Professor: Sundhedsforskningens krise skal løses for patienternes skyld

Af Anders Perner
Professor og overlæge i Intensiv Medicin, Rigshospitalet

Forskningsmuligheder og -midler bliver i for høj grad spildt, og mange nye kræftlægemidler har begrænset værdi for patienterne. Hvad værre er, store grupper af patienter, hele faggrupper og de behandlinger, der ikke er nye lægemidler, bliver ikke prioriteret i den nuværende finansieringsmodel.

Til gengæld går det så stærkt med at udvikle nye lægemidler inden for de områder, der bliver prioriteret, at kvaliteten af forskningen lider. Mange har nu erkendt, at der er en krise i sundhedsvidenskabelig forskning. Og det er rigtigt godt, for så kan vi diskutere løsningerne.

Nogle problemer er sværere end andre at ændre på, fordi de kræver, at vi udfordrer os selv og erkender, at både vores følelser og vores samfundsmodel farver vores valg.

Universiteterne og fondene skal ændre incitamentsstrukturerne for forskerne, så kvalitet bliver belønnet frem for kvantitet - og det pålidelige frem for det nye og spændende.

Anders Perner

Generelt er vi fascineret af ny teknologi, og vi har alle et brændende ønske om at hjælpe især dødeligt syge patienter. Og vi lever i et kapitalistisk samfund, der styres af politiske beslutninger.

Derfor betyder penge, skabelsen af arbejdspladser og synlighed også rigtigt meget for vores prioriteringer af bestemte typer af behandlinger til nogle patientgrupper, mens andre typer af behandlinger til andre patientgrupper ikke bliver forbedret.

Altså kan der i runde tal gennemføres 100 kliniske forsøg, som kan forbedre 100 forskellige behandlinger for det, det koster at udvikle ét nyt lægemiddel. 

Anders Perner
Professor og overlæge i Intensiv Medicin, Rigshospitalet

Hvis prioriteringen udelukkende skal være, at vores investeringer skal forbedre livet for flest mulige patienter, så skal vi måle, hvem der mister fleste gode leveår til hvilke sygdomme meget mere præcist, end vi gør i dag og så investere dér.

Sådan foregår det ikke nu, hvor det primært er kommercielle interesser, der afgør, hvilke patientgrupper der får forbedret deres behandling. Og i den proces bliver brugerne – det vil sige patienter, behandlere, hospitalsejere – ikke hørt.

Prioriteringer skal selvfølgeligt afgøre, hvilke behandlinger vi vil forbedre. Rent sundhedsøkonomisk er udviklingen af nye lægemidler relativt dyrt. I runde tal koster det et medicinalfirma en milliard kroner at udvikle et nyt lægemiddel.

Efter et par år har dem, der betaler - i Danmark er det primært det offentlige - betalt yderligere to milliarder kroner i avance til medicinalfirmaet. Altså betaler samfundet tre milliarder kroner i de første tre år for at forbedre én behandling gennem ny medicin.

Hvis vi vælger at forbedre behandlinger gennem offentligt finansieret kliniske forsøg af ældre medicin, fysisk træning, kirurgi eller samtaleterapi, så koster et godt forsøg 10 millioner kroner. Altså kan der i runde tal gennemføres 100 kliniske forsøg, som kan forbedre 100 forskellige behandlinger for det, det koster at udvikle ét nyt lægemiddel.

I tillæg er der som regel mindre eller ingen avance på ældre medicin, kirurgi, fysisk træning og samtaleterapien. Isoleret set får vi altså langt mere for pengene ved at investere i lægernes, sygeplejerskernes, fysioterapeuternes og jordemødrenes egne kliniske forsøg.

Dette vil også reducere uligheden i sundhed, da forbedringerne vil komme bredere grupper af patienter til gavn – styring vil i højere grad være patienternes og samfundets behov fremfor kommercielle interesser.

Andre problemer er måske lettere at gå til, men det kræver, at vi i Danmark går foran.

Staten skal investere mere i patientnær forskning. I øjeblikket investerer staten mest i basalforskning, og jo tættere forskningen kommer på patienterne, jo mindre investeres der.

Samtidig skal regionerne og kommunerne bidrage mere, end de gør i dag. Det er sandsynligt, at det vil kunne betale sig, fordi regionerne og kommunerne i forvejen betaler milliarder af kroner for de mange behandlinger, som er blevet taget i brug uden at være testet i gode kliniske forsøg – mange af dem virker formodentligt ikke.

Universiteterne og fondene skal ændre incitamentsstrukturerne for forskerne, så kvalitet bliver belønnet frem for kvantitet - og det pålidelige frem for det nye og spændende. Og vi skal måle værdien af forskningen på, om resultaterne kommer patienter og samfund til gavn, ikke på om vi publicerer flere forskningsartikler end svenskerne.

Forskerne skal tage højde for kendte fejlkilder og samarbejde med metodeeksperter, så design og dataanalyse bliver korrekte. Resultaterne skal fortolkes med forsigtighed, da alle ved, at det er meget, meget få opdagelser, der nogensinde når igennem nåleøjet og forbedrer behandlingen af patienterne.

Myndighederne skal reducere de mange administrative byrder og begrænsninger, som især de kliniske forsøg er blevet pålagt lag på lag gennem årene.

Begrænsningerne er ofte ude af proportioner med risikoen for patienterne og stemmer ikke overens med patienternes og de pårørendes ønsker.

Det gavner ikke patienter og samfund at fordyre, forsinke og i værste fald blokere for de gode kliniske forsøg, der skal forbedre patientbehandlingen bredt. Og forbedringer er bydende nødvendigt, da halvdelen af det, vi gør i dag, ikke er testet i kliniske forsøg.

Hvis vi vil, kan vi få bedre og mere patient- og samfundsrelevant sundhedsforskning. Vi kan få flere og bedre behandlinger ud af vores investeringer, mere lighed i sundhed og en bedre balance i investeringerne mellem de forskellige lægelige specialer og mellem de forskellige faggrupper indenfor sundhed og patientbehandling og -pleje.

Barriererne er velkendte, løsningerne ligeså, så det, der mangler, er erkendelse, vilje og mod til at ændre vores nuværende strukturer.