3 A'er: Ny bog om fremtidens danske universiteter idealiserer fortidens eliteuniversitet

På den anden side videreføres en efterspørgselsstyret, delvist anti-intellektuel linje, som også kendetegner de reformer, bogen hævder at kritisere: Efter amerikansk forbillede skal der etableres to store, konkurrencedygtige universiteter.

Forskere og studerende opdeles i en elite med adgang til fri forskning og en bredere masse, der tilbydes kortere, mere erhvervsorienterede uddannelser.

Forfatterne som aktører

De tre forfattere er alle emeriti efter lange karrierer tæt på det universitetspolitiske maskinrum.

Født omkring Anden Verdenskrig, uddannede økonomer i 1970'erne og med cv'er, der tæller en række indflydelsesrige poster i universitetsverdenen har de været øjenvidner til - og til tider medspillere i - den udvikling, de nu beskriver og ønsker at udbedre.

Særligt Jørgen Søndergaard har haft centrale roller i flere kommissioner, senest Reformkommissionen. Det er nærliggende at læse bogen som led i et længerevarende tænkearbejde med et tydeligt politisk afsæt.

Et vigtigt bidrag i bogen er forsøget på at se forskning, uddannelse, økonomi og styring som ét sammenhængende økosystem.

Laura Louise Sarauw
Adjunkt, Københavns Professionshøjskole

Ja, jeg er trænet i at læse politiske rationaler ind i reformtekster. Som forsker i videregående uddannelse har jeg fulgt, hvordan universitetet gradvist forskydes fra at være et fælles, langsigtet samfundsgode til at blive et redskab for kortsigtede arbejdsmarkeds- og vækstdagsordener.

Mit blik på bogen er derfor farvet af, at jeg læser den som et indlæg i denne længere kamp om universiteternes formål. Og jeg mener ikke, at den grundlæggende rokker ved den kurs, der allerede er sat. 

Modstridende interesser

Et vigtigt bidrag i bogen er forsøget på at se forskning, uddannelse, økonomi og styring som ét sammenhængende økosystem.

Pointen er, at systemet i dag trækkes skævt af logikker, der ikke passer naturligt sammen: Politikere efterspørger målbar effektivitet, forskere værner om faglig autonomi, og studerende ønsker gode rammer og meningsfulde forløb.

Samtidig har reformer i årtier været rettet mod at løse enkeltstående problemer frem for at se på sektoren som et samlet hele.

Denne spænding forstærkes af finansieringsmodellen. Når universiteter belønnes for beståede studenterårsværk og for at tiltrække eksterne midler, opstår der et incitament til at lade studerende glide hurtigt igennem og binde forskningen an med eksterne interesser.

Resultatet er et paradoks: Uddannelsesopgaven presses, mens forskningen på én gang prioriteres højere og bliver mindre fri. Forfatterne anbefaler derfor en mere stabil og mindre konkurrenceudsat bevillingsmodel.

Sæt forskningen fri – som i 1950’erne

Bogens udgangspunkt er, at forskningsfrihed er afgørende for samfundets udvikling.

Som en indikator på, at udviklingen går den forkerte vej, peger forfatterne på, at flere prominente forskere de senere år er blevet afskediget, når deres arbejde har udfordret institutionelle eller politiske interesser.

Et vigtigt første skridt, mener de, er derfor en stillingsstruktur, der i højere grad beskytter forskere mod vilkårlige fyringer.

Samtidig adresserer bogen et demokratisk underskud i den nuværende enstrengede ledelsesstruktur, hvor rektorer og bestyrelser med eksternt flertal har meget vidtgående beføjelser - også på forskningens område, hvor de sjældent har den nødvendige faglige indsigt.

Bogen problematiserer igen og igen, at tre universiteter i dag er næsten monofakultære og varierer i størrelse og profil - men uden for alvor at forklare, hvorfor denne heterogenitet er en svaghed.

Laura Louise Sarauw
Adjunkt, Københavns Professionshøjskole

Forfatterne foreslår, at fastansatte professorer og lektorer igen får reel medindflydelse på valg af institutleder og eventuelt rektor.

Disse analyser står stærkt. Men de ledsages af et ideal, der har 1950’ernes eliteuniversitet som forbillede - et universitet med få ansatte, hvor professorerne bestemte og havde tætte relationer til det politiske niveau, og hvor de studerende nærmest var i mesterlære som enten præst, læge, jurist, embedsmand eller gymnasielærer.

