løse faglige udfordringer alene, og de føler ”et stort arbejdspres og et stort tidspres for at aflevere inden for en kort tidsmæssig ramme.”

3. Både ph.d.-studerende og deres vejledere oplever, at der er for lidt tid til forskning. Mange vejledere foreslår en fire-årig ph.d.-uddannelse for at kunne matche det internationale niveau. De ph.d.-studerende oplever, at de kun bruger ca. 50 % af tiden på egen forskning.

For mig hænger de tre ting sammen. De høje omkostninger ved en dansk ph.d. betyder, at vi har for få af dem, og derfor ikke altid opnår kritisk masse i forskningsmiljøerne omkring dem. Og de høje omkostninger betyder også, at det er meget dyrt at forlænge ph.d.-forløb til 4 år.

Dyre investeringer kræver gode afkast
Først omkostningerne. Høje omkostninger betyder, at der bliver råd til færre. Det gælder både for samfundet, for virksomheder, som ønsker at (med-)finansiere en ph.d. og for universiteter, som ønsker at få sparsomme basisforskningsmidler til at strække langt.

Hvis man investerer i noget meget dyrt, så kræver det et ekstra godt afkast. Når danske ph.d.-forløb er ekstraordinært dyre i international sammenligning, så er det altså ikke godt nok, at kvaliteten af ph.d.-uddannelsen opfattes som værende på niveau med udlandets. Nej, så må vi forvente international Spitzen-Klasse.

Dernæst kritisk masse. Det er, i hvert fald inden for mit felt, international best practice, at man samler ph.d.-studerende i klasser og giver dem et struktureret første år med en blanding af obligatoriske og valgfrie kurser.

Nogle steder (ofte internationalt set meget gode steder) giver man de studerende kurser i to år, men så er ph.d.-uddannelsen oftest også (mindst) 5-årig. Fordelen er, at de ph.d.-studerende understøtter hinandens læreprocesser og sparrer med hinanden.

De får også et netværk for (arbejds-)livet. På CBS eksperimenterer vi derfor, så vidt vores ressourcer rækker, med både faglige og tvær-faglige ”kohorter”.

Endelig: tid til forskning! Tre år til et ph.d.-studium er langt fra nok til at gøre vores ph.d.-studerende internationalt konkurrencedygtige. Der skal mindst fire år til – nogle gange mere. Rapporten nævner, at Nederlandene typisk giver 4-5 år, og min erfaring er, at man i det anglo-amerikanske system ofte får 5-7 år.

For at gøre ph.d.-uddannelserne mere end ”gode nok” skal vi have kritisk masse (flere ph.d.-studerende), strukturerede ph.d.-forløb og mere tid til forskning.

Dokumentation

Fremtiden for ph.d.erne

En analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har vist, at ph.d.-uddannelserne holder højt fagligt niveau på trods af et meget større optag.

Siden 2003 er optaget af ph.d.-studerende cirka fordoblet fra 1.210 til 2.300 i 2015. Men en analyse viser, at bedømmerne vurderer, at kvaliteten af afhandlingerne fortsat er høj.

Betyder det, at vi skal stræbe efter at optage endnu flere ph.d.-studerende? Skal afhandlingerne erhvervsrettes endnu mere? Eller skal vi fokusere endnu mere på at fastholde de udenlandske ph.d.-studerende i landet?

Det har Altinget spurgt en række debattører om.

Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00