Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Med felttoget i Ukraine trådte Putin ind på en slagmark, hvor Vesten dominerer

Overgangen fra mudret hybridkrig til regulær krig i Ukraine er paradoksalt nok gode nyheder for Nato og andre, der er ansvarlige for at forsvare Vesten, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.

Hvem har lyst til at være den sejrende feltherre i en hybridkrig? I hvert fald ikke Putin og hans folk, som slet, slet ikke er så subtile. De vil have blod og krudtrøg, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.
Hvem har lyst til at være den sejrende feltherre i en hybridkrig? I hvert fald ikke Putin og hans folk, som slet, slet ikke er så subtile. De vil have blod og krudtrøg, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Mikkel Vedby Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Yevgeny Prigozhin er sur. Meget sur. Prigozhin er leder af Wagnergruppen – en gruppe lejesoldater, som har kæmpet Putins krige i Syrien, Vestafrika og andre steder, hvor Kreml gerne ville have støvler på jorden, men ikke vedkende sig, at de betalte for dem.

Viljen til at gøre regimets beskidte arbejde har gjort Prigozhin til en del af inderkredsen omkring Putin. 

Derfor var det naturligt, at Wagnergruppen deltog i Putins invasion af Ukraine. Prigozhin fik endda sin helt egen by at erobre. Bakhmut i det østlige Ukraine skulle være steder, hvor Wagnergruppen tilføjede de ukrainske styrker et svigende nederlag.

Læs også

Prigozhin rekrutterede tusinder af fanger fra russiske fængsler til at fylde sine geledder, men lige meget har det hjulpet. Ukraine kontrollerer stadig Bakhmut. 

Og nu er Prigozhin sur. Han føler sig svigtet af den russiske hær, som åbenbart ikke vil give ham ammunition til at fortsætte sin offensiv og trækker regulære enheder væk fra fronten – formentlig fordi den russiske generalstab har opgivet at erobre Bakhmut. 

Progozhins tirader et udtryk for, hvor lidt han har at skulle have sagt

Mikkel Vedby Rasmussen

Nu gælder der andre regler for offentlige ansattes ytringsfrihed i Rusland end i Danmark. Prigozhin har ikke lov til at være sur, og han har slet ikke lov til at være sur på Putin og den militære ledelse.

I Rusland er det blevet gjort til en forbrydelse at kritisere krigen i Ukraine, og det kræver en god advokat at overbevise nogen om, at Prigozhin ikke gør præcist det på sine vrede videoer på Youtube. 

Hvor dansk lovgivning nærmest opfordrer offentlige ansatte til at kritisere deres arbejdsplads i formodningen om, at det fremmer en debat, som giver bedre offentlig service, så får Prigozhin ikke en bedre russisk strategi for felttoget i Ukraine ud af at være sur på sociale medier.

Tværtimod er Prigozhins tirader et udtryk for, hvor lidt han har at skulle have sagt. Men også et udtryk for, hvor politisk det russiske felttog er.

Læs også
 

Prigozhin mener tydeligvis, at den regulære hær foretrækker, at Wagnergruppen får tæsk af ukrainerne frem for, at Rusland erobrer Bakhmut. Noget kunne tyde på, at han har ret.

Slaget om Bakhmut kan derfor meget vel blive enden for Prigozhin og Wagnergruppen. Det er i sig selv et udtryk for, at Rusland er holdt op med at føre krig i kulisserne.

Rusland har opgivet den strategi, som kunne splitte og svække os, til fordel for et felttog, som samler os

Mikkel Vedby Rasmussen

Den første invasion af Ukraine i 2014 blev gennemført af russiske soldater uden flag eller regimentsmærker.

I Vesten kaldte vi dem ”små grønne mænd” og var bange for, at de var frontkæmpere i en ny form for ”hybridkrig”, som Rusland ville føre mod os.

En type krig, som foregik lige på grænsen til rigtig krig, og som derfor ville være sværere at mobilisere et vestlige modsvar til. 

Det var da også rigtigt, at hverken Ruslands påvirkning af den britiske folkeafstemning om Brexit eller indblanding i valget af Donald Trump udløste en vestlig reaktion.

At russiske trolde invaderede sociale medier og russiske hackere invaderede vores it-systemer udløste heller ikke en reaktion over for Rusland.

Den russiske indblanding i borgerkrigen i Syrien eller de otte år, hvor Rusland førte krig i det østlige Ukraine, udløste heller ikke en vestlig reaktion. Da russiske kampvogne rullede over grænsen til Ukraine, gik Kreml til gengæld over Vestens grænse.

Det var tydeligt, at Rusland førte krig. Og tydeligt, hvor Vesten kunne sætte ind for at gøre det klart for Rusland, at grænsen var overtrådt. 

Paradoksalt nok er det gode nyheder for Nato og andre, der er ansvarlige for at forsvare Vesten. Rusland har opgivet den strategi, som kunne splitte og svække os, til fordel for et felttog, som samler os.

Læs også

Dermed har Rusland selv valgt en slagmark, hvor landets teknologiske og økonomiske uformåenhed stiller sig svagt over for Vesten snarere end den mere skumle slagmark, hvor Rusland kunne bruge vores svagheder imod os. 

Men når man ser Prigozhins videoer, forstår man godt, hvor Rusland spillede alle sine gode kort af hænde. For hvem har lyst til at være den sejrende feltherre i en hybridkrig?

I hvert fald ikke Putin og hans folk, som slet, slet ikke er så subtile. De vil have blod og krudtrøg. De vil have panserslag og artilleribombardementer. Og det har de fået. Det er bare ikke gået helt, som de havde forestillet sig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor og dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00