Ph.d.-studerende: Kampen om europæisk forsvarsindustri åbner nye muligheder for dansk diplomati

Dertil kom i efteråret 2023 et initiativ, der skal fremme fælleseuropæiske indkøb på det forsvarsindustrielle marked (EDIRPA).

De nye tiltag lægger sig i forlængelse af den europæiske forsvarsfond (EDF) og det permanente strukturerede arbejde (Pesco), som begge blev iværksat i årene efter Brexit for at øge incitamenterne til at samarbejde om udviklingen af forsvarskapabiliteter.

Grus i maskineriet

På trods af mangfoldigheden af tiltag og forkortelser – typisk for Bruxelles – er der endnu mere på vej. Europa-Kommissionen har foreslået, at EU vedtager en forsvarsindustriel strategi (EDIS) samt et større program for forsvarsinvesteringer (EDIP).

Der er en risiko for, at en styrket europæisk forsvarsindustri kan svække den transatlantiske forbindelse.

Niels Byrjalsen
Ph.d.-studerende og akademisk medarbejder, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Aktuelt forventes det, at den ansvarlige EU-kommissær, franske Thierry Breton, fremlægger forslagene i løbet af den kommende måned

Han har indikeret, at der bør postes op mod 100 milliarder euro ind i EDIP.

Det er i skrivende stund temmelig uklart, hvorvidt der rundt omkring i de europæiske hovedstæder er opbakning til Kommissionens nyeste tiltag.

I de forgangne måneder har EU gennemført en konsultationsproces om den foreslåede strategi. I den forbindelse kom mediet Politico i besiddelse af et dokument, hvor man fra tysk, fransk, italiensk og svensk side advarer mod, at Kommissionen tiltager sig for stor en rolle på det forsvarsindustrielle område.

I det danske positionspapir om strategien fremhæves det blandt andet, at man bør fokusere på små og mellemstore virksomheder, at man bør fremme samarbejde med tredjeparter, herunder Nato (og dermed også USA), og at forsvarsinvesteringsprogrammet først bør igangsættes, når det er klar til at levere konkrete resultater.

Der er med andre ord meget klassisk EU-politik i debatten om en ny forsvarsindustriel strategi. Kommissionen over for medlemsstaterne. Nationale industriinteresser. EU's rolle i forhold til Nato.

Dokumenterne understreger dog også, at mange i Europa er enige med Kommissionen i, at den europæiske forsvarsindustri skal styrkes. Uenigheden handler om hvordan.

Balancepunkter

Der er mindst to balancer, der skal afvejes i udformningen af en mere fælles europæisk forsvarsindustripolitik.

For det første er der en balance imellem kort og lang sigt.

Hvis Danmark for alvor skal spille en brobygger-rolle, kræver det en mere aktiv og tværministeriel tilgang.

Niels Byrjalsen
Ph.d.-studerende og akademisk medarbejder, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Europæisk forsvarsindustripolitik kan geares i retning af Ukraines forsvarskamp i de kommende år – ved at fremme produktion af materiel til Ukraine (som ASAP), ved at fremme indkøb af materiel til Ukraine hos tredjelande (for eksempel USA eller Sydkorea) eller ved at fremme investeringer i erstatninger for det materiel, som doneres til Ukraine.

Omvendt kan den fælles forsvarsindustripolitik også geares mod at fremme en stærkere europæisk forsvarsindustri på længere sigt.

Man kan poole ressourcer i anskaffelsen af forsvarsmateriel, så efterspørgslen bedre kan understøtte produktion på en stor skala (tilsvarende det amerikanske marked). Man kan også fokusere på forskning og udvikling af fremtidens teknologier samt virksomhedernes rammevilkår, herunder forudsigelige kontraktforhold og mulighederne for fri konkurrence.

Katalysator for ny forsvarsteknologi

På nogle områder kan de to tilgange givetvis forfølges samtidig. Eksempelvis kan investeringer i erstatninger for doneret materiel potentielt anvendes som katalysator for videreudvikling af forsvarsteknologi i den europæiske industri.

