Blå blok vil afkræve regeringen svar om FE-sag før valgdagen, men kan ikke pege på hvordan: "Det er bare en opfordring"

Inden vælgerne sætter deres kryds, kræver en samlet borgerlig opposition svar fra regeringen på fire centrale spørgsmål om den politiske proces i FE-sagen. Og efter folketingsvalget skal en undersøgelseskommissionen kulegrave tre spor i FE-sagen. Her kan Samsam-sag også indgå, bekræfter K-formand.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ninna Gøbel Rønberg Sofie Ewertsen Nissen

En samlet blå blok kræver nu, at regeringen svarer på fire centrale spørgsmål i FE-sagen for at afdække den politiske proces og særligt regeringens rolle. Svarene skal komme før valget 1. november.  

Det meddelte de to borgerlige statsministerkandidater på et pressemøde på Kastellet i København onsdag formiddag. 

"Jeg tror mange danskere undrer sig over, hvad der er op og ned i den her sag," indledte Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.  

"Regeringen skylder danskerne svar. Derfor kræver vi at få svar på simple spørgsmål." 

Læs også

Ifølge de borgerlige partier er det afgørende, at der bliver ryddet op i sagen, da der er brug for at genoprette tilliden til efterretningstjenesten og skabe ro. 

Sagen om FE er blusset op igen, efter den tidligere FE-chef Lars Findsen udgav bogen 'Spionchefen – erindringer fra celle' i anden uge af valgkampen. I bogen retter han hård kritik mod den nuværende regering, som han blandt andet mener, havde politiske motiver til at hjemsende ham og andre ledende FE-medarbejdere tilbage i 2020.

Konkret mener Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, at hjemsendelsen af ledende medarbejdere i FE afdækkes i to politiske spor.

Første spor går på, at regeringen skal svare på fire spørgsmål om den politiske proces før valgdagen 1. november. Det drejer sig om følgende fire spørgsmål:

  • Er det rigtigt, at Trine Bramsen vidste, at FE-ledelsen ikke havde gjort noget forkert, men alligevel hjemsendte dem, fordi hun skulle kunne ”tælle til 90”?  
  • Har Trine Bramsen sagt til Lars Findsen og hans kolleger, at hun nok blev nødt til at give dem med den lille hammer, i en sag, hvor der ikke var noget at komme efter?  
  • Hvornår blev Mette Frederiksen bekendt med hjemsendelsen af FE-ledelsen, og var hun inde i beslutningen?  
  • Er det korrekt, at man har lagt en bevidst strategi om, at ministrene i regeringen skal lægge afstand til embedsværket i problematiske sager?  

De borgerlige partier kan dog ikke konkret svare på, hvordan de vil sikre, at regeringen svarer: 

”Jamen, vi opfordrer jo bare. Det er en opfordring. Vi kan jo ikke tvinge dem til noget som helst,” lyder det fra Søren Pape Poulsen, da Altinget fanger ham efter pressemødet. 

Undersøgelse skal vende hver en sten   

Der er allerede et flertal i Folketinget for at nedsætte en kommission, der skal kulegrave FE-sagen. Det er dog endnu ikke klart, hvad indholdet af den kulegravning konkret skal være. 

På pressemødet kom blå blok med sit bud. Står det til de blå partier, skal den kommende kommission undersøge tre forhold i FE-sagen:  

  • Hele forløbet om hjemsendelsen om en række ledende medarbejdere skal undersøges (herunder, hvem der var involveret). 
  • Omstændighederne om pressemeddelelsen, der startede hele sagen, skal undersøges. 
  • Hvordan sagen har påvirket Danmarks vigtige relationer til andre landes tjenester. 

Undersøgelsen vedrører således forløbet omkring hjemsendelsen af flere ledende medarbejdere i FE og altså ikke de forhold, der er en del af den kommende retssag mod Lars Findsen. Men samtidig er det vigtigt at "få vendt hver en sten i den her sag", sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på pressemødet.

Pape: Samsam-sagen kan også blive undersøgt

På pressemødet blev Søren Pape Poulsen, der er tidligere justitsminister, også spurgt, om den såkaldte Samsam-sag skal være en del af undersøgelsen.

Sagen drejer sig om Ahmed Samsam, som sidder fængslet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien for snart ti år siden. Flere medier har dog beskrevet, at han i virkeligheden arbejdede for først Politiets Efterretningstjeneste (PET) og siden Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor han indsamlede informationer om andre danske syrienkrigere.

Først ville den konservative statsministerkandidat ikke svare. Men efterfølgende har han i en sms til DR Nyheder skrevet, at partiet bakker "fuldstændig op" om at undersøge Samsam-sagen, hvis der "derudover er et ønske om" det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Lars Findsen

Chef, Forsvarets Efterretningstjeneste (hjemsendt), fhv. departementschef, Forsvarsministeriet 2007-15
cand.jur. (Københavns Uni. 1990)