Analytikere: Forskere rammer helt forbi skiven i deres forsvar for Afghanistan-udredningen

Kikkert for det blinde øje

Forskerne forsvarer sig med, at "de forklaringer, udredningen prioriterer, er altså de, der er høj grad af konsensus om på tværs af de mange forskellige kilder, der ligger til grund". Meget vel, men så bør de overveje, om kildegrundlaget har været for selektivt og smalt.

Det virker som om, forskerne holder kikkerten for det blinde øje. De kunne for eksempel have set på den forskning, der findes om oprørsbekæmpelse. Deri findes masser af relevante læringspunkter fra både Afghanistan og stort set alle andre konfliktområder på kloden.

Forskerne påstår, at vi skulle være "af den mening, at legitimitetsproblemerne for det nye styre ikke skulle være et afgørende problem". Det er en misforståelse. Vi skriver konkret, at "forståelsen (af legitimitetsproblemerne) er mangelfuld", fordi empirien viser, at korruption og magtmisbrug ikke i sig selv fører til, at oprørere kan tage magten.

Forskernes forestilling er ønsketænkning og uden bund i den afghanske og pakistanske virkelighed.

Jacob Kaarsbo og Jens Haarløv
Hhv. tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste og tidligere diplomat

Den utvetydige lære af forskningen i oprørsbekæmpelse er, at især to faktorer er afgørende. Den første er tilstrækkelige sikkerhedsstyrker (lokale med vestlig støtte) til at sikre civilbefolkningen. Den anden er den politiske ramme (centrale og lokale myndigheder), som skal være repræsentativ i forhold til de traditionelle magtcentre.

I Afghanistan fejlede den første, som udredningen viser, og som årene gik, begyndte den anden også at skride.

Forskerne skriver, "at de afghanske politikere og embedsmænd ikke just var rene demokrater". Det er vi helt enige i, og vi antyder intet andet. For at forstå situationen burde forskerne vende den om og spørge, om selv "rene demokrater" kunne bevare legitimiteten, hvis de ikke kunne sikre befolkningen?

Svaret er selvfølgelig nej.

Besynderlige bortforklaringer

I forhold til Pakistans rolle spørger forskerne, om det "ville det være meningsfuldt at nå frem til et læringspunkt om, at næste gang, Danmark intervenerer militært i et andet land, skal vi sikre os, at Pakistan ikke er nabo – eller i givet fald flytte Pakistan væk fra regionen". De kalder det "et drilsk spørgsmål". I lyset af sagens alvor er det useriøst.

I svaret hævder forskerne, at Pakistans 'rolle' (underforstået som støtten til Taliban) var et vilkår, der var kendt i Vesten, da engagementet startede.

Det, mener vi ikke, er korrekt, og forskerne bør dokumentere deres påstand.

Hvis man havde vidst det, var ISAF næppe blevet indsat med blot 5.000 soldater i 2003. I for eksempel FE's Risikovurdering fra 2004 fremgår det ikke.

Forskernes svar antyder, at de ikke vil kigge indad.

Jacob Kaarsbo og Jens Haarløv
Hhv. tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste og tidligere diplomat

Vores forståelse er, at en gradvis erkendelse først kom i 2005-2006, da oprøret tog fart. Indtil da afviste USA, at Pakistan var involveret som bagland for Taliban.

Udredningen argumenterer imod at placere et ansvar hos Pakistan, fordi det vil fratage ansvaret for interventionen fra vores folkevalgte. I svaret understreges, at en Pakistan-forklaring ville være "en hæmsko for at kunne kigge på vores egen udenrigspolitik og uddrage læring for danske beslutninger i fremtiden."

Vi finder, at det er besynderlige bortforklaringer, som fører til tab af læring. Udredningens konklusion burde have forholdt sig til, at det var den faktiske støtte fra Pakistan, der muliggjorde, at Taliban kunne fastholde indsatsen og nedslide opbakningen fra USA.

Læringen er åbenbar: En militær intervention, der ikke har styrke eller politisk vilje til at håndtere naboskabsproblematikker, vil altid ende galt. Det gjorde sig gældende i dette tilflæde fra Pakistan og for eksempel fra Iran under Irak-krigen. De historiske eksempler står i kø.

Taliban ønsker diktatur – ikke demokrati

Forskerne afviser vores kritik af den urealistiske forestilling om, at forsøg på en tidlig fredsslutning med Taliban kunne have ført til "et andet og måske mere demokratisk resultat" end Talibans magtovertagelse i 2021.

De nævner eksempler på islamister, der har indordnet sig under et demokrati, men glemmer, at Taliban afviste flere forsøg fra den afghanske regering på at invitere dem til at indgå i den demokratiske proces. Forsøgene var der.

Vi tilskriver det Talibans fundamentalistiske ideologi om genetablering af et emirat med en enerådig emir. Den hårde kerne af ledere fra Taliban og al-Qaida har aldrig nogensinde udvist blot det mindste tegn på moderation.

Den nuværende situation i Afghanistan viser med al tydelighed Talibans foragt for demokrati og magtdeling. Forskernes forestilling er ønsketænkning og uden bund i den afghanske og pakistanske virkelighed.

Mandagstrænere

Beslutningerne de første år blev truffet ud fra den viden og de omstændigheder, der udspillede sig dengang.

Foruden Pakistans rolle var relevante fakta i de tidlige år blandt andet, at der var ro i Afghanistan, der blev afholdt valg med høj deltagelse og uden vold, alle 15 medlemmer af FN's sikkerhedsråd stemte for indsatsen, og FN's sikkerhedsråd optog al-Qaida og Taliban-ledere på FN's terrorlister.

Hvis vi ikke forholder os til det og ikke forstår det helhedsbillede her knapt 25 år senere, er vi bare "mandagstrænere". Desværre antyder forskernes svar, at de ikke vil kigge indad.

Danmarks engagement i Afghanistan er stadig et åbent sår hos mange og medfølelsen er stor med det afghanske folks aktuelle lidelser under Talibans religiøse diktatur. Vi er glade for, at kunne bidrage til den fortsatte diskussion af, hvordan Taliban lykkedes med at afspore det afghanske folks ønsker om en fremtid i frihed og fremgang.