Ofte vil der dog være tale om trade-offs, dels fordi EU's tiltag uanset hvad skaber incitamentsstrukturer, som driver individuelle stater og virksomheder i den ene eller anden retning, dels fordi de økonomiske midler, der følger med, kun kan anvendes én gang.

Afvejningen er særligt vanskelig, da det handler om at prioritere imellem forskellige vitale formål: Ukraines evne til at fortsætte kampen mod Rusland (centralt for europæisk sikkerhed) og Europas strategiske autonomi og evne til selvforsvar i de kommende årtier (også centralt for europæisk sikkerhed).

Europa på egen hånd

For det andet er der en balance imellem det europæiske og det transatlantiske.

En tilgang fokuseret på at styrke de europæiske landes egen evne til at udvikle kapabiliteter er nødvendig, hvis Europa skal forøge sin strategiske autonomi.

Der er imidlertid en risiko for, at en styrket europæisk forsvarsindustri kan svække den transatlantiske forbindelse. Én logik er: Jo stærkere Europa bliver, jo mere kan amerikanske styrker frigøres til indsatser i Indo-Stillehavsregionen og andetsteds.

Danmark er på grund af historikken med forsvarsforbeholdet ikke tynget af de magtkampe og blokdannelser i EU, der for eksempel prægede processen omkring Pesco.

Niels Byrjalsen
Ph.d.-studerende og akademisk medarbejder, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Samtidig kan en styrket europæisk forsvarsindustri underminere et af de (måske få) argumenter, der potentielt kan inddæmme Trump-fraktionens skepsis over for Nato: at alliancen – som Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg for nylig understregede under et besøg i USA – skaber et enormt marked for den amerikanske forsvarsindustri og dermed amerikanske arbejdspladser og vækst.

Risikoen for transatlantiske problemer ændrer dog ikke på, at både de europæiske lande og USA har en interesse i, at Europa kan mere på egen hånd. Igen handler det derfor om at finde instrumenter og metoder, der balancerer de forskellige hensyn.

Det er her værd at bemærke, at det amerikanske forsvarsministerium i januar udgav USA's første forsvarsindustrielle strategi.

Strategien fremhæver blandt andet internationale partnerskaber og det, amerikanerne kalder "produktionsdiplomati", der skal bidrage til at minimere afhængigheden af produkter fra strategiske modstandere (antageligt Kina og Rusland).

Strategien er et vigtigt pejlemærke for at kunne sætte en europæisk kurs, der resonerer med amerikanske interesser og initiativer.

Danmark som brobygger

Forandringerne i europæisk forsvarsindustripolitik giver diplomatiske muligheder.

Danmark har selvsagt nationale industripolitiske interesser, og regeringen er på vej med en opdateret forsvarsindustriel strategi. Ikke desto mindre kan Danmark formodentlig bedre indtage en konsensusskabende position end lande med store forsvarsindustrier – uden at det skaber for meget modstand.

Samtidig er Danmark på grund af historikken med forsvarsforbeholdet ikke tynget af de magtkampe og blokdannelser i EU, der for eksempel prægede processen omkring Pesco.

Forsvarsforliget (2024-2033) understreger da også, at der er politisk vilje til at gå "helhjertet" ind i EU's sikkerheds- og forsvarssamarbejde, herunder på det forsvarsindustrielle område.

Udenrigsministeriets nylige satsning på geopolitik og økonomisk sikkerhed indikerer ligeledes, at der i det politiske system er et ønske om at styrke Danmarks indsatser i krydsfeltet mellem forsvar, industri, teknologi, forsyningskæder og globale magtforskydninger.

Hvis Danmark for alvor skal spille en brobygger-rolle i udviklingen af europæisk forsvarsindustri, kræver det dog en mere aktiv og tværministeriel tilgang.

Vejen frem mod det danske EU-formandskab i 2025 er en oplagt ramme for et sådant arbejde. Første skridt kunne være at nærstudere USA's forsvarsindustrielle strategi – på Slotsholmen og sammen med kollegaer i Bruxelles.