Vanopslagh er i gang med at gøre Liberal Alliance til et magtparti. Og hans partifæller er vilde med det

Der var fuld opbakning fra baglandet, da Alex Vanopslagh og Liberal Alliance tog endnu et skridt i udviklingen fra protestparti til magtparti. De gode målinger betyder, at vi bliver nødt til at kigge vores politik efter i sømmene, lyder det fra tidligere LA-minister. 

Alex Vanopslagh talte lørdag til sit bagland. Han har været formand for Liberal Alliance siden 2019.
Alex Vanopslagh talte lørdag til sit bagland. Han har været formand for Liberal Alliance siden 2019.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Malte BruhnFrida Flinch

Alex Vanopslagh var i hvid skjorte med opsmøgede ærmer, slips og spidse, brune sko, da han lørdag gik på scenen i Tivolis Kongrescenter i København til det, han selv kaldte "det største landsmøde i partiets historie".

Da han holdt sin formandstale på selvsamme scene for præcis et år siden, gik han rundt med en mikrofon spændt om øret, da han talte til partifællerne.

Lørdag var han placeret bag en hvid pult med to monterede mikrofoner.

Læs også

Men det var ikke kun koreografien og antallet af deltagere, der havde ændret sig siden sidste år.

I mellemtiden er meningsmålingerne skudt i vejret med raketfart, og det har senest fået Venstres forhenværende chefstrateg Claus Hjort Frederiksen til at udråbe LA-formanden som det bedste bud på en borgerlig statsministerkandidat.

Mest opsigtsvækkende er det dog, at partiets økonomiske plan har fået sig en ordentlig overhaling i det politiske snedkeri.

Den gamle og meget liberale 2035-plan er droppet til fordel for en ny og mindre ideologisk firårsplan.

Skattelettelserne halveret, mens sparekravene til den offentlige sektor er sat ned.

Fra scenen sagde Alex Vanopslagh, at målet med det hele er at skabe et troværdigt borgerligt alternativ til SVM-regeringen og gøre Liberal Alliance til et "bærende regeringsparti efter næste valg".

Men blandt politiske iagttagere er analysen mere kynisk.

Her er den dominerende vurdering, at Alex Vanopslagh forsøger at fuldbyrde sin forvandling af Liberal Alliance fra et lille, liberalt protestparti til et bredt borgerligt folkeparti, der ultimativt kan række ud efter statsministerposten.

Læs også
 

Slut med at være klassens frække dreng

Det var dog ikke en udlægning, der skabte vild bekymring blandt de medlemmer af Liberal Alliance, som Altinget talte med på landsmødet.

Faktisk viste det sig umuligt at finde mere end én enkelt deltager, der havde noget kritisk at sige om Alex Vanopslaghs politiske skaktræk.

23-årige Rasmus Munkholm fra Valby er én af de mange, der er godt tilfreds med, at Alex Vanopslagh har lagt sig på en mere pragmatisk linje.

"Jeg synes, det er klogt. Vi vil gerne ind og være et regeringsparti igen, og derfor er det godt at være realistisk og undgå at melde alt for bombastisk ud. Vi skal ikke have ultimative krav og alt det der. Det fungerede ikke," sagde han til Altinget.

Her henviste han til den forhenværende formand, Anders Samuelsens, kiksede forsøg på at sænke topskatten med ultimative krav som våben.

Partiets stigende popularitet kan ikke kun spottes i meningsmålingerne. Årets landsmøde var nemlig partiets hidtil største. 
Partiets stigende popularitet kan ikke kun spottes i meningsmålingerne. Årets landsmøde var nemlig partiets hidtil største.  Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Nikolaj Sandager, der er kandidat til byrådet i Sorø, var enig:

"Vi er et parti, der godt kan lide at tale om ideologi med store armbevægelser. Men vi bliver også nødt til at være meget specifik på nogle helt konkrete områder".

"Jeg synes slet ikke, der er noget odiøst i det, Alex siger," lød det.

Liselotte Østergaard fra Søborg havde heller ikke svært ved at se sig selv i de meldinger, Alex Vanopslagh er kommet med.

"Måske er det bedre, at man kun tænker fire år frem? Man skal ikke glemme, hvad man gerne vil langsigtet. Men nu kigger vi fire år frem, og så må vi se, om vi lykkedes," sagde hun.

Jonas Rasmussen fra Rødovre påpegede, at Liberal Alliance ikke længere kan give den i rollen som "klassens klovn":

"Det er nemt at være den frække dreng i klassen, der sidder og råber, fordi din størrelse gør, at du ikke har nogen betydning. Men når du lige pludselig begynder at få en tredjedel af klassen med dig, så begynder du at have en anden form for indflydelse, som du skal tage på dig."

Der er lidt mere knofedt i det nye Liberal Alliance.

