Folk og Sikkerhed: Forsvarsforliget bør genåbnes

DEBAT: Der er ingen tegn på, at den sikkerhedspolitiske virkelighed skulle ændre sig til det bedre inden for den nærmeste fremtid. Derfor bør det danske forsvar genopbygges hurtigt, mener Peter M. Andersen, formand for Folk og Sikkerhed.

Af Peter M. Andersen
Formand for Folk & Sikkerhed, advokat (H) og oberstløjtnant-R

I januar 2018 fik Danmark et nyt forsvarsforlig gældende for 2018 til 2023.

Forliget skulle imødegå den radikalt ændrede sikkerhedspolitiske situation, særligt siden 2014 med Ruslands annektering af Krim og involvering i Ukraine.

Forliget er imidlertid ikke tilstrækkeligt – heller ikke selvom der i januar 2019 blev tilført yderligere 1,5 milliarder kroner i 2023. Derfor bør forliget genåbnes snarest muligt med henblik på enten at få tilført flere midler til forsvaret eller som minimum at få fremrykket tilførslen af midlerne til forsvaret.   

Truslen fra Rusland
I januar 2018 udtalte den britiske hærchef, general sir Nick Carter, under en tale, at ”Russia is a clear and present danger”, og advokerede for en hurtig og effektiv oprustning af det britiske forsvar.

I sidste uge orienterede den amerikanske øverstkommanderende i Europa, general Curtis Scarotti, det amerikanske senat om, at USA har behov for flere soldater, flere fly og flere krigsskibe for at holde trit med Ruslands oprustning og udvikling af sin militærteknologi.

Flere toneangivende sikkerheds- og forsvarspolitiske forskere anser risikoen for russisk intervention i Baltikum som ikke urealistisk og har flere argumenter for, at dette muligt kan ske på et tidspunkt.

Ét af argumenterne er, at de anser det for sandsynligt, at Nato ikke vil agere efter artikel fem – ”musketereden” - i en sådan situation. Med andre ord er risikoen, at de baltiske stater vil være overladt til sig selv, også selvom de er medlemmer af Nato.

Danmarks to nærmeste allierede i Nato anser altså truslen fra Rusland som helt reel. Det samme gør toneangivende sikkerhedspolitiske eksperter. Og det samme gør man i Finland, Norge, Sverige, Baltikum og Polen. Men ikke i Danmark – i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad.  

Forsvarsbudgettet bør øges
Hvad der er årsagen til diskrepansen i vurderingen af den sikkerhedspolitiske trussel fra Rusland, er ikke svært at gennemskue. Der er i Danmark ikke – og har i en lang, lang årrække ikke været – ønske eller vilje på det politiske niveau til at allokere de nødvendige midler til Forsvaret og Hjemmeværnet. En grundig analyse heraf fremgår af Jens Ringsmose og Christian Brøndums bog fra 2018: ”Frihedens pris: så lav som mulig”.

En sådan holdning var muligvis holdbar under den kolde krig. Og den var muligvis også holdbar i årene efter. Den er imidlertid ikke holdbar mere blandt andet på grund af følgende årsager:

1. Dansk forsvar er på et – tæt på – historisk lavpunkt, når det kommer til kapaciteter, personel og materiel. Der mangler soldater og materiel stort set overalt i forsvaret. Forsvaret kan kun med nød og næppe løse de – begrænsede – opgaver, de bliver bedt om at løse. At danske soldater og personellet i Forsvaret er i topklasse, er de færreste i tvivl om, men det ændrer ikke på, at selv de bedste soldater ikke kan kompensere for et ikke-sammenhængende forsvar.     

2. Nato-alliancen ”slår sprækker”. Ingen kan være 100 procent sikre på USA’s opbakning, og flere og flere taler om et tættere europæisk forsvarssamarbejde, uden at dette for nuværende har materialiseret sig i noget som helst brugbart. Hertil kommer, at Danmark på grund af forsvarsforbeholdet står uden for samarbejdet på dette område i EU. Samarbejdet med de øvrige nordiske lande i regi af Nordefco, som Danmark får formandskabet for i 2020, er for opadgående, men langt fra operativt. 

