Oberstløjtnant: Nordiske atomvåben er ikke urealistiske

Rapporten er rigtig godt udført og skrevet i et tilgængeligt sprog. Jeg vil på det kraftigste opfordre alle, som er interesserede i dette spørgsmål, til at læse den.

Rapporten tager ikke direkte stilling til Europas afskrækkelsesalternativer. I stedet beskriver den vanskelighederne forbundet med at opnå dem samt troværdighedspotentialet, som hver enkelt af dem har til at opnå den overordnede strategiske målsætning: at hindre russisk brug af eller trusler med atomvåben.

Vanskeligt, ikke urealistisk

Der er kun ét alternativ, som får topscore på troværdighed, nemlig nye og uafhængige atomarsenaler i Europa, herunder for eksempel nordiske atomvåben.

Bagsiden er, at dette er et af de alternativer, som anses for sværest at opnå, noget, Hiim også har belyst. Det, Hiim hævder, er urealistisk, antyder ENSG “bare” er ganske vanskeligt.

Men både det at få mennesket til månen og det at bygge Bergensbanen blev også set som meget vanskeligt, måske umuligt. Alligevel lykkedes det, og det fik enorme, positive samfundsmæssige konsekvenser.

Jeg tror, at de økonomiske hindringer er Nordens mindste problem.

Ja, én procent af BNP til udvikling af atomvåben, og alt hvad der hører med i en tidsperiode, som let kan vare et årti eller to, er meget dyrt. Men til forskel fra mange andre lande har Norden i det mindste muligheden for at vælge at prioritere dette.

En vis støtte i befolkningen

De teknologiske problemer, som må overvindes, er det, jeg har allermindst forstand på. Men jeg bemærker, at USA klarede det med 80 år gammel teknologi uden at efterligne andre.

Senere har vi set, at et af landene med mindst areal (Israel) også har klaret det – og ikke mindst det isolerede og ludfattige Nordkorea.

For mig virker det urimeligt, at Norden ikke skulle kunne magte en sådan teknologisk bedrift i det 21. århundrede.

Det er vigtigt at huske, at traktaten om ikke-spredning af kernevåben aldrig var tænkt som en selvmordspagt.

Johannes Kibsgaard
Norsk oberstløjtnant og seniorunderviser ved Forsvarets høgskole i Oslo

Mange vil blive overraskede over, at 36 procent af danskerne og 28 procent af svenskerne allerede i april 2025 ville have støttet, at deres land skaffede egne atomvåben. Henholdsvis 39 procent og 53 procent var imod. Det ville være meget interessant at se opdaterede tal, især de danske.

Dette viser, at begivenhedernes gang i sig selv påvirker opinionen, måske hurtigere og kraftigere end vi antager. Én ud af tre i Canada, Frankrig, Storbritannien og USA tror, at det er sandsynligt, at et atomvåben vil blive brugt i en krig inden for de næste fem år.

Hvis det – Gud forbyde det – skulle ske, tror jeg, at den almene interesse for effektiv atomafskrækkelse vil blive altoverskyggende.

Magt over jura

Endog har den svenske statsminister åbnet døren på klem for idéen om nordiske atomvåben. Og det er vigtigt at huske, at traktaten om ikke-spredning af kernevåben aldrig var tænkt som en selvmordspagt.

Med eksplicit henvisning, til at Nato kunne gå i opløsning, insisterede blandt andre Vesttyskland og Italien på, at aftalen måtte indeholde en reel tilbagetrækningsmulighed.

Jura er stadig vigtig, men vi erkender nu, at magt er endnu vigtigere. Hvis USA vil, kan Norden og Polen udvikle atomvåben under deres beskyttelse, uden at det bliver det mindste lettere for Iran at gøre det.

Den vigtigste udfordring for vores diplomater nu er derfor at overbevise amerikanerne om, at det er i deres interesse at fuldbyrde den europæiske forsvarslinje med et komplet forsvar – og gøre alvor af deres ambitioner om at skaffe sig hårdt tiltrængte og stærke allierede.

Vi befinder os i en strategisk brydningstid. Risikoniveauet vil være højt i mange år fremover, uanset hvilke valg vi træffer.

Et vigtigt spørgsmål, som vi alle bør stille os selv nu, er, om vi er villige til at investere ekstra meget sved, skat og bekymringer på kort og mellemlang sigt for at kunne opnå varig regional sikkerhed for vores efterkommere?

Kronikken er først blevet bragt i Altinget Norge. Den er oversat af Jakob Terp-Hansen.