Mission Afrika: Dansk indsats i Sahel bringer vores arbejde i fare

DEBAT: Frankrig har gang i lyssky affærer i Mali. Derfor er Danmarks militære bidrag til den fransk-ledede mission i Mali i Sahel-området problematisk. Bidraget kan nemlig betyde, at Mission Afrika sættes i bås med franskmændene, skriver Henrik Engelbrekt Refshauge.

Af Henrik Engelbrekt Refshauge
Generalsekretær, Mission Afrika

Vores partnere i regionen sover med det ene øje på klem. Ingen vil overraskes af terroristerne, som har hærget både i Mali, Nordnigeria, Nordcameroun og Centralafrika. Jeg er lige kommet hjem fra Mali, og i den uge blev 45 dræbt på grund af terrorisme. Eskaleringen af islamistiske grupper i Nordmali er kommet efter sammenbruddet i Libyen og udrensningen i Irak og Afghanistan.

Danmark har ikke været så kraftigt til stede, men her i december sender Forsvaret et transportfly og to helikoptere samt 70 personer i to til tre forskellige enheder til Mali for at støtte franskmændenes mission.

Militær hjælp til området kan opfattes som støtte til den maliske regering, der både er kolossalt udfordret af konflikten og af Frankrigs tilstedeværelse. Samtidigt med er landet meget fattigt. Hærens rifler virker ikke, og ingen vil udruste dem med nye våben. Terroristerne har ikke problemer med våbenstøtte. Det mindste onde er måske, at vi styrker Frankrigs gennemslagskraft mod terrorismen. Men det er ikke uproblematisk.

Lyssky franske affærer
Jeg har talt med den maliske lokalbefolkning. De er utrygge ved Frankrigs tilstedeværelse.

Først blev de glade for hjælpen med at udrense terroristerne fra hovedstaden Bamako i syd og nordpå.

Men det er mistænkeligt, at Frankrig pludselig standsede lidt nord for Timbuktu og nægter Malis styrker at komme til Nordmali.

Det gør det umuligt for Malis regering at opretholde lov og orden og mægle mellem de krigsførende grupper.

Frankrigs militær kontrollerer nu Nordmali. Der er "tilfældigvis" rige forekomster af uran og andre mineraler, og Frankrig er i gang med at bygge en stor lufthavn i Kidal i Nordøst. Hvad er deres interesser?

Der er knapt så rare eksempler på dobbeltmoral i nyere fransk historie. Derfor er det speget, når Danmarks allierede har gang i lyssky affærer.

Mistillid i luften
Sahel-missionen er oppe imod noget af det samme som den fejlslagne jagt på Al-Qaeda i Afghanistan.

Den danske indsats kan dog gøre en positiv forskel for de franske styrker, der er dybt afhængige af vores lufttransport på grund af den elendige infrastruktur, det kolossalt store land og vejsidebomber.

Lokalbefolkningen hader situationen, men forsøger at få en hverdag til at fungere. Det tidligere så skønne ferieparadis Timbuktu er smadret, og vi ser massive menneskestrømme på flugt fra terrorismen. Der er mistillid i luften.

Alle mistænker hinanden for at være i ledtog med islamiske terrorgrupper. Situationen er skrøbelig og ubærlig. Hvad har regionen virkelig brug for?

Mission Afrikas arbejde er i fare
Mission Afrika (tidligere Sudanmissionen) har været i Sahelregionen siden 1911. Vi skaber fredelig sameksistens, fjerner kvinders undertrykkelse og sikrer lokal forankret og bæredygtig udvikling af skoler og sundhed gennem kirkerne. Missionen har været en kæmpe succes, men de sidste år har jihadist-grupper gjort arbejdet hedt for os.

Vi ser, hvor afgørende lokale fredskomitéer er for at nedskalere de voldsspiraler, terror-krigen har skabt. Fredskomitéerne består af repræsentanter fra regionens religiøse og etniske grupperinger og mægler, når en lokal konflikt eskalerer.

Desuden er de engageret i anti-radikaliseringsarbejde blandt unge. Mange unge får penge for at lade sig rekruttere til de voldelige ekstremistiske grupper. Og de er nemme at lokke på grund af fattigdom og manglende uddannelse.

Men Mission Afrikas arbejde er i fare. Vi har netop modtaget lydfiler og støttebreve fra Mali fra en kendt fodboldspiller og en anerkendt musiker.

De kritiserer skarpt Frankrigs dobbeltmoralske engagement i deres land. Så når Danmark nu engagerer sig i Mali, står Mission Afrikas mangeårige indsats i fare for at blive sat i bås med franskmændene, hvilket i værste fald ødelægger lokalbefolkningens tillid til vores arbejde.

Forrige artikel Plan Børnefonden: Dansk militærbidrag sikrer ikke stabilitet og udvikling i Sahel Plan Børnefonden: Dansk militærbidrag sikrer ikke stabilitet og udvikling i Sahel Næste artikel Rita Bundgaard: Sagen fra Forsvaret viser vigtigheden af de fire øjnes princip Rita Bundgaard: Sagen fra Forsvaret viser vigtigheden af de fire øjnes princip