3. Sikkerhedspolitiske eksperter er alle enige om, at den sikkerhedspolitiske situation er usikker og uforudsigelig. Selv de, som ikke mener, at Rusland udgør en trussel, kan ikke helt udelukke en eskalerende konflikt endende op i en decideret militær konfrontation. 

Genopbygning af forsvaret
At virkeligheden til en vis grad er gået op for det politiske niveau, vidner forsvarsforliget 2018/2019-2023 om. Politikerne har taget et vigtigt – og modigt – skridt henimod en tiltrængt genopbygning af dansk forsvar. Vigtigt, fordi den sikkerpolitiske virkelighed tilsiger dette. Modigt, fordi forsvars- og sikkerhedspolitik rangerer meget lavt i danskernes interesse.

Problemet er imidlertid, at den sikkerhedspolitiske situation er alvorlig nu, men at hovedparten af de midler, der tilføres forsvaret, først kommer til sidst i forligsperioden.

Dansk forsvar har siden slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne oplevet ganske drastiske beskæringer, omstruktureringer med videre som følge af den sikkerhedspolitiske situation efter den kolde krig. Man har ”høstet fredsdividenden”.

Problemet er blot, at den sikkerhedspolitiske virkelighed har ændret sig dramatisk på kort tid, og at denne tilsiger en genopbygning af dansk forsvar. Man er imidlertid kommet alt for sent i gang. En omstilling af dansk forsvar til at løse de mange og komplekse opgaver, der er at forudse, kræver tid – men der er ikke tid.

Det er blevet gjort gældende fra ministeriets og andres side, at grunden til den sene tilførsel af midler er, at forsvaret ganske enkelt ikke kan bruge pengene tidligere. Det er muligvis en del af forklaringen, for det tager tid at genopbygge et forsvar. Men der mangler evidens for den påstand, og den forekommer ikke 100 procent holdbar.

For en objektiv betragtning forekommer forsvarsforliget nærmere som en ”udskydelse af pinen” – altså at bruge penge på forsvaret – med mulighed for på et senere tidspunkt at genåbne forsvarsforliget for at reducere budgettet igen, såfremt den sikkerhedspolitiske situation skulle legitimere dette.

Dette giver rigtig god mening. Problemet er imidlertid, at en sådan tilgang til forsvarsforliget og genopbygningen af dansk forsvar ikke adresserer den sikkerhedspolitiske virkelighed, således som den er i dag – og sådan som den vurderes af vores vigtigste Nato-allierede og de lande, der omkranser Danmark. Der er intet tegn på, at den sikkerhedspolitiske virkelighed skulle ændre sig til det bedre inden for overskuelig tidshorisont.

Oprustning eller tilpasning?
”Oprustning” er et politisk ukorrekt begreb. ”Tilpasning af forsvaret til den sikkerhedspolitiske virkelighed” er måske mere spiseligt.

Uanset begreber så er faktum, at den sikkerhedspolitiske virkelighed entydigt tilsiger en hurtig, effektiv og målrettet genopbygning af dansk forsvar. Det understøtter forsvarsforliget 2018/2019-2023 ikke i tilstrækkelig grad.

Derfor bør forsvarsforliget genåbnes (igen) med henblik på:

1. At overveje om forliget i tilstrækkelig grad imødegår den sikkerhedspolitiske virkelighed og hvis ikke: at tilføre flere midler til forsvaret.

2. Som minimum at overveje en fremskyndelse af tilførslen af midler til forsvaret inden for rammerne af det nuværende forlig.

Forrige artikel Dansk Metal: Styrket forsvarsfond i EU kan blive en gevinst for Danmark Dansk Metal: Styrket forsvarsfond i EU kan blive en gevinst for Danmark Næste artikel Debat: Rygterne om Hærens død er stærkt overdrevne Debat: Rygterne om Hærens død er stærkt overdrevne
Hjort og Riskær krydser klinger

Hjort og Riskær krydser klinger

I valgkampens slutfase tørner forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og partiejer Klaus Riskær Pedersen sammen til en debat om desinformation og udenlandske påvirkningskampagner.