Danske muslimer: Københavns Universitet har givet efter for et politisk pres for at lukke stillerummene

Ingen brugerinddragelse

Når Københavns Universitet i dag henviser til rapporten som beslutningsgrundlag, må man også hæfte sig ved, hvordan den rapport er blevet til. Arbejdsgruppen var bemærkelsesværdigt ensformig og uden reel repræsentation fra brugerne selv, herunder religiøse minoriteter.

Til gengæld har arbejdsgruppen rådført sig med profiler, der i årevis har markeret sig som stærkt kritiske over for islam og muslimers tilstedeværelse i offentlige institutioner. At dette forhold ikke indgår i Københavns Universitets eksterne kommunikation om beslutningen giver indtryk af en proces, der ikke alene er uigennemsigtig, men også politisk præget.

I lyset af de seneste års politiske debat om såkaldte bederum på uddannelsesinstitutioner, og særligt efter udtalelser fra statsministeren på grundlovsdag, om at disse ikke burde eksistere, er det også svært at ignorere den politiske kontekst, beslutningen er truffet i.

Det er tankevækkende, at de studerende, der bruger rummene – enten til bøn, meditation, hvile, mentale pauser eller sensorisk regulering – fortæller, at de ikke blev inddraget i processen.

Bilal Itani
Formand, IChange

Når Københavns Universitet vælger at lukke stillerummene kort efter et kommunalvalg, hvor muslimer endnu engang var mål for skræmmekampagner og stigmatisering, virker det mindre sandsynligt, at beslutningen udelukkende handler om inklusion. Det vidner snarere om et forsøg på at navigere i et politiseret klima ved at give efter for et pres, som ikke baserer sig på dokumenterede problemer med rummenes anvendelse, men på en narrativ om, at religiøs praksis i sig selv er problematisk.

Det er særligt tankevækkende, at de studerende, der faktisk bruger rummene – enten til bøn, meditation, hvile, mentale pauser eller sensorisk regulering – fortæller, at de ikke blev inddraget i processen.

Først blev rummene tømt uden varsel. Derefter blev der udmeldt retningslinjer på nationalt niveau, uden at man afventede arbejdsgruppens arbejde. Og nu, hvor beslutningen om lukningen er truffet, lover ledelsen, at brugerne vil blive inddraget i samtalen om nye rammer.

Inklusion i navn, eksklusion i praksis

Det store paradoks er, at Københavns Universitet hævder at handle i inklusionens navn, men reelt skaber eksklusion. De studerende, som rummene betød allermest for, står tilbage uden alternativer og må nu selv finde steder at bede, hvile, reflektere eller genetablere mental balance. Samtidig bruger universitetet argumentet om, at rummene "kun blev brugt af et snævert udsnit af studerende," som om det i sig selv er et argument for lukning.

Men mangfoldighed handler ikke om, at alle skal bruge alle faciliteter i samme omfang. Det handler om, at alle har lige adgang til de behov, de har. Et hvilerum eller et stillerum mister ikke relevans, fordi det primært bruges af bestemte grupper.

Beslutningen vil påvirke de studerendes tillid til, at deres institution kan og vil beskytte deres ret til forskellighed.

Bilal Itani
Formand, IChange

Universitetets beslutning vil få konsekvenser for trivslen blandt de studerende, der i forvejen befinder sig i en presset hverdag. Den vil også påvirke de studerendes tillid til, at deres institution kan og vil beskytte deres ret til forskellighed.

Og den vil, uanset hvordan KU formulerer det, blive læst af mange som et signal om, at religiøse minoriteter ikke længere er velkomne i universitetets fællesrum. Det er ikke alene uheldigt, men et brud med universitetets grundlæggende rolle som et sted, der værner om akademisk frihed, lighed og plads til forskellighed.

Vi opfordrer derfor til, at KU genovervejer sin beslutning eller som minimum sikrer, at de nye rammer, man ønsker at etablere, ikke bliver så udvandet og neutrale, at de mister deres funktion for de studerende, der reelt har brug for et sted at finde ro.

Inklusion opstår ikke af tomme rum eller politisk bekvemme beslutninger, men af reelt mod til at give plads til forskellighed – også når den forskellighed kommer til udtryk gennem religiøs praksis.