Prorektor: Gør kvote 2 mere enkelt

Af Berit Eika
Prorektor ved Aarhus Universitet

Ansøgningsfristen i kvote 2 er lige rundt om hjørnet, og mange unge skal nu træffe et stort valg for deres fremtid. Men et væld af optagelsesformer gør ansøgningen til et unødvendigt hækkeløb for de studiesøgende.

Karaktergennemsnit, motiverede ansøgninger, supplerende kvalifikationer, samtaler og tests er et udvalg af de kriterier, ansøgere i dag vurderes på i kvote 2. Der vil altid være et fagligt hensyn, som vægter højt, og derfor kan og skal vi ikke ensrettes på tværs af uddannelser og uddannelsessteder. Men vi skal anstrenge os mere for at gøre det enkelt og gennemsigtigt, der hvor vi kan.

Tag eksempelvis de kvote 2-prøver, der bliver mere og mere udbredte på landets universiteter. Testen vurderer blandt andet ansøgernes studieegnethed og er på nogle fagområder en god metode til at identificere de mest motiverede ansøgere.

Alene det, at man vælger at bruge tid på at møde op og tage en test, er et udtryk for, at man vil uddannelsen. Og en test kan de kun selv tage, i modsætning til eksempelvis motiverede ansøgninger, som man kan få andre til at skrive.

Begrænset af logistik
I år udbreder Aarhus Universitet testen fra nogle få til alle tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, og samme tendens ses på andre af landets universiteter. Ønsker man for eksempel at søge ind på en naturvidenskabelig uddannelse i kvote 2 mere end ét sted, kan ansøgerne fra næste år blive nødt til at besøge både Aarhus, København og Odense for at gennemføre en test til den samme uddannelse.

Uanset om et universitet optager 10, 20 eller flere procent i kvote 2, skal vi have et system, der behandler ansøgerne fair.

Berit Eika
Prorektor ved Aarhus Universitet

Det siger sig selv, at jo flere uddannelser, der indfører tests, jo større er risikoen for, at ansøgerne skal fare land og rige rundt og bliver begrænset af ren logistik.

Sådan kan vi ikke være bekendt at behandle de ambitiøse og motiverede ansøgere, der gerne vil have en uddannelse. Tænk nu, hvis man som studiesøgende kunne nøjes med at møde op ét sted, tage testen og bruge resultatet som adgangsgrundlag på tværs af universitetsuddannelser i landet.