Om  
Jeppe Tranholm-Mikkelsen

Udenrigsministeriet får ny departementschef

Jeppe Tranholm-Mikkelsen bliver ny departementschef i Udenrigsministeriet. Han kommer fra en stilling som generalsekretær for EU’s ministerråd.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost Sine Riis Lund

Der er fundet en ny øverste chef i Udenrigsministeriet.

Det bliver Jeppe Tranholm-Mikkelsen, som nu overtager posten som departementschef, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Tranholm-Mikkelsen hentes hjem fra Bruxelles, hvor han senest har været generalsekretær for Rådet for Den Europæiske Union, og dermed den højst placerede dansker i EU-systemet.

Han begyndte sin diplomatiske karriere i Udenrigsministeriet for mere end 30 år siden og har også tidligere arbejdet i Statsministeriet.

”Jeg ser frem til samarbejdet med de mange dedikerede og professionelle kolleger i ministeriet såvel som den øvrige centraladministration,” lyder det fra Jeppe Tranholm-Mikkelsen i pressemeddelelsen, hvor han tilføjer:

”Den nuværende internationale situation understreger endnu en gang de udenrigspolitiske vilkårs betydning for udviklingen af det danske samfund. Det er en ære for mig at få lov til at bidrage til håndteringen heraf og betjene Udenrigsministeriets ministre i arbejdet med at gennemføre regeringens politik.”

Læs også

Et utrætteligt EU-leksikon

Den røde tråd i det meste af Jeppe Tranholm-Mikkelsens karriere har været EU-arbejdet, og inden han blev 40 år, fik han tilnavnet EU-leksikonet.

I 2002 blev han udlånt til Statsministeriet for at bistå Anders Fogh Rasmussen (V) under det danske EU-formandskab, hvor han blev kendt for en nærmest unaturlig evne til at huske paragrafferne i den finere EU-lovgivning. I 2015 udpegede Jeppe Tranholm-Mikkelsen selv dette topmøde, hvor østudvidelsen af EU var på dagsordenen, som den historiske enkeltbegivenhed, der for ham står stærkest frem.

Men Jeppe Tranholm-Mikkelsen roses også for et usædvanligt godt analytisk sind, en flair for det politiske spil, samt en evne til at tænke kompromiser frem, som giver alle følelsen af at have vundet. Og for sin utrættelighed.

Efter endnu en nats krævende forhandlinger under topmødet i 2002 skulle Jeppe Tranholm-Mikkelsen have sagt, "at det er utroligt, hvad man kan nå, når man springer en nats søvn over".

Han har selv overfor Mandag Morgen italesat, at "en del af dem, jeg har arbejdet sammen med, har anset mig for krævende":

"Men man er nødt til også at kunne være præcis og skære igennem og sige: 'Hør her: Vi skal have styr på det.' Kan man ikke det, er man ikke egnet til det job, jeg sidder i," lød det også.

Historisk aftale i Bruxelles

Som generelsekretær for EU-rådet, en administration med flere end 3.000 ansatte, har Jeppe Tranholm-Mikkelsen stået i spidsen for at betjene topmøder mellem EU's ministre, blandt andet under forhandlingerne om Brexit.

Men også da EU's 27 regeringschefer i juli 2020 blev enige om en historisk aftale om at lade EU-Kommissionen optage lån af en størrelse, der ikke er set før. Jeppe Tranholm-Mikkelsen har til Berlingske beskrevet de intense dage, hvor forhandlingerne pågik:

"Topmødet endte med at vare fire dage og nætter. Jeg sov meget, meget lidt undervejs: Et par timer per nat, den sidste nat sov jeg slet ikke. Jeg må sige, at det bliver heller ikke nemmere med alderen. Der var et par episoder, hvor der var en reel risiko for sammenbrud, men min grundoverbevisning var nok, at det her var too big to fail. Selvfølgelig er man nervøs, men når det først kører, så spekulerer man ikke så meget."

Jeppe Tranholm-Mikkelsen har også haft en afstikker til Kina, hvor han i tre år sad som ambassadør i Beijing. Her lærte han sig selv "kendskab til kinesisk", mens han foruden dansk behersker engelsk, tysk og fransk på forhandlingsniveau og forstår nederlandsk og spansk. 

Overtager efter kritik af ministeriet

Nu drager Jeppe Tranholm-Mikkelsen tilbage til Danmark for at overtage posten som departementschef i Udenrigsministeriet, og det på dagen efter offentliggørelsen af Tibetkommissionens rapport, hvor der blev rettet en særligt skarp kritik af Udenrigsministeriet.

Her konstaterer kommissionen, at der har været en usund kultur i ministeriet, som har betydet, at hensyn til samhandel med Kina har vejet tungere end hensyn til ytringsfrihed og overholdelse af grundloven.

Udenrigsminister Jeppe Kofod ser frem til, at Tranholm-Mikkelsen nu overtager ledelsen i ministeriet. Han lægger vægt på, at valget er faldet på en diplomat, som er internationalt anerkendt og har et netværk på højeste niveau. 

”Han har gennem en lang karriere i udenrigstjenesten, Statsministeriet og senest i EU vist, at han kan bestride topstillinger og repræsentere Danmark på bedst mulig vis. Det er vigtigt i en tid, hvor Danmark skal navigere i stadigt vanskeligere udenrigs- og sikkerhedspolitiske vande,” lyder det fra Jeppe Kofod.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen overtager jobbet fra Lars Gert Lose, som tilbage i januar fratrådte sin stilling til fordel for et nyt job i det private erhvervsliv.

Blå bog

Blå bog: Jeppe Tranholm-Mikkelsen

Født 1962

Uddannelse:

  • MSC (International Relations) fra London School of Economics i 1990
  • cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1992

Karriere:

  • 2022: Departementschef, Udenrigsministeriet
  • 2015: Generalsekretær for Det Europæiske Råd
  • 2010: Ambassadør, fast repræsentant ved EU
  • 2007: Ambassadør i Kina, sideakkrediteret i Mongoliet og DPRK
  • 2003: Ambassadør, stedfortrædende fast repræsentant ved EU
  • 2001: Chefrådgiver (EU-politik), Statsministeriet
  • 2001: Kontorchef (generel EU-politik), Udenrigsministeriet
  • 1998: Seniorrådgiver (EU-politik), Statsministeriet
  • 1995: Ambassadesekretær, Danmarks faste repræsentation ved EU
  • 1992: Fuldmægtig, Udenrigsministeriet

Jeppe Tranholm-Mikkelsen tiltræder som ny departementschef i Udenrigsministeriet snarest muligt.

Kilde: Udenrigsministeriet

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Tranholm-Mikkelsen

Departementschef, Udenrigsministeriet, fhv. generalsekretær, EU's ministerråd
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992), msc i internationale relationer (London 1990)