Bilal Itani til Thomas Hoffmann: Du forholder dig ikke til min kritik af lukningen af stillerummene

Det er imidlertid ikke kun mig, der peger på politiseringen af processen. Arbejdsgruppens egen formand, Lars Cyril Nørgaard, har udtalt, at han har "svært ved at se, hvilket konkret formål det tjener at lukke stillerummene, hvis det ikke er et politisk formål," og at processen i overraskende grad har været "knyttet til politiske interesser."

Når arbejdsgruppens leder selv fremhæver dette, er det bemærkelsesværdigt, at Hoffmann helt undlader at forholde sig til det.

Mangel på faglig principfasthed

Hoffmann bruger en bemærkelsesværdig del af sit indlæg på at beskrive, at IChange kun repræsenteres af muslimer, som om dette i sig selv gør organisationen mindre legitim.

Han fremhæver, at "kun muslimer" kan være medlemmer, hvilket er en irrelevant oplysning, når man tænker på, at det er helt standard praksis for enhver interesseorganisation, at medlemskab svarer til den målgruppe, man repræsenterer. Det gælder alt fra fagforeninger til Ældre Sagen og elevorganisationer.

Hvorfor nævne dette, hvis formålet ikke er at miskreditere IChange og antyde, at vores kritik skulle være uvidenskabelig eller båret af skjulte religiøse dagsordener?

Dette er et velkendt retorisk greb, der især bruges i debatter om muslimske organisationers deltagelse i civilsamfundet.

Når en professor vælger at fokusere på hyperlink-format og fejllæsninger, men forbigår substansen, siger det mere om styrkeforholdet i debatten end om argumenternes vægt.

Bilal Itani
Formand, IChange

Samtidig insinuerer Hoffmann, at jeg har været retorisk manipulerende og uærlig – ordvalg der normalt bruges til at trigge et islamkritisk og ofte højreorienteret segment, og som historisk har været brugt til at stemple muslimer som utroværdige aktører i den offentlige debat.

At en professor vælger at begynde svaret med personangreb og stempling af afsenderen frem for at forholde sig til substansen, burde i sig selv vække bekymring.

Det, der især savnes i Hoffmanns indlæg og holdning til emnet generelt, er den faglige principfasthed, man burde kunne forvente af en professor med specialviden om religion i samfundet.

Når han tidligere har gjort gældende, at religiøst brug af stillerummene ikke udgør et problem i sig selv, kunne man netop have forventet, at han som fagperson ville værne om universitetets forpligtelse til at sikre trygge, neutrale rammer for mangfoldige studerende – og dermed også kritisere en beslutning, der åbenlyst svækker disse rammer.

For paradokset er, at lukningen af rummene ikke reducerer religiøs praksis på campus; den gør den blot mere synlig.

Når studerende ikke længere har adgang til et privat rum til stille refleksion eller bøn, flyttes praksis ud på gange, i hjørner og i tilfældige lokaler. Det skaber flere berøringsflader og en langt større politisering af noget, der hidtil har været ordnet stille og fredeligt.

Et universitet bør ikke træffe beslutninger, der både forringer studiemiljøet og samtidig øger den synlighed, som kritikerne af stillerummene hævdede var problematisk. Netop derfor burde fagpersoner, der arbejder med religionsforståelse, være de første til at advare imod en sådan udvikling.

Ujævne styrkeforhold

Denne sag handler i sidste ende hverken om Thomas Hoffmann eller om mig. Den handler om en beslutning, der får konkrete konsekvenser for studerendes mulighed for ro, fordybelse og trivsel.

Den handler om en proces, der fra start har været præget af manglende gennemsigtighed, politisk indflydelse og fravær af reel brugerinddragelse.

Når en professor vælger at fokusere på hyperlink-format, medlemskriterier og fejllæsninger, men helt forbigår substansen, siger det mere om styrkeforholdet i debatten end om argumenternes vægt.

Hvis diskussionen om stillerummene skal have nogen værdi, bør den handle om de faktiske forhold: politisk påvirkning, repræsentation og studerendes reelle behov, og ikke om personangreb eller forsøg på at mistænkeliggøre afsenderen. Det skylder vi både de studerende og universitetets integritet.