Marie Krarup: Hvis vi kan tale med Saudi-Arabien, kan vi også tale med Rusland

Af Marie Krarup (DF)
Forsvarsordfører

Der er ikke nogen lande, der ser ud til at ønske at angribe Nato eller Danmark.

Der er heller ikke nogen lande, der ser ud til at ønske at undergrave og destabilisere Nato eller Danmark.

Alligevel er min påstand, at situationen i dag er betydeligt farligere, end den har været i mange, mange år. For en fejl eller en misforståelse kan i dag føre til militære konfrontationer.

Så i den forstand er vi tættere på krig, end vi har været i mange år, selvom vi ikke har nogen lande eller alliancer som fjender.

Én misforståelse fra krig
Faren skyldes det iskolde forhold, der er opstået mellem Vesten og Rusland, hvor man på mange måder har kopieret den gamle kolde krigs spænding, men ikke den gamle kolde krigs mekanismer for afspænding og samtale.

Faren skyldes det iskolde forhold, der er opstået mellem Vesten og Rusland, hvor man på mange måder har kopieret den gamle kolde krigs spænding, men ikke den gamle kolde krigs mekanismer for afspænding og samtale.

Marie Krarup
Forsvarsordfører, Dansk Folkeparti

Derfor vil en fejl eller en misforståelse i dag kunne være langt mere fatal, end den var under den kolde krig.

Situationen i Syrien, hvor begge parter er til stede militært, kan også blive særdeles farlig.

Før den nye kolde krig brød ud i forbindelse med EU's ønske om at lave en associeringsaftale med Ukraine, Majdan-magtovertagelsen i Kiev, folkeafstemningen på Krim, borgerkrigen i Østukraine og anklagerne om cyberangreb, var der etableret samtalekanaler mellem Rusland og Vesten både i EU- og Nato-regi.

Det er nu væk – eller nede på så lavt et blus, at det ikke rigtig batter.

Vesten er forblændet af had
Det skyldes selvfølgelig de sanktioner, som Vesten har pålagt Rusland.

Man kan mene, hvad man vil om de begivenheder, der er gået forud for sanktionerne, men der er næppe nogen, der vil benægte, at selve fraværet af de-eskalerende mekanismer mellem to sider, der mere og mere retter deres våben imod hinanden, er farligt.

Hvis ikke man i Vesten var så forblændet af had og frygt, skulle man naturligvis bruge diplomatiske midler mest muligt til at genoprette samtale-kanalerne samt få styr på de mange svære sager, der lige nu adskiller Vesten og Rusland.

De selvsamme sager er ikke uoverkommelige at løse, hvis man går til dem med frisk energi og vilje til at forhandle.

Men i dag anses det for appeasement at tale med russerne, før de har ændret adfærd. Det betyder i praksis, at man kræver, at Krim afleveres til Ukraine, før man kan begynde en samtale.

Nogle mener endda, at Putin skal være væk, eller at der skal være indført et ægte liberalt demokrati i Rusland, før man kan tale sammen.

Fortidens læring
Det er helt utænkeligt, at Rusland vil aflevere Krim igen.

Krimboerne støtter op om deres nye status, og de øvrige russere vil ikke kunne acceptere det. Derfor er det en komplet håbløs sag at arbejde for.

Der er heller intet, der tyder på, at Krim-scenariet vil kunne gentages andre steder, eller at Rusland har en ekspansiv strategi eller ønsker at undergrave Vesten.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at Putin vil trække sig, eller at man vil få et liberalt demokrati i Rusland. Det kan vi lige så godt se i øjnene i Vesten, og så få det bedste ud af situationen.

Vi taler med Kina og Saudi-Arabien, selvom de har modbydelige styrer. Det kan vi også med Rusland.

Og i lyset af at der faktisk ved et uheld kan udbryde en krig, som ingen ønsker, hvis vi ikke gør det, er det uansvarligt ikke at komme i gang med det gammeldags diplomati. Det, hvor man prøver at forstå, hvor de andre er, og hvad de mener og så få så meget som muligt af sine egne nationale interesser varetaget.

Ingen ønsker en søvngængergang ind i en meningsløs krig, som vi oplevede det i 1914.