Putin er vor tids Hitler. Hvem er vi? Chamberlain eller Churchill?

Jeg ved godt, at historien ikke gentager sig selv, men, som Mark Twain sagde, så rimer den ofte – og det er præcist, hvad der sker netop nu:

Tilbage i efteråret 1938 mødtes lederne af Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazityskland i München for at afklare det såkaldte Sudeter-spørgsmål. Det var et område i den vestlige del af Tjekkoslovakiet, hvor man fortrinsvis talte tysk. Adolf Hitler krævede området, Neville Chamberlain gav efter – og de to herrer udtalte efterfølgende de berømte ord:

Chamberlain: ”Fred i vor tid!”

Hitler: ”Dette er mit sidste territoriale krav i Europa!”

I dag ved vi præcist, hvad der skete efterfølgende:

Der blev ikke fred, tværtimod; eftergivenheden over for Hitler var en katastrofe; året efter indledte Hitler og Stalin Anden Verdenskrig med invasionen af Polen; og med den gennemlevede Europa rædsler som aldrig før med Holocaust og millioner af dræbte.

Det, vi har set de forløbne knap ti år, er ingen gentagelse, men det rimer i foruroligende grad:

Vladimir Putin invaderede i 2014 det østlige Ukraine og Krim-halvøen. Vesten gjorde reelt ingenting. Vores ledere – Barack Obama, Angela Merkel, Francois Hollande, David Cameron – valgte eftergivenhed over for despoten. Naive politikere i Vesten, som i reglen ikke ved en bjælde om Rusland, troede, at Putin var rationel; at han ville stille sig tilfreds.

Sådan er Putin ikke. Han er som alle andre diktatorer, vi kender – fra Lenin og Stalin over Hitler og kejser Hirohito til Mao og Pol Pot:

Hele tiden mere magt, hele tiden større imperium, hele tiden krig, hele tiden ødelæggelse, hele tiden foragt for mennesket, hele tiden despekt for svaghed.

Putin er vor tids Hitler – for vi ved, at han aldrig helmer.

David Trads

Og lad os bare bakke op med tal og fakta fra Putins æra som hersker i Kreml:

Putin har stået bag tre voldsomme krige – Tjetjenien, Georgien, Ukraine. Tilsammen er hundredtusinder dræbte, endnu flere lemlæstede, endnu flere har mistet deres hjem. Putin har dokumenterbart forsøgt at svække demokratiet i Vesten, mest markant gennem cyberangreb og finansiering af troldehære ved USA's præsidentvalg i 2016. Iskoldt har han beordret mord og indespærringer af oppositionspolitikere hjemme og ude.

Putin er vor tids Hitler – for vi ved, at han aldrig helmer:

I går var det Tjetjenien, Georgien og Krim, det gik ud over. I dag er det Luhansk og Donetsk og Kyiv og Lviv. I morgen er det måske Ungarn, måske Estland, måske Polen.

Det, som Putin ønsker, har han selv råbt ud over hustagene med megafon så mange gange, at det undrer, at Vestens politikere – og med dem bizarre såkaldte Putin-verstehere (tysk for dem, der ’forklarer’ og ’forstår’ ham) – så længe har troet på fred i vor tid:

Putins mål er en tilbagevenden til den tid, hvor Sovjetunionen matchede Amerika – og til en tid, hvor den ’geopolitiske’ virkelighed med sovjetisk ’interessesfære’ over ikke bare de republikker, som hørte med i Sovjet (eksempelvis Letland, Litauen, Estland, Ukraine), men også de gamle Østbloklande (som Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovenien), blev respekteret.

Lige nu i februar 2022, hvor Europa igen står i flammer, og hvor Europa præcist som i 1938 bevidner en hensynsløs despot, står Vesten over for et afgørende valg:

Vil vi være Chamberlain? Eller vil vi være Churchill?

Chamberlain, hvis håbløse naivitet gav Hitler og Stalin et forspring? Churchill, hvis enestående mod endte med at samle de allierede, så lyset vandt over mørket?

Krig er altid en ydmygelse af humanismen. En egentlig krig mellem Rusland og Vesten ville være en katastrofe af hidtil uset omfang. Tilsammen besidder de to sider godt 12.000 atom-våben (!), heraf har Rusland flest, og alle ved, at blot en enkelt bombe vil kunne ødelægge alt. Krig skal af præcist den årsag være absolut sidste udvej.

2022 er heldigvis ikke 1938:

Verden er langt mere afhængig af hinanden i dag end dengang. Russiske oligarker lever livet i Vesten, hvor de ejer virksomheder og luksusboliger; hvor de placerer deres penge i vores banker; og hvor de nyder al den frihed, som kun vi kan tilbyde. Derfor kan vi straffe dem, der understøtter Putin, hvis vi virkelig vil.

Vi må indføre sanktioner som aldrig før:

Vi må ramme de rige oligarker der, hvor det gør mest ondt. Indefrys deres konti, fratag dem deres visum, suspender deres ejerskab af boliger, virksomheder, fodboldklubber, aflys Champions League-finalen i Skt. Petersborg, ja, kort sagt, vis dem, at det liv, vi har ladet dem med blod på hænderne leve, hører op, så længe de holder hånden under Putin.

Som Timothy Garton Ash, den britiske historiker, forleden slog fast, så er det sikreste, når det handler om at forudsige Putins næste træk, desværre altid, at regne med, at det ender med værste tænkelige scenarie.

David Trads

Vi er nødt til maksimalt at presse oligarkerne. Det kan – forhåbentlig – få dem til at forstå, at de må støtte en kampagne for at få fjernet Putin derhjemme.

På samme tid er vi desværre nødt til at forberede os på, at det kan gå fra slemt til værre. Krigen kan udvikle sig. Vi må være parate. Og, ja, her i landet betyder det selvsagt, at vi må leve med, at det kan betyde, at sanktionerne også kan ramme vores økonomi, og at vi straks må øge vores militære budgetter, så også vi kan være parate, hvis det bliver nødvendigt.

Som Timothy Garton Ash, den britiske historiker, forleden slog fast, så er det sikreste, når det handler om at forudsige Putins næste træk, desværre altid, at regne med, at det ender med værste tænkelige scenarie. Det er sådan en ondskabsfuld leder, vi er oppe imod.