Lidegaard svarer igen: Nato’s krav om to procent er altså ikke bindende

Af Martin Lidegaard (R)
Forsvarsordfører

Anders Puck Nielsen er så venlig at bruge tid og spalteplads på min sidste klumme i Altinget, idet han finder de fleste af mine argumenter imod at stile efter to procent af BNP til Forsvaret både misvisende og forkerte.

Tillad mig en kort replik til de vigtigste pointer:

For det første mener Nielsen ikke, at det giver mening at sammenligne Ruslands og Nato’s (19 gange større) investeringer i Forsvaret, opgjort i dollars per år. Det skyldes ifølge Nielsen, at Ruslands købekraft per dollar er langt større, og de derfor får mere forsvar per dollar.

Men det er nu engang sådan, at Nato selv opgør tallene, og det skyldes selvfølgelig, at våbenmarkedet trods alt er internationalt – også selvom mange store lande køber mest fra egne industrier. På samme måde vil de fleste militæranalytikere mene, at især de amerikanske våbenleverandører måske nok er dyrere, men også leverer bedre og mere avancerede produkter end russerne - hvilket i hvert fald til dels opvejer prisforskellen.

Skulle man endelig lægge Nielsens selvbestaltede beregningsmetode til grund, ville både Nato’s og EU’s forsvarsbudgetter i øvrigt stadig langt overgå Ruslands, hvorfor min grundlæggende pointe under alle omstændigheder holder vand.

Skulle man endelig lægge Nielsens selvbestaltede beregningsmetode til grund, ville både Nato’s og EU’s forsvarsbudgetter i øvrigt stadig langt overgå Ruslands, hvorfor min grundlæggende pointe under alle omstændigheder holder vand.

Martin Lidegaard (R)
Forsvarsordfører

For det andet mener Nielsen ikke, at man kan tage den meget vage aftaletekst fra Wales bogstaveligt, for hvis to procent er nævnt, er det nævnt. Det er godt nok en speciel tilgang til internationale aftaler. Her bruges der netop dage og uger på at afveje det konkrete sprog, og hvor forpligtende det skal være. Og sådan var det også i Wales, hvor Danmark og cirka halvdelen af Nato-landene satte sig imod at få et mere forpligtende sprog.

Dette er de to vigtigste replikker til Nielsens argumenter, da det fører for vidt at gå hele listen af gode argumenter igennem igen.

Konklusionen bliver stadig for mig, at der kan være gode grunde til, at både Danmark og Europa skal investere mere i Forsvaret og/eller i andre sikkerhedspolitiske dagsordener, som Nielsen heldigvis er enig med mig i.

Men det er stadig min konklusion, at det ikke giver nogen mening at lægge sig fast på lige præcis to procent, hvis der ikke kan dokumenteres et behov, og når Danmark ikke har forpligtet sig til det.