Thule er stadig omdrejningspunktet
LANGT VÆK: I et halvt århundrede har Thulebasen været både omdrejnings- og stridspunkt for USA, Grønland og Danmark. I dag handler det om oprydning fra lukkede militærbaser og om lukrative kontrakter om driften det amerikanske luftvåbens nordligste bastion.
Andreas Krog
RedaktørTil diskussionen om USA's ”betaling” for brug af Thulebasen hører også, at Danmark igen og igen gennem årene har brugt det såkaldte grønlandskort til at slippe af sted med at bidrage med så lidt som muligt til Nato.
Der er is, sne og bjerge, så langt øjet rækker, og det ene mere spektakulære syn efter det andet, mens det store, røde passagerfly passerer hen over den grønlandske indlandsis i mere end ti kilometers højde. Alt er hvidt i hvidt. Lige indtil bittesmå lys kan skimtes langt ude i horisonten.
Men hvem pokker har dog slået sig ned så langt væk fra alting? Det har det amerikanske forsvar. Lysene kommer nemlig fra Thulebasen. I Grønlands nordvestlige hjørne ligger militærbasen, som lige siden etableringen i 1951 igen og igen har skabt gnidninger i forholdet mellem Grønland, Danmark og USA – og stadig gør det den dag i dag. Epicenteret for det dansk-grønlandsk-amerikanske forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde.
Flyet går længere og længere ned for til sidst at svinge ud over fjorden og lægge an til landing på en af verdens nordligste landingsbaner.
”Welcome to Thule Air Base” står der på skiltet over den interimistiske træbygning, der skal gøre det ud for en lufthavnsterminal. På skiltet står også stedets koordinator og navnet på den amerikanske officer, som er chef for basen. En tydelig understregning af det, som nok er svært at forstå, hvis ikke man har været på basen. Det her er nemlig ikke Danmark, det er ikke Grønland, det er et lille stykke af USA. Bevares, den danske politimester er den eneste, der har bemyndigelse til at skyde en indtrængende isbjørn, og han har også politimyndigheden over de civilt ansatte, men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til basen fra Danmark. Noget, man skal ansøge om gennem det danske udenrigsministerium.
Omkring 600 civilt ansatte fra blandt andet Danmark og Grønland samt knap 200 amerikanske soldater bebor basen. Og selvom amerikanerne altså er i undertal, så er vi i ”Little America”. Når man går ind i basens supermarked, er der fyldt med amerikanske varer i gallons, pounds og ounces. Bortset fra kulden, isen og sneen kunne vi lige så godt være i en lille by i Arkansas eller Wyoming.
Umiddelbart virker her ganske fredeligt en formiddag i november, hvor solen lige når at sige goddag i knap to timer, mens flyet fra Air Greenland lodser og laster fragt, inden det returnerer til København. Men basen spiller faktisk en central rolle i USA's bestræbelser på at holde andre atommagter i skak.
Gensidig garanteret udslettelse
I et hjørne af basen har det amerikanske rumforskningsagentur Nasa opstillet et teleskop, der kigger efter sorte huller. Men basens vigtigste aktiv i dag og årsagen til hele det her enorme setup langt mod nord i Grønlands barske klima er nemlig den store radar, som ligger på et fjeld omkring 20 minutters kørsel fra selve basen. Thuleradaren, der vil være den første til at se missilerne, hvis Kina eller Nordkorea en dag skulle beslutte sig for at affyre atombevæbnede ballistiske missiler mod Nordamerika. Radaren gør USA i stand til at svare igen, inden de selv bliver udslettet. Og det holder modparten i skak.
Det er Thulebasens funktion i dag. Hjem for den vigtige Thuleradar. Men sådan har det ikke altid været. Under Den Kolde Krig husede basen op til 10.000 mand. Basen blev blandt andet brugt af de strategiske bombefly, som fløj patruljeflyvninger og hele tiden var klar til at sætte kursen mod Sovjetunionen i tilfælde af en atomkrig. Den dannede også udgangspunkt for forsøg med at etablere anlæg længere inde på indlandsisen, som skulle huse 600 atomsprænghoveder i lange gange under indlandsisen. Klar til affyring, hvis Den Kolde Krig blev varm. Projektet blev opgivet, men trækker spor op til i dag.
Basen har været omdrejningspunkt for to store begivenheder i dansk og grønlandsk efterkrigstid. Begivenheder, som har givet efterdønninger mange år efter. Den første er et amerikansk B-52-bombeflys styrt tæt ved basen i 1968 og den efterfølgende oprydning efter flyet, der havde fire atombomber ombord.
Flystyrtet fik en politisk udløber mange år senere, da DR-journalisten Poul Brink i midten af 1990'erne begyndte at interessere sig for de arbejdere, der havde ryddet op efter flystyrtet, og ikke mindst de sygdomme, som arbejderne havde fået. I den forbindelse fik Poul Brink gravet frem, at daværende statsminister H.C. Hansen (S) tilbage i 1957 havde set igennem fingre med, at amerikanerne havde atomvåben i Grønland. En praksis, der fortsatte gennem flere årtier.