2 A'er: Virkeligheden indhenter kønsforsker i bog om MeToo

Men det er svært at blive klog på, om bogen skal læses af Christian Groes som antropolog og kønsforsker eller Christian Groes som offentlig meningsdanner, der som bekendt støtter utvetydigt op om MeToo. Det medfører, at et ellers oplagt interessant indhold bliver overdøvet af forvirring.

Bogen deler manden op i to kategorier, "Dem, der er mande-såret” og "Dem, der er privilegie-såret". Man må således forstå, at forfatteren mener, at MeToo har såret alle mænd. Intet derimellem.

Groes bliver noget uheldigt indhentet af virkeligheden, da det allerede er for sent

Nima Zamani

Gælder det så forfatteren selv? Det får man som læser ikke svar på, fordi han noget belejligt – i en ellers yderst holdningspræget bog – gemmer sig bag titlen som forsker, frem for den seksuelt aktive mand samt MeToo-debattør og tilhænger, han også er.

Men er det overhovedet et krav, at en forfatter skal erklære sin personlige holdning til fremstillingens indhold? Umiddelbart nej.

Er det derimod et krav, at en forfatter skal gøre samme, når fremstillingen handler om at være mand, og forfatteren netop er en mand med en dertilhørende personlig holdning til dét at være mand? Det kunne i hvert fald være klædeligt.

Man føler med andre ord, at Christian Groes nærmest sidder på en bedrevidende forsker-piedestal, hvorfra han taler ned til manden i en helhed, han ikke selv er omfattet af.

Indhentet af virkeligheden

Ondt bliver desuden værre af, at sagen om Lizette Risgaard så dagens lys, da Groes' nye udgivelse allerede var sendt i trykken. Her bliver han noget uheldigt indhentet af virkeligheden, da det allerede er for sent.

Havde Groes haft mulighed for at tage eksemplet med i bogen, og havde den i så fald haft en anden titel, der ikke var så entydigt fokuseret på manden, men derimod magten, er ikke til at sige. Men faktum er, at det får udgivelsen til at fremstå utilstrækkelig.

Nuvel kommer Christian Groes ind på, at MeToo ikke kun handler om køn, men ligeledes magt. Problemet er bare, at dét budskab fylder så ualmindeligt lidt, at det drukner i en titel, der udelukkende orienterer sig om mænd – ligesom case-personerne udelukkende er mænd.

Apropos case-personerne er der tale om 18 personer, hvor Groes ret beset skal roses for at vælge et forholdsvist repræsentativt udsnit af forskelligartede holdninger til MeToo-bevægelsen. Problemet er bare, at de mest kritiske interviewpersoner reelt ikke får lov til at komme til orde.

Forfatterens egne fortolkninger af mændenes udsagn er til tider så selektive, at det er svært at tro, at han rent faktisk – som ellers proklameret – ønsker at beskrive MeToo-bevægelsen bagom medieoverskrifterne.

Hver gang en case-person udtaler noget, der går imod Christian Groes' MeToo-agiterende holdning, konkluderer han, at de føler sig personligt ramt. Et eksempel herpå er 56-årige Martin fra Nordjylland, der siger:

“MeToo er fuldstændig overreageret, de føler sig snart krænket af hvad som helst, det er unge piger, der har opfundet noget, de kan blive krænket over, det med Morten Østergaard var ikke en stor nyhed, men vi tænkte, at nu stikker det af, nu må man fandme ikke noget mere, men heroppe i Nordjylland, der gider vi ikke mere vrøvl, krænk mig for pokker! Jeg tror, det er en københavner-ting at bruge tid på sådan noget, der er privat, det kommer ikke andre ved gennem medierne”

Det ender med en holdningspræget undersøgelse af MeToo

Nima Zamani

Her konkluderer Christian Groes, at det viser en længsel efter tiden før MeToo, hvor mænd ikke behøvede at reflektere over deres adfærd, og hvor de kunne udøve deres maskulinitet uden at blive udfordret.

Men med mere objektive briller ligner det, at Martin ikke siger så meget andet end, at han er træt af, at folk efterhånden føler sig krænket af hvad som helst, og at denne krænkelsesparathed ingenlunde har vundet indpas, hvor han kommer fra.

Derfra er der altså umådeligt langt til, at Martin skulle føle sig personligt ramt. Tilbage står, at Groes' forudindtagethed trumfer evnen til rent faktisk at lytte til dét, der ikke umiddelbart flugter med hans ukritiske fascination af MeToo.

Debatbog forklædt som en undersøgelse

Faglitteratur skal naturligvis først og fremmest vurderes ud fra den specifikke litteraturs deklarerede formål. I nærliggende tilfælde er formålet med bogen at "gå bag om medieoverskrifterne og se på, hvordan MeToo sidenhen har påvirket danske mænd”.

Men så snart forfatteren møder ubetinget kritik af bevægelsen, fortolker han så frit fra leveren, at det alligevel ender i den samme klokke af holdninger, som både Christian Groes og medierne med rette kan beskyldes for ofte at befinde sig i.

Det ender altså med en personlig holdningspræget undersøgelse af MeToo, hvor dét, der divergerer i forhold til forfatterens egne holdninger, bliver korrigeret.

Man kan således med rette spørge, om der overhovedet har været en oprigtig interesse for at undersøge MeToos konkrete følgevirkninger i det konkrete Danmark, eller om der blot er tale om en mandlig debattørs hyldest til MeToo – forklædt som en antropologs undersøgelse af samme.

Og forvirringen, ja vildfarelsen om man vil, bliver udelukkende større, når Christian Groes ingen steder i bogen deklarerer sin personlige holdning til MeToo, men til gengæld flere gange, både på bagsiden og i selve bogen, bliver tituleret som antropolog og kønsforsker.

De kritiske case-personer bliver groft sagt taget som gidsel i forfatterens personlige holdninger til bevægelsen

Nima Zamani

En debatbog bliver med andre ord forklædt som en undersøgelse, men en undersøgelse kan knap nok kaldes en undersøgelse ud fra blot 18 forskellige interviews, hvor de mest MeToo-kritiske nærmest bliver bevidst fejlfortolket.

De kritiske case-personer bliver altså groft sagt taget som gidsel i forfatterens personlige holdninger til bevægelsen.

Det skal dog siges, at det aldrig er helt uinteressant at læse om en kønsforskers samtaler med almindelige danskere, om en bevægelse, der har fyldt så meget i medierne, at man til tider reelt kan blive i tvivl om størrelsens omfang i danskernes hverdag.

Men i forbindelse med en egentlig vurdering af udgivelsen kan man ikke komme udenom, at det må betragtes som store klodser på vejen, at Christian Groes hele vejen igennem gemmer sin debattør-kappe i skabet, og udelukkende præsenterer sig som ekspert i mennesker og køn i forbindelse med så selektive og begrænsede feltstudier, at det ville være akademisk fornærmeligt at kalde det for en undersøgelse.

‘Da MeToo ramte manden’ er ikke kedsommelig læsning, men som faglitterært værk ender den i et kikset ingenmandsland, hvor forfatteren – desværre også symptomatisk for MeToo – ikke tør andet end at fedte for feminismen.