Yngre Læger: Lad os prøve at finde guleroden

Af Camilla Rathcke
Formand i Yngre Læger

Næste alle parter inden for sundhedsvæsnet kræver, at der uddannes flere læger i Danmark, skriver dekan ved Aarhus Universitet Allan Flyvbjerg. Også Yngre Læger tages til indtægt for dette krav.

Men her bliver jeg så nok nødt til at nuancere vores synspunkt, selvom det måske gør det lidt kedeligere – eller måske mere komplekst.

I 2035 vil Danmark mangle 5.000 læger
For godt et år siden offentliggjorde Yngre Læger en hel ny efterspørgselsprognose, der - baseret på en anerkendt norsk model - viste, at Danmark i år 2035 ville mangle 5.000 læger.

Prognosen var baseret på den demografiske udvikling og på den nationaløkonomiske udvikling, samt udviklingen i antal sundhedsydelser. Den vakte naturligvis stor opsigt i offentligheden – det er voldsomt at mangle 5.000 læger, og der blev naturligvis sat spørgsmålstegn ved prognosens estimat. Men det gjorde det ikke mindre interessant, at medicinalindustrien havde lavet en undersøgelse, der kom frem til nogenlunde samme tal.

Men så gik Yngre Læger vel også ud og krævede, at der blev uddannet flere læger?

Fire-årsregel og sidenhen fem-årsfrist løser ikke problemerne med lægedækning – rekruttering til og fastholdelse i provinsen bliver yderst sjældent en succes, når den indledes med tvang. 

Camilla Rathcke
Formand i Yngre Læger

Balancer antal af læger og lægelige opgaver
Nej, det gjorde vi faktisk ikke - bare.

Når Yngre Læger selv påtog sig den relativt store opgave det er at udarbejde en efterspørgselsprognose, var det for at bevare og styrke vores medindflydelse på uddannelsen af læger og speciallæger i Danmark. Det får vi bedst ved at vide så meget som muligt om fremtiden, herunder et bud på hvor stor efterspørgslen efter læger bliver.

Sundhedsstyrelsen dimensionerer aktuelt antallet af læger efter en fremskrivningsmodel – eller rettere en udbudsprognose – som dog ikke nødvendigvis leverer det antal læger til den mængde lægelige opgaver, vi fremover mener at skulle løfte i det danske sundhedsvæsen.

Uagtet udbuds- og efterspørgselsprognose er vi fortsat ikke dér, at vi i dag anvender den mest præcise tilgængelige metode til at forudsige, hvor mange læger, der er behov for til den mængde lægelige opgaver, der er.

For os handler det endvidere om, hvorvidt lægerne kan løse den opgave, som samfundet stiller os, eller sagt på en anden måde: Hvilke opgaver mener man, læger skal løse, og er vi så nok læger til denne opgave?

Landsdækkende lægedækning er en udfordring
Dertil kommer så det yderligere spørgsmål, om hvorvidt lægerne er i tilstrækkeligt antal de steder, hvor de skal løse opgaven.

Vi er jo desværre ikke der, hvor vi bør være – rekruttering, fastholdelse og incitamenter til, at man som læge rejser væk fra hospitalerne omkring universitetsbyerne og slår sig ned længere fra Alfarvej er diskuteret af mange omgange - ikke kun i Danmark, men i hele verden.

Problemer med lægedækning er ikke et isoleret dansk problem. Aktuelt arbejder vi målrettet i Yngre Læger med både kvantitative og kvalitative analyser blandt vores medlemmer for at finde løsninger på, hvordan opgaven med læger i hele landet kan løses.

Politikerne har forsøgt at opfylde behovet for læger ved at prøve at skynde lægerne hurtigere igennem vores uddannelse – først via fire-årsreglen, siden ved en modifikation ifa. fem-årsfristen.

Hensigten med reglen var primært at få færdiguddannet speciallæger hurtigere, sekundært at lægerne også ”spredte sig” mere i landet, når de havde en tidsfaktor hængende over hovedet. Men fire-årsregel og sidenhen fem-årsfrist løser ikke problemerne med lægedækning – rekruttering til og fastholdelse i provinsen bliver yderst sjældent en succes, når den indledes med tvang.

Derimod har reglen kastet nogle uhensigtsmæssige konsekvenser af sig, der har den direkte modsatte effekt end hurtig uddannelse af speciallæger.

Tvang er ikke løsningen
Så stokkemetoden har været brugt og uden succes. Måske det nu var tid til at vi prøvede med guleroden i stedet.

Tvang er ikke løsningen til at sikre geografisk spredning af læger, sikre hurtig uddannelse af speciallæger, eller sikre det rette antal læger og speciallæger i alle speciallæger landet over.

Lad os se på, om vi kan skabe mere sammenhæng mellem elementerne i speciallægeuddannelsen i provinsen, skabe bedre muligheder for hurtige karriereforløb og måske differentiere vilkår for speciallægeuddannelse, så de er mere gunstige i provinsen – mulighederne kan være mange.

Og krydret med fokus på gode faglige miljøer med mulighed for udvikling, et sundt arbejdsmiljø og en god ledelse, har vi et bedre udgangspunkt for at rekruttere og fastholde læger, de steder, hvor der er opgaver at løse.

Gulerødder skal sikre fremtidens lægedækning
Og så skriver Flyvbjerg:

”Gennem årene har der været flere kedelige eksempler på ubalancer mellem antallet af nyuddannede kandidater inden for en række uddannelser og samfundets behov. Det ville være ulykkeligt, hvis vi havnede i en lignende situation for nyuddannede læger. Så før vi træffer overilede beslutninger, er det vigtigt at se på, hvad de ekstra læger skal uddannes til.”

Det kan vi helt tilslutte os – ingen har mindre interesse i at uddanne til arbejdsløshed eller udhule lægers vilkår end Yngre Læger.

Dertil kommer vort behov for vedvarende høj kvalitet i den lægelige uddannelse, hvad enten det er på universiteterne eller i den prægraduate uddannelse i klinikken på hospitalerne. Et øget optag på universiteterne er ikke omkostningsfrit og må ikke blive et betingelsesløst quick-fix på problemer med lægedækningen i Danmark. Omvendt må yderligere tvang for at skabe bedre lægedækning heller ikke blive svaret, hvis vi grundlæggende ikke får forholdt os konstruktivt og løsningsorienteret til, om vi reelt set er læger nok til den forventede opgave.

Så vi ser frem til arbejdet med at grave gulerødderne op og få skabt langtidssikrede løsninger, så vi kan imødekomme samfundets legitime forventninger om lægedækning.