Ansvarlig for Altinget Forsvar og Beredskab
Tidligere ejer og redaktør på nytkampfly.dk og Arktisk Nyt, som i marts 2018 blev til Altinget: forsvar og Altinget: arktis.
Min offentlige nøgle til krypteret kommunikation kan hentes her.
Jeg kan desuden kontaktes via app'en Signal, der giver mulighed for end-to-end krypteret kommunikation.
Troels Lund skal rydde op, lave politisk forlig og finde motivationen i sit nye job
Kun godt tre uger efter at Troels Lund Poulsen forlod Forsvarsministeriet efter sin vikartjans for sygemeldte Jakob Ellemann-Jensen er han tilbage. Nu skal han rydde kraftigt op, lave politik og finde motivation i sit nye faste job som forsvarsminister.
Andreas Krog
RedaktørDer venter Venstre-manden Troels Lund Poulsen noget af en opgave, nu hvor han vender tilbage til posten som forsvarsminister.
Begejstringen i den drevne politikers øjne var da også til at overse, da han sammen med partiformand, vicestatsminister og nu tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen tirsdag præsenterede rokaden, hvor Ellemann i stedet overtager Lund Poulsens økonomiministerium.
Indtil for tre uger siden havde Troels Lund Poulsen været vikarierende forsvarsminister i knap seks måneder, mens Jakob Ellemann-Jensen var sygemeldt.
Fyrede departementschef
1. august vendte Ellemann tilbage til ministerkontoret på Holmens Kanal i det indre København. Her blev han modtaget med et kram af daværende departementschef Morten Bæk, som han så fyrede 11 dage senere.
Det var en direkte udløber af den såkaldte våbensag, hvor Altinget blandt andet har afdækket, at Ellemann og hans ministerium vildledte Folketinget i sagen om indkøb af artilleri og raketkastere til Forsvaret for 1,7 milliarder kroner i januar i år.
Rydde op og lufte ud
I løbet af de tre uger tilbage på pinden er Jakob Ellemann-Jensen kommet frem til, at tingene sejler så meget på Forsvarsministeriets område, at der er brug for en minister, der ikke laver andet end at rydde op og lufte ud.
Det gælder i selve ministeriet på Holmens Kanal i det indre København, på etagen ovenover hos Forsvarskommandoen, hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup samt mange andre steder.
”Det må være klart for de fleste, at der er behov for en meget markant oprydning i hele Forsvarsministeriets organisation. Forsvaret har brug for en minister, der har 100 procent fokus på den opgave, der er. Og den er stor,” fastslog Jakob Ellemann-Jensen.
Han var i løbet af de tre uger kommet frem til, at det job ville være svært for ham at passe, når han også skal forsøge at forklare SVM-regeringsprojektet til Venstre-baglandet og være en del af regeringsledelsen.
Sønderlemmende kritik
På pressemødet holdt Ellemann-Jensen sig ikke tilbage med at remse de opgaver op, som han har efterladt på ministerskrivebordet på 1. sal.
For det første modtog Forsvarsministeriet i januar en sønderlemmende kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne for sin økonomistyring. Troels Lund Poulsen har sat en række initiativer i søen for at bedre styr på tingene. Og nu får han så muligheden for at fortsætte det arbejde. Det var i øvrigt Troels Lund Poulsen, der som statsrevisor fik Rigsrevisionen til at kigge Forsvarsministeriet efter i sømmene.
For det andet viste et såkaldt kasseeftersyn, som Troels Lund Poulsen stod for at fremlægge i foråret, at der mangler 38 milliarder kroner i Forsvarets kasse, hvis bare det skal bringes op på det niveau, som det burde være i dag.
For det tredje er der den føromtalte våbensag, hvor en uvildig undersøgelse nu skal forsøge at komme et spadestik dybere ned i hvem der gjorde hvad og hvorfor.
Andre lande følger trop
Og så er der politikken ved siden af. Den store opgave i efteråret bliver således at lande det første delforlig, som skal konkretisere indholdet i det store 10-årige rammeforlig, som Troels Lund Poulsen landede lige før sommerferien med 10 partier i ryggen.
Desuden er der opgaven med at sikre, at Danmarks donationer til Ukraine bliver leveret. At ukrainske soldater lærer at betjene våbnene og at det danske forsvar kan magte opgaven og ikke selv mister for megen kampkraft. Der skal også arbejdes i korridorerne og på de bonede gulve i Nato- og EU-regi for, at andre lande eksempelvis følger trop og donerer kampfly til Ukraine, sådan som vi og Holland netop har besluttet at gøre.
Og endelig skal han også lige finde en kvinde eller mand, der kan varetage posten som departementschef.
"Det skal nok gå"
Troels Lund Poulsen er udmærket klar over hvad der ligger på ministerbordet. Han rejste sig nemlig fra ministerstolen for godt tre uger siden.
Derfor var det også svært for Troels Lund Poulsen på pressemødet at mobilisere den store begejstring.
”Det skal nok gå alt sammen,” lød opsummeringen fra Lund Poulsen af de opgaver der venter.
I næste uge venter to samråd om våbensagen i forsvarsudvalget og finansudvalget.