Mikkel Vedby: Arven fra 11. september spøger under coronakrisen

KOMMENTAR: 11. september 2001 var sidste gang, vi fik et globalt chok. Men med covid-19 har vi ikke en fjende at slå ned på. Så hvordan bliver corona så til politik, spørger Mikkel Vedby Rasmussen.

Store begivenheder har ikke altid konsekvenser af samme størrelse.

Det kan være meget svært at overskue, når man er midt i dem. Men når vaccinen er fundet, teltene i Fælledparken pakket sammen, og vi begynder at give hånd igen, vil mange af de bombastiske udsagn om, hvordan verden aldrig bliver den samme igen, ryge i skraldespanden sammen med de mundbind, der ligesom de dystre forudsigelser hører krisen til.

Så spørgsmålet er ikke, hvor gennemgribende coronakrisen påvirker os nu, men hvor meget af denne påvirkning der varer ved. Eller sagt på en anden måde: Vil coronakrisen være en parentes eller begyndelsen på et nyt kapitel?

For at kunne besvare det spørgsmål er det værd at sammenligne med sidste gang, hvor verden oplevede et kollektivt chok, der kan måle sig med coronakrisen. Det var 11. september 2001.

Alle de indlysende forskelle til trods var terrorangrebene i USA et kollektivt chok, der kom til at definere udenrigs- og indenrigspolitik de næste 10 til 15 år. Krigene i Irak og Afghanistan, udlændingedebatten, sikkerhedskontrol i lufthavne og afspærringer på Strøget er alt sammen direkte resultater af begivenhederne den morgen i New York og Washington.

Terrorangrebene slog så hårdt, blandt andet fordi de var realiseringen af en frygt for, hvad ikkestatslige aktører kunne finde på i en globaliseret verden, der gav terrorister infrastrukturen til at slå til overalt. Den samme globale infrastruktur, der spredte coronavirussen på en måde, som verdens epidemiologer havde frygtet.

USA erklærede krig mod terrorisme efter 11. september. Og selvom man kan diskutere, om det var en god ide, så var der dog både terrorister, træningslejre og stater som Afghanistan, som de væbnede styrker kunne angribe.

Virusser udgør ikke samme type mål. Indsatsen for at forhindre fremtidige virusangreb er derfor først og fremmest at investere i beredskab – mon ikke der er flere ansigtsmasker på lager næste gang?

Og man kan håbe, at kriseberedskabet og ledelsen af det er mere strømlinet i fremtiden. Men hverken den militære indsats mod terrorister eller beredskabet over for fremtidige terrorangreb var den 11. septembers vigtigste arv. Den underliggende faktor var frygt. En frygt, som betonklodser og krydsermissiler kun midlertidigt kunne mildne.

Hvis frygt handler om fravær af sikkerhed og tryghed, som er resultatet af risikoen fra for eksempel et terrorangreb, så er tilstedeværelsen af angst en utryghed i dit liv, som du ikke kan håndtere.

Som Kierkegaard skriver, "er uskyldighedens dybe hemmelighed, at den på samme tid er angst". Covid-19 sniger sig ind i vores hjem, der ellers skulle være et uskyldigt og sikkert rum, og den ankommer via en smitte, som vi er uden skyld i at modtage.

Så angsten er ikke udadreagerende, som frygten for terror. Angsten er en introvert og hemmelig følelse. I disse coronatider er angsten blevet vores allesammens hemmelighed. 

Hvordan forvalter man den hemmelighed politisk? I modsætning til tiden efter 11. september er der ikke nogen terrorister at gå efter. Corona vil således være den usagte, uerkendte, hemmelige ingrediens, som giver en politik sit liv.

Så når Vesten for alvor vender sig mod Kina, vil det være coronakrisen, som vil drive politikken, snarere end de toldsatser og øer i Det Sydkinesiske Hav, der optræder i de officielle briefinger.

På samme måde vil coronakrisen være den hemmelige ingrediens i EU, som vil være synlig i budgetforhandlinger, men usynlig og usagt i andre diskussioner mellem Nord- og Sydeuropa. Hvor corona informerer et politikområde, vil angst spille en betydelig rolle.

Den største effekt vil dog komme fra kombinationen af frygt og angst. Hvordan vil det gå, hvis terrorister bruger biologiske våben? I forvejen er der et dystert scenario, hvor virusser kan gøres til våben, der angriber en specifik person, race eller aldersgruppe eller – hvis man er mindre specifik i sin angst – hele menneskeheden.

Det scenario vil blive en central sikkerhedspolitisk overvejelse.

-----

Mikkel Vedby Rasmussen (født 1973) er dekan og professor på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel David Trads: Vi er selv ude om, at Kina overtager magten David Trads: Vi er selv ude om, at Kina overtager magten Næste artikel Martin Lidegaard: Dansk udenrigspolitik står bomstille Martin Lidegaard: Dansk udenrigspolitik står bomstille
Kritik af statsstøttet tænketank breder sig til Christiansborg

Kritik af statsstøttet tænketank breder sig til Christiansborg

KRITIK: Uroen i geledderne hos Atlantsammenslutningen vokser. Dansk Folkepartis Peter Skaarup vil have udenrigsministeren og forsvarsministeren på banen i sagen om regnskabsrodet i tænketanken, der hvert år modtager mere end en million kroner i offentlig støtte.