Redaktør: Fagbevægelsen står uden topfigur på et tidspunkt, hvor der virkelig er brug for en

Det er en svækket fagbevægelse, der på et kritisk tidspunkt mangler en ny leder.
Sådan lyder det fra Altingets arbejdsmarkedsredaktør, Jakob Krarup Bjerregaard, efter at FH-formand Lizette Risgaard søndag har valgt at trække sig.
Beslutningen kommer oven på historier i Berlingske og Ekstra Bladet om den nu forhenværende fagforeningsboss' grænseoverskridende opførsel over for unge mænd i fagbevægelsen.
Det er en sag, der svækker FH's troværdighed.
"Fagbevægelsens opgave er blandt andet at kæmpe for det bedst mulige arbejdsmiljø for medlemmerne, og derfor ser det selvfølgelig særdeles skidt ud for FH, at der er sager om grænseoverskridende adfærd i eget hus. Og så endda med formanden som hovedperson."
"Ganske vist gik der kun lidt mere end to døgn, fra de første historier kom frem sent torsdag aften, til Lizette Risgaard trak sig søndag morgen – men det har så til gengæld været to pinefulde døgn for fagbevægelsen," siger Jakob Krarup Bjerregaard.
Hvordan efterlader det FH og fagbevægelsen?
Lizette Risgaard er født 15. juli 1960 i Kalundborg.
Hun var gift med Per Risgaard fra 1989 til 2011, hvor han døde.
Karriere
- 1980-1984: Kontorfunktionær, Husligt Arbejder Forbund.
- 1984-1987: Kontorfunktionær, Litografisk Forbund.
- 1987-2000: Kontorfunktionær, TIB (tidligere Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark).
- 2000-2007: Næstformand, LO-Storkøbenhavn.
- 2000-2007: Formand, HK/Service København.
- 2007-2015: Næstformand, LO.
- 2015-2018: Formand, LO.
- 2019-: Formand for FH.
Repræsentationer
Lizette Risgaard har som FH-formand været repræsentant en lang række steder, herunder:
- AE, bestyrelse og repræsentantskab.
- Arbejdernes Landsbank.
- Arbejdsretten – ordinær domme.
- Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
- Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og lønmodtagernes Garantifond (LG).
Uddannelse
- Uddannet kontorassistent.
- Master i public administration, MPA.
"Hvis man for et øjeblik forsøger at se bort fra selve den grænseoverskridende adfærd, er det helt store problem, at FH står uden formand, på et tidspunkt hvor der virkelig er brug for en," svarer arbejdsmarkedsredaktøren.
Vigtige forhandlinger om seniorpension og lønløft
Dagen før Lizette Riisgaards afgang lagde statsminister Mette Frederiksen (S), fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en kronik i Politiken op til nye trepartsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og fagbevægelsen.
Et af de emner, som fagbevægelsen kan få indflydelse på, er regeringens stærkt omdiskuterede forslag om at afskaffe seniorpensionen. Det er en sag, der har meget stor betydning for fagbevægelsen, lyder det fra Jakob Krarup Bjerregaard.
Senere på året forventes også trepartsforhandlinger om udmøntningen af et ekstraordinært lønløft til offentligt ansatte.
"Derfor er det kritisk at stå uden formand netop nu," siger han.
"Sagen er langtfra slut"
Allerede fredag gik Lizette Risgaard på orlov. Her blev det samtidig besluttet at sætte en ekstern advokatundersøgelse af sagen igang.
Men det var ikke nok til at redde formandsposten.
"I løbet af fredag og lørdag trak en lang række af forbundene under FH støtten. Det er vanskeligt at agere troværdigt som leder af FH, når man har så mange og så store medlemsforbund imod sig," siger Jakob Krarup Bjerregaard.
Lizette Risgaards grænseoverskridende opførsel går flere år tilbage. Alligevel får det først konsekvenser nu. Men vi ved endnu ikke til fulde, hvem der muligvis vidste noget – og hvornår.
Det får vi formentlig svar på, når advokatundersøgelsen, der både skal se på de konkrete sager om Lizette Risgaards adfærd og på FH's egen håndtering af sagerne, er færdig.
"På den måde er sagen langtfra slut for FH-toppen, selvom Lizette Risgaard nu trækker sig," vurderer arbejdsmarkedsredaktøren.
Risgaard antyder politisk motiv bag afsløringer
Lizette Risgaards beslutning om at trække sig som formand blev meldt ud dagen før arbejdernes internationale kampdag.
I ugerne op til 1. maj har der været fokus på, hvordan Socialdemokratiet flere steder ikke er velkomne på talerstolene hos arbejderbevægelsen på grund af striden om afskaffelsen af store bededag. Men nu er det i stedet FH, der står svækket tilbage, når kalenderen viser mandag 1. maj.
"Der er ingen tvivl om, at dagsordenen er skiftet meget hurtigt," konstaterer Jakob Krarup Bjerregaard.
I sit facebookopslag skriver Lizette Risgaard, at "ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som dét, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen".
På den måde antyder hun, at afsløringen af hendes adfærd kan være politisk motiveret, lyder det fra arbejdsmarkedsredaktøren.
"Hun uddyber dog ikke, hvad hun konkret mener, og hun fremlægger heller ikke umiddelbart dokumentation for, at det forholder sig sådan," tilføjer han.
Indsigt

Søren Egge Rasmussen spørger Jacob JensenEr ministeren enig i, at mindstekrav til hold af grise ikke lever op til dyrevelfærdsloven?Besvaret
Lotte Rod spørgerHvad er ministerens holdning til, at forældre til børn med handicap rammes af tre former for skjult vold, når de søger hjælp?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Ane Halsboe-JørgensenVil ministeren sikre, at grønlandske studerende understøttes under deres ophold i Danmark?Besvaret
- L 121 Universitetsloven med videre (Uddannelses- og Forskningsministeriet)1. behandling
- L 131 Lov om erhvervsuddannelser med videre (Børne- og Undervisningsministeriet)1. behandling
- L 132 Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter med videre (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)1. behandling
- Ny formand for Udenrigspolitisk Nævn: Politikere skal kunne fjerne egne navne fra uvildig Afghanistan-undersøgelse
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Lars Aagaard ville have dem til at undersøge "dramatisk" havstrøms-kollaps. Nu frygter klimaforskere, at projektet løber ud i sandet
- Anti-gambling, grønne erhvervsuddannelser og podcast om hud: Det har fondene givet penge til i april
- Klimaet går AMOC






















