Socialrådgivere om SU-reform: Det er tosset at straffe dem, der vælger at skifte uddannelse, i en tid med højt præstationspres

I ly af danskernes juletravlhed har regeringen med rekordfart indgået en SU-reform. Som en flok drillenisser trådte politikerne ud af forhandlingslokalet, og op af julesokken hev de en noget tvivlsom gave i form af SU-forringelser.

Jeg tror, vi er mange, som har svært ved at skjule skuffelsen og netop nu spejder febrilsk efter byttemærket – for en afskaffelse af det sjette og fleksible SU-år var næppe øverst på ønskelisten hos særligt mange. Det er der flere årsager til.

Først og fremmest mener jeg, at det er tosset at straffe dem, der ikke lige får valgt den helt rigtige uddannelse i første hug, når vi står i en tid med højt præstationspres og mistrivsel blandt unge.  

Men jeg er også bekymret for, om SU-reformen kan påvirke optaget på velfærdsuddannelserne.

Det bliver dyrt at skifte universitetet ud med et velfærdsfag

Jeg har mange dygtige fagfæller, som først brugte kræfter og SU-klip på en anden uddannelse, inden de fik øjnene op for socialrådgiverfaget.

Jeg håber, at regeringen vil bruge juleferien til at komme på andre tanker og i stedet overveje, om ikke deres nytårsforsæt skal være at styrke rekrutteringen til velfærdsuddannelserne.

Ditte Brøndum
Næstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening

Nogle bruger et par måneder på at læse jura, psykologi eller socialvidenskab, inden de indser, at de faktisk gerne vil helt tæt på praksis.

Nogle læser til pædagog eller lærer, inden de finder ud af, at det var de mest udsatte børn, som de gerne ville arbejde med.

Når SU-forringelserne slår igennem, og man kun har SU-klip svarende til den normerede tid, kan det blive dyrt at skifte universitetet ud med et velfærdsfag som eksempelvis socialrådgiver.

For mange vil det nemlig betyde, at man skal optage SU-lån og dermed stifte gæld for at gøre sin drømmeuddannelse færdig. 

SU-reformen forringer muligheder for efteruddannelse

Jeg frygter, at det vil afskrække unge mennesker fra at skifte til en velfærdsuddannelse, hvis først de får øjnene op for den efter at være kommet igennem et semester eller to på eksempelvis universitetet.

Med SU-reformen forringer man også muligheden for at efteruddanne sig.

Hvis man eksempelvis har arbejdet som socialrådgiver i praksis og efter et par år ønsker at tage en overbygning for at udvikle sin faglighed, bliver man også her nødt til at stifte gæld, hvis ikke man kan færdiggøre uddannelsen på normeret tid.

Det er selvsagt en udfordring, hvis man har slået sig ned med familie og faste udgifter, som kræver, at man supplerer den sparsomme SU med en lønindkomst.

Dette kan også få konsekvenser for interessen for velfærdsfagene, for allerede i dag er bekymringen for videre- og efteruddannelsesmulighederne med til at afholde unge mennesker fra at søge ind på velfærdsuddannelserne.