I forfatternes fortælling er nutidens universiteter derimod så store og udgør en så stor og væsentlig del af samfundsøkonomien, at politikerne nødvendigvis må blande sig. Som de ser det, er for mange forskere og studerende desuden ikke dygtige nok, og uddannelserne er blevet for teoretiske til arbejdsmarkedets behov.

Fra masse- til elitemonster

Tilbage til Danmarkskortet på forsiden. Visionen er et universitetssystem samlet omkring to store universiteter - ét i øst og ét i vest, placeret med geografisk nøjagtighed præcist midt i de to landsdele, det vil sige på Herning- og Roskildeegnen.

På disse megauniversiteter skal en mindre elite have adgang til fri forskning og teoretisk fordybelse, mens den brede masse tilbydes kortere, mere praksisorienterede forløb, som ikke nødvendigvis er forskningsbaserede.

Megauniversiteterne styres af eksterne bestyrelser med betydelig indflydelse, hvor halvdelen udpeges af ministeriet. De eksisterende forskningsmiljøer reorganiseres i ensartede enheder på maksimalt hundrede ansatte, der selv vælger institutleder.

Idéen er at reducere kompleksitet, ensarte organiseringen og samle beslutningskraften, så systemet bliver mere effektivt og konkurrencedygtigt - og dermed bedre til at værne om forskningsfriheden.

Men orden på papiret er ikke det samme som kvalitet i praksis. Bogen problematiserer igen og igen, at tre universiteter i dag er næsten monofakultære og varierer i størrelse og profil - men uden for alvor at forklare, hvorfor denne heterogenitet er en svaghed.

CBS, DTU og ITU er netop eksempler på institutioner, der med tydelig specialisering har opbygget stærke forskningsmiljøer, internationale partnerskaber og uddannelser med tydelig samfundsrelevans. 

De to megauniversitetet giver måske en mere overskuelig struktur, men risikoen er et fattigere, mere topstyret og mindre mangfoldigt universitetslandskab

Når den frie og kritiske forskning reserveres til eliten, reduceres resten af uddannelsessystemet til et mere instrumentelt system, der primært sigter mod kendte behov.

Laura Louise Sarauw
Adjunkt, Københavns Professionshøjskole

Kurs mod den amerikanske samfundsmodel?

Bogens ambition om at udstikke en samlet kurs for universiteterne er umiddelbart tiltalende. En tydelig ramme for forskningsfrihed og forskningsbasering ville være et kærkomment pejlemærke i den videre udvikling af sektoren.

Bogens argument om, at færre bør have en lang, forskningsbaseret uddannelse, ligger samtidig tæt på en allerede udbredt policyfortælling om overakademisering med tilhørende forslag om flere kortere og praksisnære uddannelser.

Men den model, bogen læner sig op ad, kender vi fra USA: få eliteuniversiteter med stor akademisk frihed og et bredt lag af kortere, standardiserede uddannelser.

Erfaringen derfra viser, at et sådant system ikke nødvendigvis styrker sammenhængskraft eller demokratisk dannelse tværtimod kan det øge polariseringen og mistilliden mellem 'ekspert' og 'borger'. De politiske spændinger i USA illustrerer risikoen.

Når den frie og kritiske forskning reserveres til eliten, reduceres resten af uddannelsessystemet til et mere instrumentelt system, der primært sigter mod kendte behov.

Det ses også i forfatternes forslag om at opdele læreruddannelsen i et praktisk og et forskningsbaseret spor - en opdeling, der overser, at professionsuddannelser bygger på et samspil mellem teori og praksis.

Det kan umiddelbart se effektivt ud, men risikerer at underminere en mere progressiv samfundsvision, hvor uddannelse ikke kun skal levere hurtige løsninger, men udvikle mennesker, der kan forstå, diskutere og påvirke de store spørgsmål i vores tid – fra klimaforandringer og geopolitisk ustabilitet til social ulighed og et voksende demokratisk underskud.

Det kræver, for mig at se, et uddannelsessystem, der tænker længere og bredere end den amerikanske model tilsat dansk 1950'er-nostalgi.

Jeg giver bogen 3 A’er: respekt for helhedsperspektivet - men uenig i kursen.