Debat

Militærforsker: Trumps trusler vejede tungere end Putins soldater i forsvarsforlig

DEBAT: De danske politikere har sandsynligvis skævet mere til Donald Trumps trusler end Vladimir Putin, da de besluttede at tilføre et “substantielt løft” til Forsvaret, skriver Jens Ringsmose.

Foto: /ritzau/Jorge Silva
Anders Brønd Christensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Ringsmose
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

For første gang siden afslutningen på Den Kolde Krig bliver der nu afsat flere økonomiske midler til Forsvaret.

Efter næsten tre årtier, præget af hårdnakkede bestræbelser på at indkassere den såkaldte ‘fredsdividende’, har et stort flertal i Folketinget besluttet, at den nedadgående kurve skal knækkes, og investeringerne i hård sikkerhed forøges.

I det nye forsvarsforlig kan man således læse, at budgettet skal vokse med 4,8 mia. kroner – eller ca. 20 procent – frem mod 2023.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Når forliget udløber om seks år, vil Danmark fortsat være langt fra at indfri NATO-løftet om at bruge 2,0 procent af BNP på de væbnede styrker (prognosen siger 1,3 procent af BNP i 2023), men man vil dog være nærmere målet end i 2017, hvor de danske forsvarsudgifter beløb sig til ca. 1,17 procent af BNP.

Den Kolde Krig gør comeback
Årsagerne til budgetforøgelsen er givetvis mange.

Der er langt fra 1,3 til 2,0 procent af BNP, og i Det Hvide Hus er forståelsen for, at ”de rige danskere” ikke lever op til NATO-ambitionerne, formentlig til at overse.

Jens Ringmose
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

Det styrkede økonomiske råderum har skabt nye muligheder; forligsprocessen har – ifølge rygtebørsen – været præget af inklusion og konsensus; den siddende Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) taler med stor tyngde internt i regeringen; og så er det åbenlyst, at den sikkerhedspolitiske situation har forandret sig til det værre gennem de senere år.

Som det hedder i forligsteksten, så er det internationale trusselsbillede i dag mere alvorligt, ”end i nogen anden periode efter Murens fald”. Ikke mindst Ruslands aggression i Ukraine og truslerne i cyberspace har været med til at forstærke følelsen af sårbarhed.

Ser man på timingen i forløbet samt de politiske udmeldinger om behovet for ”et substantielt økonomisk løft” til Forsvaret, så er der imidlertid en del, som tyder på, at beslutningstagerne i større udstrækning har været påvirket af Donald Trumps særdeles håndfaste pres for større forsvarsbudgetter end af ændrede trusselsperceptioner.

Trump rasler med sablen
Følger man den forsvarspolitiske debat fra sommeren 2014 til forligsindgåelsen i januar 2018, er det således bemærkelsesværdigt, at ideen om at afsætte markant flere midler til forsvaret først for alvor vandt politisk opbakning fra foråret 2017 – altså relativt kort tid efter, at det stod krystalklart, at den nye amerikanske præsidents tilgang til transatlantisk byrdedeling var anderledes aggressiv end forgængerens, men lang tid efter at trusselsbilledet havde ændret sig til det værre.

I de mange måneder fra Ruslands annektering af Krim i 2014 til januar 2017, hvor Donald Trump fik overdraget nøglerne til Det Hvide Hus, var der kun ganske få politiske røster (primært Dansk Folkeparti og Konservative), der luftede ønsker om en betydelig forøgelse af forsvarsbudgettet.

Faktisk implementerede man i samme periode ufortrødent de ganske vidtrækkende besparelser, der var indeholdt i Forsvarsforliget af 2013.

Set i lyset af, at trusselsbilledet ikke forværredes i perioden fra sommeren 2014 til 2017, er det derfor vanskeligt at nå anden konklusion, end at det frem for noget andet var Trumps krav og trusler, om at den amerikanske sikkerhedsgaranti kun gælder allierede, som bruger mindst 2,0 procent af BNP på forsvaret, der bevægede de centrale danske beslutningstagere til at acceptere ”det substantielle økonomiske løft”.

I den forstand er der faktisk intet nyt i det nye forsvarsforlig.

Danmark betaler modvilligt sit kontingent
Helt siden Danmarks indtræden i NATO 4. april 1949 har danske beslutningstagere skelet mere til de allieredes krav og pres end til den sikkerhedspolitiske trussel rettet mod Kongeriget, når forsvarsbudgettet er blevet dimensioneret.

En strategisk kultur præget af småstatsmentalitet og en grundlæggende tvivl på værdien af egne væbnede styrker har ført til, at man langt hen ad vejen har opfattet Forsvaret som et medlemskontingent, der nødvendigvis skal betales til den ”forening”, der i virkeligheden skaber sikkerhed for Danmark: NATO.

Ikke fordi de militære styrker i sig selv skaber meget mere sikkerhed, men fordi NATO og amerikanerne kræver det.

I denne omgang kommer forøgelsen af forsvarsbudgettet dog næppe til at tilfredsstille den amerikanske administration. Der er langt fra 1,3 til 2,0 procent af BNP, og i Det Hvide Hus er forståelsen for, at ”de rige danskere” ikke lever op til NATO-ambitionerne, formentlig til at overse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Ringsmose

Rektor, Syddansk Universitet, professor i international politik
ph.d. (SDU 2007)

0:000:00