Udflytningen af studiepladser er opskriften på en fuldendt fiasko
Bullshit-faktoren er tårnhøj, når politikere vil skabe balance og liv i mindre byer ved at flytte studiepladser fra de store byer til udkantsområderne. Regeringens plan er et Anders And-plaster på et åbent kraniebrud, skriver Johanne Dalgaard.
Johanne Dalgaard
Freelanceskribent, specialkonsulentJeg voksede op i et lille byhus tæt ved domkirken i Ribe, som mine forældre stadig bor i. Jeg elsker den lille by, glæder mig altid afsindigt til at komme hjem til de brolagte gader, de små skæve huse og den flade, vædetunge marsk, der omgiver det hele.
Jo ældre, jeg bliver, jo større er min kærlighed og latente længsel efter hjemstavnen. Jeg har et behov for at komme hjem med jævne mellemrum og konstatere, at det hele stadig er der. At man stadig kan møde mange af de venlige, velkendte ansigter, når man går tur. At man stadig kan drikke en øl og sludre med Lise på Quedens Gård.
Indenfor de seneste år kan jeg endda se, hvordan mange af mine gamle skolekammerater er vendt hjem efter endt uddannelse og begyndt at sætte deres præg på byen. Det er en dejlig udvikling. Alligevel har jeg altid vidst med mig selv, at jeg ville flytte væk, og at jeg ikke ville flytte tilbage igen.
Det er ufatteligt for mig, at danske politikere tilsyneladende tror, at denne dybtliggende drift i mange unge mennesker mod det store, nye og ukendte, lader sig bekæmpe med formanende voksensnak
Johanne Dalgaard
Min barndom og, til dels, min tidlige ungdom, var ensomme år. Jeg havde en tryg og kærlig familie, men jeg savnede jævnaldrende at dele interesser med og knytte dybe venskabsbånd til. Jeg følte ikke, jeg passede ind.
Sådan er tilværelsen givet for mange unge mennesker, men nok særligt for dem, der vokser op på egne, hvor udvalget af jævnaldrende at omgås med, er begrænset. Det er ikke et spørgsmål om snobberi eller om, at man føler sig hævet over noget, at man søger ud og væk, det er et spørgsmål om længsel – længslen efter at høre til, at passe ind i sine omgivelser.
Første gang, jeg følte mig accepteret og som en, der hørte til, var da jeg som 13-årig tilbragte et år med min familie i Moskva og blev omplantet til en britisk skole, hvor det var meget almindeligt at være “ny”. Jeg fik to nære veninder, en norsk og en fra Azerbajdjan, og vi væltede rundt i den vilde postsovjetiske metropol og sugede oplevelser til os med hormonerne rasende gennem kroppen.
Alle minderne står så skarpt og farverigt fra det år, at det næsten overdøver resten af barndommen. Jeg var knust, da jeg ved skoleårets afslutning skulle rejse hjem til Ribe og vende tilbage til min gamle folkeskole igen.
Jeg tror, det år plantede bevidstheden i mig om, at jeg trives bedst med livet i storbyen. I hvert fald var det aldrig et reelt spørgsmål for mig: Jeg ville flytte til København og studere, og jeg skulle også bo i udlandet et stykke tid under uddannelsen – måske endda blive hængende. Og hvis statskundskabsuddannelsen havde været placeret i Ribe, eller i den kommunale hovedstad Esbjerg, så havde jeg valgt en anden uddannelse.
Det er ufatteligt for mig, at danske politikere tilsyneladende tror, at denne dybtliggende drift i mange unge mennesker mod det store, nye og ukendte, lader sig bekæmpe med formanende voksensnak om erhvervslivets behov for arbejdskraft – eller ved at bruge uddannelsespolitikken som en snoldet substitut for en reel og sammenhængende regionaliseringspolitik.
Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.
I min barndom havde Ribe et rådhus, en amtsgård, en politistation, et dommerkontor, et sygehus, et lærerseminarium og et posthus. Af alt dette er der nu et borgerservicekontor, der har åbent torsdag klokken 8.00-17.00, tilbage. Togene går en sjælden gang fra stationen, hvor der heller ikke længere er hverken kiosk eller billetkontor. Sådan har den førte politik gennem to årtier og navnlig strukturreformen i 2007 suget saft og kraft ud af tidligere blomstrende lokalmiljøer.
At ville råde bod på dén en udvikling ved at dekonstruere først centralforvaltningen og nu uddannelsessystemet og plante underfinansierede lunser af begge dele rundt om i landet er som at sætte Anders And-plaster på et åbent kraniebrud.
Disse øvelser i skinregionalisering koster katastrofalt på kvaliteten i vores forvaltninger og i vores uddannelser – uomtvisteligt på kort sigt, men formodentlig også på langt sigt. Disruption, nedrivning og genopbygning fra scratch rimer meget dårligt på god og rettidig forvaltning – tilsæt underfinansiering og fraværende efterspørgsel på uddannelsespladser, og du har opskriften på en fuldendt fiasko.
Begge dele er i bedste fald hjælpeløst, hvis det som anført er tænkt som et redskab til at “skabe balance” mellem de udsultede udkantsområder og de velpolstrede mere tætbeboede områder. I tilfældet Ribe gør det præcis ingen forskel, at Esbjerg, der i efterdønningerne af strukturreformen suget næring til sig fra oplandet og dermed hele vejen igennem været en vinder i spillet om ressourcerne, får tilført 50 slatne studiepladser i jura.
Bullshit-faktoren er tårnhøj her. Hvis man så gerne vil skabe balance og liv i de mindre byer, hvorfor går man så ikke efter at genetablere noget af det tabte lokaldemokrati i stedet for at klatte rundt med delforvaltninger med ikke-borgernære funktioner, der i øvrigt refererer direkte op til departementerne, der alle fortsat har adresse i København K?
Således er centralisering og udkantsproblematik altid et superbelejligt problem, der kan kobles på den løsning, man fra politisk hold gerne vil have
Johanne Dalgaard
Og hvorfor har man konsekvent sjoflet den offentlige transportsektor i sænk gennem to årtier? Det tager fortsat 4,5 timer og koster 468 kroner – én vej – at rejse fra Aalborg i København med tog (endda forudsat, at DSB har en sjældent god og gnidningsfri dag).
Visse grene af statskundskaben opererer med en model for beslutningsprocesser kaldet Garbage Can-modellen, som beskriver beslutningsprocesser som kaotiske og præget af en høj grad af tilfældighed. Indenfor modellen flyder politiske problemer og løsninger som to separate strømme ned i den figurative skraldespand, der så kan tømmes ud på gulvet, når politiske aktører øjner et beslutningsvindue og begynder at lede efter problemer, der kan kobles sammen med den på forhånd ønskede løsning.
Således er centralisering og udkantsproblematik altid et superbelejligt problem, der kan kobles på den løsning, man fra politisk hold gerne vil have – om det er en svækkelse af eksempelvis Miljøstyrelsen ved at eksilere den i Odense under Esben Lunde Larsen, eller om det er en beskæring af universitetsstudiepladserne, som man ikke vil stå ved, så kan det hurtigt kaldes en styrkelse af udkantsområderne og få gang på jorden.