Anmeldelse: Vigtig debatbog om de svigtede veteraner

Af Anders Krøyer Lauritzen
Direktør for Arena – Altinget og Mandag Morgen Live – og tidligere udsendt til Afghanistan på ISAF hold 5

Fra det hjemlige, civile miljø bevægede vi os cirka 5.000 kilometer mod sydøst til området for selve kamphandlingerne: den afghanske stenørken og den frodige dal omkring Helmandfloden. Vi havde flere kamphandlinger. Når vi efter kampene returnerede til vores fremskudte base, Armadillo, så var det vigtigt at vende hændelserne i detaljer. Hvem lå hvor, da Taleban åbnede ild under bagholdet? Hvor blev der skudt fra? Og til dem, som havde brug for yderligere støtte, så var vores feltpræst en fantastisk samtalepartner, om man var religiøs eller ej.

Jeg har selv været udsendt til Afghanistan på ISAF hold 5. Vi oplevede flere kampe, og fællesnævneren for dem alle var, at vi altid gennemgik en detaljeret debriefing efterfølgende. Dette foregik i missionsområdet. En vigtig fortsættelse af den operationelle debriefing efter en kamphandling var et initiativ, som blev implementeret af Odinkompagniets chef, Kenneth Strøm, hvor man sørgede for, at man efter missionen modtog et tremåneders ”tvunget” struktureret forløb, hvor vi alle fik mulighed for at tale med psykologer og gennem relevante øvelser tale med hinanden, veteranerne.

Jeg kom til at tænke på min tur i Afghanistan, da jeg læste Lars R. Møllers utrolig vigtige bog Veteraner – en kamp i civil. For ikke alene beskriver og roser han Odinkompagniets initiativ, men han noterer også, som sandt er, at det desværre blev vurderet som for stor en omkostning og lukket ned som en fast procedure efter udsendelsen, om end jeg kan skrive under på, at resultaterne for os Odinveteraner var værdifulde.

Og det er netop det, der er ærindet for Møller i hans nye bog: det danske samfunds svigt af de soldater, der drog i krig på det samme samfunds foranledning. At han kan råbe op som få, er de færreste vel i tvivl om, men han vil mere end det; oberst Møller vil også anvise en løsning. Og det grundlæggende budskab er, at det ikke er Forsvarets opgave at give Danmarks veteraner en ordentlig behandling; det er samfundets.

Veteraner er ikke som bistandsklienter
Bogen er delt op i en række hovedemner, hvoraf første del omhandler den historiske udvikling af synet på psykiske kampskader, herunder især i forhold til diagnosen PTSD (posttraumatisk stresslidelse, red.). Dernæst behandles veteranpolitikken og (det manglende) samarbejde mellem arbejdsskademyndighederne og veteranernes repræsentanter. Man får en sand mavepuster, når man læser, hvordan man gennem tiden ignorerede de psykiske skader. En Dr. John Appel skrev i foråret 1944 en rapport om, at en gennemsnitssoldat kunne klare mellem 200 og 240 kampdage, før han brød sammen. Det var trods alt en banebrydende erkendelse på det tidspunkt, men jeg må da blankt erkende, at i min optik havde allerede en tiendedel af det antal kampdage i greenzone i Helmand-provinsen formentlig været nok til, at et struktureret forløb ved hjemkomst var nødvendigt.

En stor del af de soldater, der har været udsendt, vender tilbage efter krigen med usynlige sår på sjælen, ofte i form af PTSD, og samfundets evne til at tage sig af dem er i bedste fald ringe.

Eksempelvis er der M.F., som i forbindelse med sin udsendelse til et felthospital oplever en række traumatiserende hændelser. Såvel MF’s læge som psykolog mener, at hun har PTSD og iværksætter en erstatningssag ved AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, red.) På trods af at AES’ psykiater ligeledes diagnosticerer hende med PTSD, beslutter AES, at hun ikke har PTSD med en begrundelse om, at hun ikke har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige forhold:

”Jeg vil gerne have, at de erkender, at de har et medansvar, at de erkender, at man ikke bare kan sende folk i krig uden at tage ansvar bagefter,” siger hun.

Som han skriver, omhandler problemstillingen overordnet set landets kommuners behandling af veteraner, der ifølge Lars R. Møller bliver betragtet som typiske bistandsklienter. Møllers vurdering er netop, at veteraner er en værdifuld ressource, der med den rette kortvarige hjælp vil kunne gøre gavn i det civile som følge af deres tillærte færdigheder fra Forsvaret.

Man skal ikke nødvendigvis sende veteraner igennem et standardforløb via deres jobaktivering, men man kan i stedet for etablere et samarbejde imellem de respektive kommuner og de udpegede veterankoordinatorer, som dermed kan fungere som ”rigtige” koordinatorer på tværs af det kommunale system. Det er nemlig ikke nødvendigvis altid den rette løsning at tvinge veteranen i job, når der måske i stedet for er et behov for at få struktur på den hjemlige base – lige præcis dette har en veterankoordinator formentlig et bedre indblik i. En tvungen aktivering kan nemlig give bagslag, og selvom det muligvis er økonomisk rentabelt for kommunekassen på den korte bane, så kan det blive en dyr regning på den lange bane.

Oberst Møller gengiver ligeledes forskellige veteranhistorier for at illustrere de komplekse og ofte uretfærdige afklaringsforløb, som veteraner bliver udsat for efter at have været udsendt for Danmark. Disse eksempler understreger hans pointe om, at veteraner er en særlig befolkningsgruppe, som ikke nødvendigvis kan sagsbehandles på samme vis som samfundets øvrige borgere. Når det er sagt, så gør Møller meget ud af at understrege, at veteraner som helhed er værdifulde for det danske samfund, og at det ikke må opfattes anderledes.

Velfortjent lys på de usynlige ar
Lars R. Møllers inddragelse af veteraners oplevelser i bogen illustrerer knivskarpt de udfordringer, som veteranerne har været udsat for efter endt hjemkomst fra udsendelse, og som har været med til at gøre veteraner stærkt skeptiske over for systemet og Forsvarets overordnede ansvar for de udsendte. Sproget i bogen er lettilgængeligt, direkte og uden kringlede sætninger og kan læses og forstås selv for en civil uden kendskab til Forsvaret. Omend teksten fra tid til anden bliver meget faktatung, så ødelægger det ikke flowet i beretningen, og Møller gør en dyd ud af at underbygge sin fremstilling med kildehenvisninger. Veteraner – en kamp i civil er en god debatbog, som nok skal få et par af de høje herrer i Forsvaret til at reagere og give politikerne noget at tænke over.

Det er aldrig uden omkostninger, når en nation sender sine soldater i krig. At soldater dør eller såres, er velkendt, men op gennem historien har man stort set ignoreret, at der findes andre konsekvenser af at gå krig. I dag ved vi godt, at de usynlige ar og skader kan være mindst lige så smertefulde og ødelæggende som de synlige på kroppen. Det gør vor tids manglende hånd om veteranerne endnu mere problematisk, og det kaster Lars R. Møllers bog et velfortjent lys over.

Lars R. Møller: Veteraner – en kamp i civil udkommer 5. september, Lindhardt og Ringhof, 256 sider.