Ali Aminali: Sikandar Siddique vandt med en overpopulisme så styg, at selv Trump ville være jaloux

Sikandar Siddique fik 3.125 personlige stemmer, og Frie Grønne fik i alt 6.798 stemmer i København. Stemmer fra borgere, der aktivt valgte at deltage i demokratiet, i håb om at partiet ville gøre en forskel for netop dem. Og jeg kan ikke lade være med allerede nu at føle mig skuffet på deres vegne.

For de stemmer kommer ikke til at gå til at løfte deres hverdag, deres behov eller deres håb. Nej, de stemmer kommer til at sikre, at projektmagernes konge får fire skønne år i en blød stol på rådhuset. Ja, tid til i ro og mag at gøre sit næste fidusprojekt klar, når folketingsvalget står for døren i det nye år.

For der findes politikere, der bygger deres position op på faste ideologiske holdninger og håndfaste værdier, der tydeligt viser, hvem de er. Og så findes der Sikandar Siddique, der bygger sin position gennem projekter, der lander hurtigt, skifter hurtigt og aldrig bliver i samme form særlig længe.

Selv Trump ville være jaloux, hvis han kendte ham.

Ali Aminali

Han har en evne til at mærke en stemning, fange en konflikt og forme et narrativ, der i det øjeblik føles stærkt, selvom det intet har med kommunalpolitik at gøre. Det er en særlig slags politisk håndværk. Det ikke kønt, ikke stabilt, men effektivt.

Og jeg ved godt, at det lyder absurd, men der er noget over hans evne til at skabe projekter, der er så overpopulistiske, at selv Trump ville være jaloux, hvis han kendte ham.

Midt i alt det hører jeg nogle sige, at Sikandar og Frie Grønne nu er blevet "det muslimske parti" i København, fordi opbakningen i visse miljøer har været massiv. Der bliver hvisket om, at han taler for minoritetsetniske grupper, at han repræsenterer noget religiøst, noget kulturelt, noget identitetsmæssigt.

Men her må jeg bare ryste på hovedet. For selv dét kan han ikke leve op til. Sikandar Siddique kæmper ikke for muslimer, for minoriteter eller for nogen bestemt gruppe. Han kæmper for én person – sig selv.

Den ene dag stiller han sig frem som den muslimske stemme i Danmark. Den næste dag er han palæstinaaktivisten, der råber ude foran rådhuset. Og den tredje dag springer han over i rollen som queer-forkæmper, klimaaktivisternes grønne panda, eller hvilken identitet der nu passer til projektet den uge.

Om skribenten

Ali Aminali er samfundsdebattør og kommentarskribent på Altinget. 

Derudover er han rådgiver i Have Kommunikation og forfatter til bogen 'Alis Danmarkshistorie' samt tidligere radiovært på 'Alis Integrationsland'. 

Han er uddannet socialrådgiver. 

Det er ikke et politisk projekt. Det er et katalog af roller, der hives frem efter behov – som om hans politiske univers ikke er bundet af ideologi, men af øjeblikkets opmærksomhed.

Denne gang stemte mange på ham af én grund, og den lå meget langt fra Københavns rådhus. Der var internationale følelser i luften, identitet, uretfærdighedsfølelse. Det kan man godt forstå, og vi lever i en tid, hvor globale konflikter siver direkte ind i vores hverdag.

Men det ændrer ikke ved, at hans politiske projekt rummer langt mere – og langt mindre – end det ene budskab, der fik vælgerne afsted til stemmeurnerne. Hans samlede politiske linje ligger milevidt fra den vælgergruppe, der i høj grad stemte ham ind.

Og her begynder jeg at tvivle på, om Sikandar Siddique overhovedet går op i klima, ligestilling eller de progressive dagsordener, der ellers fylder i hans offentlige univers.

Ikke fordi han ikke kan mene det. Men fordi hans projekter skifter retning så hurtigt, at man må spørge sig selv, om hans politik er et kompas – eller et kostume. Han er som en politisk kamæleon, der skifter farve efter lyset fra den seneste konflikt.

Længe leve projektmagernes konge, Sikandar Siddique.

Ali Aminali

Og når man ser det hele lidt fra afstand, er der noget næsten komisk i, hvordan han igen og igen lander på benene, mens alle andre står tilbage og forsøger at forstå, hvad det var, de egentligt stemte på. Hver gang et projekt kulminerer, hver gang en fortælling mister luft, står han der igen – klar til det næste.

Frie Grønne i forskellige versioner, aktivistprojekter, nye dagsordener, nye symboler. Det hele glider ind i hinanden som kapitler i en bog, hvor kun hovedpersonen udvikler sig, og hvor læserne hver gang tror, at det her kapitel bliver anderledes.

Spørgsmålet er så: Hvad nu? For nu skal projektet oversættes til kommunalpolitik. Ikke råb, ikke følelser, ikke globale konflikter men helt almindelige kommunale beslutninger. Nu skal budgetter, institutioner, bygninger og veje have hans opmærksomhed.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på de vælgere, der stemte i håb eller frustration, og som nu sidder med et mandat, der aldrig kan levere på det, de reagerede på.

Det er ikke deres skyld. De reagerede på noget menneskeligt. Men de har stemt på et politisk projekt, der sjældent har løftet andre end ham selv. Ikke fordi han vil dem noget ondt. Men fordi projekterne aldrig har været designet til at bære dem. De har været designet til at bære ham videre.

Og derfor, midt i alvoren, er der også en tør form for humor i det hele. For Sikandar Siddique er ikke bare en politiker. Han er et politisk fænomen. En mand, der igen og igen formår at trylle stemmer frem på projekter, der burde falde sammen ved første vindstød.

En mand, der skaber fortællinger, der samler mennesker i et øjeblik – og forsvinder, så snart han selv er videre. Det er ikke kønt, det er ikke smukt, men det er effektivt.

Derfor er der ikke andet at sige end: Længe leve projektmagernes konge, Sikandar Siddique. For kongen har netop fået nye klæder – og endnu en gang er det kun ham selv, de passer.