Debat

Lykke Friis: Laver Mette Frederiksen en "Tony Blair" i EU-politikken?

Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair erklærede flere gange, at Storbritannien skulle "være i hjertet af EU", men det blev som bekendt aldrig omsat til konkret handling. Er Mette Frederiksen nu ved at begå samme fejl, spørger Lykke Friis.

Med Ukraine i baghovedet bør en ny klimafond ikke
kun ses i et ”sparebandeperspektiv”, men i høj grad også som
et stykke vigtigt sikkerhedspolitik, mener Lykke Friis.
Med Ukraine i baghovedet bør en ny klimafond ikke kun ses i et ”sparebandeperspektiv”, men i høj grad også som et stykke vigtigt sikkerhedspolitik, mener Lykke Friis. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lykke Friis
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er langt fra nyt, at politikere tyer til anatomien, når det gælder Europa-politikken.

Et eksempel er Storbritanniens forhenværende premierminister Tony Blair, der efter sin jordskredssejr i 1997 flere gange erklærede, at Storbritannien skulle ”være i hjertet af EU.”

Temadebat

Skal Danmark være i hjertet af EU?

I år er det 50 år siden, Danmark besluttede at træde ind i det europæiske fællesskab. Altinget benytter anledningen og starter en debat om Danmarks EU-medlemskab og vores plads i Unionen.

Spørger man statsminister Mette Frederiksen skal Danmark være "i hjertet af vores eget kontinent". Men hvad betyder det at være i hjertet af kontinentet? Og kan vi i så fald beholde vores forbehold? Og hvad med ambitionerne om en klimaunion? EU's forsvarspolitik, asylpolitik og finanspolitikken? Og de fælles europæiske værdier; hvor skal Danmark placere sig i debatten her? Kort sagt: Hvordan skal Danmarks europapolitik se ud?

Mød panelet her.

  • Jeppe Kofod (S), udenrigsminister
  • Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamentet
  • Søren Søndergaard (EL), EU-ordfører
  • Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet
  • Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa og tidligere klimaminister
  • Bente Sorgenfrey, næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Stine Bosse, formand for Europabevægelsen
  • Anders Stouge, viceadministrerende direktør, Dansk Energi
  • Anders Ladefoged, EU-chef i Dansk Industri
  • Bjarke Møller, forfatter og tidligere direktør for Tænketanken Europa
  • Claus Kragh, journalist og europaredaktør for Ugebrevet Mandag Morgen

Noget lignende har Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), nu gjort. Første gang var til Det Udenrigspolitiske Selskabs jubilæumskonference i oktober sidste år, hvor hun slog fast, at ”Danmark er i hjertet af EU og i hjertet af NATO”. I nytårstaleudgaven lød det kun marginalt anderledes: ”Danmark skal være i hjertet af vores kontinent.”

Statsministeren har ændret sin retorik

Udtrykket er interessant, da det lukker det retoriske hul, der i de seneste år har præget den danske EU-debat. For hvor er Danmark placeret i EU?

I årevis var de såkaldte ja-partier enige om, at Danmark skulle være ”så tæt på kernen som muligt”. Dette var politiker-lingo for, at Danmark fortsat skulle have som mål at spille en central rolle i samarbejdet – også selvom det realpolitisk ikke var realistisk at komme af med Danmarks EU-forbehold fra 1992 foreløbigt.

Netop opfattelsen af at forbeholdene lå fast, var det, der tidligere fik Mette Frederiksen til at skrotte debatten om Danmarks placering i ”kernen”. Eller for at citere hende direkte fra Tænketanken Europas konference i 2019:

”Hele det ønske om mere EU-integration for integrationens skyld deler jeg ikke… Derfor giver det heller ikke længere mening at tale om, at Danmark skal være så tæt på kernen som muligt, sådan som det har været fast mål for ja-partierne i mange år.”

Et forbeholdent hjerte?

Hvor Tony Blair med hjerteudtrykket signalerede et opgør med det britiske euro-forbehold, er det derfor ingenlunde tilfældet for statsministeren. I 50-året for det danske EU-medlemskab og 30-året for det danske nej til Maastricht-traktaten vil der ikke blive rokket ved de danske forbehold. Så hvorfor overhovedet ty til anatomiens verden?

Hjerteudtrykket vil i udlandet kun være troværdigt, hvis det følges op med konkret handling.

Lykke Friis, direktør, Tænketanken Europa

Spydigt kunne man godt bemærke, at der som bekendt i anatomien kun findes ét hjerte – og at Olaf Scholz, Emmanuel Macron, Mario Draghi eller for den sags skylds Mark Rutte formentlig vil mene, at euroen, forsvarspolitikken og det retlige samarbejde er en vigtig del af EU’s hjerte. Og det kunne man så bruge meget tid på at hudflette.

Tilsvarende kunne man filosofere over, hvorfor udenrigsminister Jeppe Kofod over for Information for nyligt både relancerer den gamle ”kerne” og overtager sin chefs hjertemetafor: ”Vi skal være i kernen. Vi skal være i hjertet, som statsministeren sagde. Og Europa er i øvrigt i vores hjerter.”

