Hovedstiller af borgerforslag: Det bedste pres, vi kan lægge på Israel, er at stoppe våbenhandlen

Honey Biba Beckerlee
Kunstner, hovedstiller af borgerforslaget 'Stop al våbenhandel med Israel'
20. august åbnede våbenmessen Dalo Industry Days i Ballerup dørene for syv israelske våbenselskaber på invitation fra det danske forsvar, herunder Elbit Systems og Israel Aerospace Industries (IAI).
De to våbenproducenter er berygtet for at være “battle tested”: Det vil sige, at deres våben er udviklet og afprøvet og anvendt på det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gaza.
De israelske selskabers tilstedeværelse på messen er også blevet kritiseret.
Til kritikken siger forsvarsordfører for Moderaterne Peter Have: “Vi ved i hvert fald, at de våben, Israelerne har, de er trykprøvet, og de fungerer, og de virker, og derfor har vi ikke nogen berøringsangst på at købe våben fra Israel, men det er … da enormt dilemmafyldt”.
Dermed siger han, at det måske ikke er et dilemma for regeringen. Men at det netop er, fordi de er udviklet og testet på palæstinenserne, at Danmark gerne vil købe dem.
Siden marts har Israel indført en total blokade for al vand, mad og medicin til Gaza, og IPC har netop erklæret hungersnød i Gaza By.
Senest har Israel udført et double-tap-angreb på Nasser hospitalet, hvor der blandt de dræbte var fem journalister samt redningspersonale. Det bringer drab på journalister op på mindst ni alene i august måned i år.
Alle siger stort set det samme
Israels handlinger har de sidste måneder mødt gentagen fordømmelse hos statsministeren, udenrigsministeren og formanden for Udenrigspolitisk Nævn.
Alle har sagt stort set det samme: Israels handlinger i Gaza er uacceptable, og “vi afsøger alle muligheder for at lægge pres på Israel”.
Det er meget simpelt, det største pres, Danmark kan lægge på Israel, er at lade være med at handle våben med Israel.
Honey Biba Beckerlee
Hovedstiller af borgerforslaget 'Stop al våbenhandel med Israel'
I en FN-rapport kortlægges det, at “israelske og internationale våbenproducenter har udviklet stadig mere effektive systemer til at fordrive palæstinensere fra deres land.”
Det lyder samtidig, at “for israelske virksomheder som Elbit og IAI har det igangværende folkedrab været et profitabelt foretagende.”
I perioden fra 2023 til 2024 er Israels militærudgifter steget med 65 procent. Det har ifølge rapporten genereret en ”kraftig stigning” i virksomhedernes årlige overskud.
Rapporten konkluderer, at “det militærindustrielle kompleks er blevet statens økonomiske rygrad”, samt at “de to mest fremtrædende israelske våbenvirksomheder” Elbit Systems og IAI “er blandt de 50 største våbenproducenter globalt.”
Våbenproducenterne er tæt på den israelske stat. Elbit har eksempelvis haft ”indlejret nøglemedarbejdere i Forsvarsministeriet” og både Elbit og IAI ”leverer en kritisk indenlandsk forsyning af våben”.
Vi kan lægge pres på Israel her og nu
Det er meget simpelt, det største pres, Danmark kan lægge på Israel, er at lade være med at handle våben med Israel.
Hele Israels besættelse af palæstinensisk land er understøttet af dets våbenindustri, og hele landets økonomi profiterer fra denne våbenindustri.
Så når statsministeren samme dag, som våbenmessen åbner, udtaler: “Vi ønsker flere sanktioner imod Israel, herunder handelsområdet,” så behøver Danmark blot lade være med at bruge milliarder på israelske våben, der forsyner krigen i Gaza og styrker Israels bosættelsespolitik.
Regeringspartierne og støttepartierne har under behandlingen af vores borgerforslag (om at stoppe al våbenhandel med Israel) forsvaret Danmarks fortsatte eksport af våben med vores deltagelse i F-35 programmet, da et stop kunne kompromittere Danmarks internationale forpligtelser.
Indkøb af våbensystemer er derimod ikke en del af disse påståede forpligtelser, og regeringen kunne allerede i dag stoppe den del af handlen uden konsekvenser.
Artiklen var skrevet af
Honey Biba Beckerlee
Kunstner, hovedstiller af borgerforslaget 'Stop al våbenhandel med Israel'
Omtalte personer
- 5 A'er: Et globalt skyggesystem underminerer vores økonomiske krigsførelse mod Rusland
- Danmarks forsvar og beredskab har alvorlige mangler. Det skal den nye regering få styr på
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund
- Vi bruger milliarder i rekordfart – men får forældet kampkraft retur i sneglefart