Merete Riisager
Forhenværende undervisningsminister og MF

Mindre kaviar og champagne

Merete Riisager, der har en fortid som medlem af Folketinget og undervisningsminister for Liberal Alliance, var med i stormen, da partiet gik fra 13 til fire mandater ved katastrofevalget i 2019.

"Jeg har været med i ganske mange år, så jeg har også været med i de hårde tider. Derfor er det selvfølgelig skønt at mærke den opbakning, der er nu," sagde hun, da Altinget mødte hende i en kaffepause.

I hendes øjne bunder partiets nuværende succes i, at Alex Vanopslagh har opbygget et image på vegne af partiet, hvor "kaviaren og champagnen" er pakket væk.

"Der er lidt mere knofedt i det nye Liberal Alliance," lød det fra Merete Riisager.

Ifølge hende har Alex Vanopslagh – trods sin unge alder – formået at "gøre partiet mere voksent".

Læs også

Det er også derfor, at Liberal Alliance nu er begyndt at fremlægge politik, der kan gøres til virkelighed på en enkelt valgperiode, fortalte hun.

"Det er noget andet end at være et protestparti. Når man har den opbakning, som man har nu, kræver det, at man ser sin politik efter i sømmene. Det er det, partiet er i gang med," sagde hun.

Så det er et protestparti, der er på vej til at blive et magtparti, der kan regere landet?

"Ja, det vil jeg mene. Det er den udvikling, vi ser, og som man også må forvente. Man kan se, at spørgsmålene fra pressen ændrer sig, og kravene til partiet bliver højere, fordi man har så meget tilslutning. Det er helt fair og rimeligt."

Tøsedrenge!

Den eneste offentlige kritiker, som Altinget fik i tale, var Nicolai Wang, der er formand for Liberal Alliances Ungdom.

Fra talerstolen sagde han sågar, at partiledelsen "forsømmer den langsigtede værdikamp ved at tilpasse vores politik efter vælgerne". 

Det er for dårligt! Tøsedrenge.

Nicolai Wang
Formand for Liberal Alliances Ungdom

"Vi forsømmer det liberale Danmark ved at bøje nakken, lige så snart, at vejrudsigten varsler modvind. Og vi forsømmer de unge, der gav Liberal Alliances Ungdom og Liberal Alliance det bedste resultat til skolevalget nogensinde, ved at bytte værdikampen ud med fine floskler og fireårsplaner," lød det.

Han sluttede sin tale med at citere Kresten Poulsgaard, der skabte skandale ved Fremskridtspartiets tumultariske landsmøde i 1995.

"Det er for dårligt! Tøsedrenge," lød det fra Nicolai Wang.

Han satte flere ord på sin kritik, da Altinget fangede ham kort efter talen.

Er det ikke oplagt for LA at søge mod midten, hvis de vil have mere indflydelse?

"Nej. Selve kompromiset finder man ved forhandlingsbordet. At gå på kompromis med sig selv på forhånd, har jeg ikke oplevet nogle andre gøre. Jeg har heller ikke oplevet SF sige, at de går ind for minimumsnormeringer, bare ikke så mange af dem i første valgperiode," svarede Nicolai Wang.

Her henviste han til, at Liberal Alliance ikke længere går til valg på at fjerne topskatten. Fra nu af lyder kravet kun på en halvering.

Der er pisket en stemning op

Da Alex Vanopslagh mødte pressen efter sin tale, slog han fast, at "Liberal Alliance stadig har de samme ambitiøse mål for en slankere offentlig sektor og lavere skatter".

Men han understregede, at han har haft et ønske om at fremlægge politik, der kan blive til virkelighed på en enkelt valgperiode.

Efter sin tale mødte Alex Vanopslagh pressen, hvor han slog fast, at
Efter sin tale mødte Alex Vanopslagh pressen, hvor han slog fast, at "Liberal Alliance stadig har de samme ambitiøse mål for en slankere offentlig sektor og lavere skatter".

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

"Jeg var ikke tilfreds med den del af vores 2035-plan, der handlede om grønthøsterbesparelsen. Her sagde vi, at der skulle være ti procent færre offentligt ansatte. Men vi kunne ikke pege på et eneste område, hvor der skulle være færre. Og det, synes jeg, var lidt useriøst," lød det fra Vanopslagh.

Den hårde kritik fra ungdomspartiet, bekymrede ham ikke.

"Det er dejligt, at der er lidt spræl og idealisme i ungdomspartiet. Det skal de holde fast i. De skal ikke gå hen og blive en dikkende lammehale."

Du siger, du gerne vil gerne være leder af et regeringsbærende parti. Hvorfor siger du ikke bare, at du også gerne vil være statsminister?

"Jeg synes, der bliver pisket en stemning op på baggrund af nogle enkelte målinger. Der er mere end to år til næste valg. For to år siden havde vi en meningsmåling under spærregrænsen. Det kan være, vi under spærregrænsen igen om to år."

"Tag det nu med ro," lød det afsluttende fra Alex Vanopslagh.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024