En grøn alliancepartner

Langt mere givende er det dog at spekulere over, hvorfor statsministeren overhovedet har følt trang til at bekende kulør.

Et bud kunne være ønsket om at lægge luft til anklagen om at være ”Danmarkshistoriens mest EU-skeptiske statsminister” i en tid, hvor alliancer vitterligt betyder mere end meget længe. Tag bare Litauen, som lige nu udsættes for sanktioner af Kina. Eller Ukraine, der trues af Rusland.

Det hjælper ikke meget, at danske ministre får grønne eksportlys i øjnene, når klimasagen i andre lande er alt andet end populær.

Lykke Friis, direktør, Tænketanken Europa

Et andet bud er, at statsministeren har taget pejling af de nye europapolitiske vinde i Tyskland og Holland. De nye regeringer ønsker et mere aktivt EU, der ikke har blikket stift rettet mod tidligere tiders finanspolitiske dyder.

Kort sagt: Statsministerens budskab kan være, at forbehold og nej til mindsteløn skal fastholdes, men at regeringen er klar til at øge engagementet i Europa, ikke mindst på det klimapolitiske område.

Eller som det lød 1. januar: ”EU startede som en kul- og stålunion. Nu kæmper vi for, at det bliver en klimaunion.”

Klimaunionen er en dyr og upopulær idé

Tese nummer 2 vil imidlertid kræve, at regeringen i den kommende tid for alvor stempler ind i debatten om, hvordan klimaunionen kan finansieres.

Ligesom det bliver afgørende, at regeringen forholder sig aktivt til meningsmålinger, der viser, at mange landes befolkninger i Syd-og Østeuropa langt fra har klima så højt oppe på deres dagsorden som danskerne, ligesom de gruer for stigende energipriser.

Det hjælper med andre ord ikke meget, at danske ministre får grønne eksportlys i øjnene, når klimasagen i andre lande er alt andet end populær - også fordi lande som Polen, Rumænien og Italien nu engang ikke hurtigt kan blive uafhængige af fossile brændsler.

Ind i kampen, Danmark

I praksis betyder det, at Danmark må spille en løsningsskabende rolle i de kommende års altafgørende diskussioner.

Hvis ikke vi i fællesskab bliver mere uafhængige af gasimport, vil Rusland i krisesituationer kunne bruge gashåndtaget imod Europa.

Lykke Friis, direktør, Tænketanken Europa

Det gælder blandt andet ideen om en mulig EU-klimafond og en såkaldt grøn stabilitets- og vækstpagt, hvor grønne investeringer ikke i samme omfang tælles med i EU-landenes gæld.

Førstnævnte vil, som Frankrigs Macron og Italiens Draghi signalerede lillejuleaften, kunne lægge sig i slipstrømmen på den nuværende genopretningsfond, som finansieres gennem fælles EU-lån.

Diskussionen, om hvorvidt der skal gælde andre gældsregler for grønne investeringer, kører allerede på de høje nagler under det franske EU-formandskab.

Klimapolitik er sikkerhedspolitik

Den skærpede sikkerhedspolitiske situation ved grænsen mellem Ukraine og Rusland sætter unægtelig også mange europæiske landes afhængighed af russisk gas i et nyt lys.

Hvis ikke vi i fællesskab bliver mere uafhængige af gasimport, vil Rusland i krisesituationer kunne bruge gashåndtaget imod Europa og drive kiler ind imellem gasafhængige- og uafhængige lande.

Med andre ord: Med Ukraine i baghovedet bør eksempelvis en ny klimafond, hvor fællesskabet hjælper lande med at håndtere blandt andet gas-afhængigheden, ikke kun ses i et finansministerielt ”sparebandeperspektiv”, men i høj grad også som et stykke vigtigt sikkerhedspolitik.

En ny europapolitisk aftale vil være et oplagt sted at adressere disse spørgsmål.

Nu skal der handling bag ordene

Europa-politik drejer sig som alt andet politik om at få noget på ”kontoen” og være relevant for andre aktører. Er lande ikke i stand til det, skal de ikke forvente, at andre kommer dem til undsætning, når der pludselig opstår et behov.

Set i det lys vil hjerteudtrykket i udlandet kun være troværdigt, hvis det følges op med konkret handling. Det samme gælder i øvrigt den hjemlige befolkning, der med rette vil efterspørge en afklaring af, hvad der skal lægges i den nye retorik. .

Tony Blair er her lidt af et skrækeksempel. Hans hjerteretorik blev aldrig omsat i konkret handling. Alle ellers veltimede tilløb til at sætte euroen til afstemning blev droppet; ikke mindst efter pres fra finansminister Gordon Brown.

The rest is history …

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tony Blair

Fhv. premierminister, Storbritannien
cand.jur. (St. John's College, Oxford Uni. 1975)

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jeppe Kofod

Fungerende udenrigsminister (S)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), ma i public administration (Harvard 2007)