Professor: Nordiske atomvåben er ikke i vores egen interesse. Vi skal stadig læne os op ad USA

Det er på sin plads, at europæere diskuterer afskrækkelse. Samtidig er det vigtigt at være bevidst om, at alle Europas alternativer har klare mangler. Den bedste løsning er derfor at spille på flere heste.

Europa bør fortsat læne sig op ad USA’s atomparaply, men samtidig arbejde for at styrke den franske og britiske atomafskrækkelse samt Europas konventionelle styrke. At nordiske lande skulle udvikle egne atomvåben er urealistisk.

USA er nøglen til nuklear afskrækkelse

USA’s atomparaply er en hjørnesten i Europas sikkerhedsarkitektur. Kritikere har ret i, at dens troværdighed er svækket. Ved at true med at annektere Grønland, støtte højrepopulistiske kræfter og lægge sig faretruende tæt op ad Rusland har Trump-administrationen vist sig upålidelig.

Samtidig er det for tidligt at afskrive atomparaplyen. Selv om USA’s garantier er svækket, har de fortsat afskrækkende værdi. Rusland kan næppe føle sig sikker på, at USA ikke vil komme europæiske allierede til undsætning.

En styrket rolle til Frankrig og Storbritannien er det mest åbenlyse supplement til USA’s atomparaply og kan udgøre en plan B, hvis USA helt skulle trække sine garantier tilbage.

Henrik Stålhane Hiim
Professor ved Institut for forsvarsstudier i Norge

USA har heller ikke annonceret større ændringer i sin atomvåbenpolitik og står ved sine garantier.

Der er derfor ingen grund til at kaste plan A ud af vinduet. Her har de fleste europæiske ledere været tydelige.

Samtidig med at han har opfordret til at undersøge nye europæiske løsninger, har Tysklands forbundskansler Friedrich Merz sagt, at disse bør være et supplement til USA’s atomparaply, som “vi selvfølgelig ønsker at opretholde.”

En styrket rolle til Frankrig og Storbritannien er det mest åbenlyse supplement til USA’s atomparaply og kan udgøre en plan B, hvis USA helt skulle trække sine garantier tilbage.

Et valg mellem Paris og Tallinn

Der pågår allerede nu løbende diskussioner mellem europæiske ledere. Frankrig og Storbritannien har gennem Northwood-erklæringen styrket deres kernevåbensamarbejde.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holder mandag en tale om landets kernevåbendoktrin, hvor han vil give flere detaljer om, hvordan franske kernevåben kan styrke europæisk sikkerhed.

Arbejdet med at styrke Europas egen kernefysiske afskrækkelse bør fortsætte. Foreløbigt har planerne rigtigt nok været vage.

At Frankrig og Storbritannien skulle integrere deres styrker og skabe en fælleseuropæisk styrke er lidet sandsynligt. Macron har tydeligt signaleret, at landets atomvåben fortsat vil være under fransk kommando.

Selvom planerne bliver mere konkrete, vil Frankrig og Storbritannien stå over for det samme problem, som USA længe har stået i: Stoler eksempelvis de baltiske ledere på, at en fransk præsident er villig til at ofre Paris for Tallinn eller Riga?

Henrik Stålhane Hiim
Professor ved Institut for forsvarsstudier i Norge

Selvom planerne bliver mere konkrete, vil Frankrig og Storbritannien stå over for det samme problem, som USA længe har stået i: Stoler eksempelvis de baltiske ledere på, at en fransk præsident er villig til at ofre Paris for Tallinn eller Riga?

USA har forsøgt at løse dette problem ved blandt andet at udstationere konventionelle styrker som “snubletråde” og ved at dele atomvåben med Nato-lande. Hvorvidt Frankrig og Storbritannien kan og vil tage lignende skridt er usikkert.

I tillæg er franske og britiske styrker ikke dimensioneret til at tilbyde udvidet afskrækkelse til hele Europa.

Rusland råder over et massivt arsenal af såkaldte taktiske atomvåben, og flere har derfor argumenteret for, at Frankrig og Storbritannien har brug for nye taktiske atomvåben.

En sådan oprustning vil være kostbar, tidskrævende og omstridt og kan ske på bekostning af opbygningen af konventionelle styrker.

Europæiske ledere må også tage højde for, at en højrepopulist kan vinde et valg i Frankrig eller Storbritannien – som det skete i USA – og vende op og ned på sikkerhedspolitikken.

Storbritanniens atomstyrke er desuden delvist afhængig af USA’s velvilje: Briterne lejer deres Trident II-missiler fra USA og råder derfor ikke over en komplet selvstændig atomstyrke.

Et yderligere alternativ er at styrke den europæiske konventionelle afskrækkelse. Her foregår der allerede meget arbejde. Mange europæiske lande skaffer sig blandt andet store arsenaler af konventionelle præcisionsvåben.

Denne oprustning er nødvendig: Bortset fra i ekstreme scenarier er det mere troværdigt, at Europa tyer til konventionelle våben end atomvåben. Samtidig er en rent konventionel afskrækkelsesstrategi ikke alene tilstrækkelig.

Et lille, sårbart atomarsenal er utilstrækkeligt

En sidste mulighed er, at flere europæiske stater udvikler egne atomvåben.

Polske ledere er gået længst i deres antydninger, men også i Norden har enkelte talt for en sådan løsning.

Men tilhængerne undervurderer de massive politiske omkostninger. At udvikle atomvåben vil indebære et brud med ikkespredningsaftalen og sandsynligvis føre til kraftige reaktioner fra USA. I lande som Norge vil det mildt sagt desuden være indenrigspolitisk kontroversielt.

Selv hvis man ser bort fra disse formentlig uoverstigelige politiske omkostninger, vil det være ekstremt krævende og kostbart at opbygge en troværdig nuklear afskrækkelsesevne.

Et lille og sårbart atomarsenal vil ikke være tilstrækkeligt.

En vigtig årsag til, at USA gennem årtier har tilbudt en atomparaply, har netop været at forhindre, at allierede udvikler egne atomvåben.

Henrik Stålhane Hiim
Professor ved Institut for forsvarsstudier i Norge

Ud over at producere fissilt materiale og udvikle sprænghoveder – hvilket er krævende – vil nye atomstater skulle etablere robuste leveringssystemer samt kommando- og kontrolsystemer, som kan overleve et russisk atomangreb. At få et sådant apparat på benene vil tage lang tid.

I mellemtiden vil staterne formentlig være mere og ikke mindre sårbare over for russisk aggression. Denne sårbarhed vil især gøre sig gældende i en situation, hvor USA’s sikkerhedsgaranti ikke længere fremstår troværdig.

For de fleste europæiske lande – og ikke mindst for de nordiske – er egne kernevåben derfor ikke en realistisk løsning.

I stedet bør vi bruge kræfterne på at drøfte, hvordan vi kan styrke den europæiske nukleare og konventionelle afskrækkelse uden at afskrive USA’s atomparaply.

Debatten om polske eller nordiske atomvåben er alligevel et symptom på, at tilliden til USA er svækket. Om ikke andet kan man håbe, at diskussionerne bidrager til, at USA’s ledere justerer kurs og forsøger at berolige deres allierede.

En vigtig årsag til, at USA gennem årtier har tilbudt en atomparaply, har netop været at forhindre, at allierede udvikler egne atomvåben.

Hvis dæmningen brister, kan resultatet blive international ustabilitet og en bølge af nye atommagter. Det er hverken i europæisk eller amerikansk interesse.

Kronikken er først blevet bragt i Altinget Norge. Den oversat af Jakob Terp-Hansen.