Veteran: Vi svigtede afghanerne på så mange niveauer, at det næsten ikke er til at bære

Hård læsning

Efter politikerne valgte at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen, står vi nu tilbage med DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) som det eneste håb for at kaste lys over, hvad der gik så frygteligt galt i Afghanistan.

DIIS er en uafhængig forskningsinstitution, der arbejder med globale forhold og analyserer Danmarks rolle i internationale konflikter. Deres arbejde er nu den eneste chance for at forstå vores ansvar og lære af fortidens fejltagelser. 

DIIS' første delrapport om, hvordan landet så hurtigt igen kunne falde i kløerne på Taleban, ligger nu foran os som en ubarmhjertig påmindelse om alt det, vi burde have vidst og gjort anderledes.

Vi svigtede afghanerne på så mange niveauer, at det næsten ikke er til at bære.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Den er hård læsning, fordi den dokumenterer det, mange af os allerede havde frygtet: At vi svigtede afghanerne på så mange niveauer, at det næsten ikke er til at bære.

Rapporten bør læses fra ende til anden af enhver politiker, der fremover vil påtage sig ansvaret for at sende Danmark ud i verden. Ikke for at finde lette svar, men for at lære af de fejl, vi aldrig må gentage.

At skrive denne kronik som en, der har tilbragt fire år i Afghanistan – både med Forsvaret og Røde Kors – gør ondt.

Smerten kommer ikke kun fra minderne om de mange afghanere, der satte deres lid til os, men også fra erkendelsen af, at vi burde have handlet anderledes.

Mange af os, der arbejdede i Afghanistan, råbte højt om farerne ved at nedprioritere bæredygtige løsninger og lokal forankring. Vi blev ikke hørt, og konsekvenserne er tragisk tydelige i dag.

Vi lod det ske

USA's dominerende rolle i krigen betød, at den internationale strategi ofte blev dikteret af amerikanske interesser. Allerede fra starten blev fundamentale fejl begået.

Beslutningen om at alliere sig med krigsherrer og magtfulde militsledere underminerede muligheden for at opbygge en stat med legitimitet blandt befolkningen.

Målstregen blev konstant flyttet: Først var målet at fjerne al-Qaeda, derefter skulle Taleban fjernes, så handlede det om at skabe demokrati og sikre kvinders rettigheder – og til sidst skulle vi alligevel finde plads til at forhandle med Taleban igen.

Vi havde alle advarslerne, men handlede ikke.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Denne uforudsigelige og skiftende tilgang underminerede enhver form for stabilitet. De gentagne strategiskift mellem terrorbekæmpelse og oprørsbekæmpelse skabte forvirring og ineffektivitet. Danmark og andre Nato-lande fulgte med uden at stille kritiske spørgsmål – det var en ureflekteret accept af en uholdbar tilgang, der efterlod Afghanistan svagere end før.

Den afghanske hær og politistyrker blev aldrig selvstændige. De blev trænet efter vestlige modeller, som ikke passede til landets kulturelle og økonomiske realiteter. Kortsigtede missioner og ukoordinerede træningsforløb skabte en sikkerhedssektor, der var dybt afhængig af international støtte.

Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt hæren ville kollapse efter tilbagetrækningen – det var et spørgsmål om tid. Vi så det komme, og vi lod det ske. Det er det mest tragiske ved fortællingen: Vi havde alle advarslerne, men handlede ikke.

De civile indsatser bar ligeledes præg af manglende planlægning og koordination. Udviklingsprojekter blev drevet af donorernes egne politiske dagsordener fremfor de egentlige behov i Afghanistan.

Store summer blev kanaliseret ind i projekter, der aldrig blev fuldført eller endte med at forstærke korruptionen. Penge, som kunne have gjort en reel forskel, forsvandt i et system, hvor hverken regeringen eller det internationale samfund formåede at skabe varige løsninger.

Resultatet var, at civilbefolkningen mistede tilliden til både staten og de udenlandske aktører, mens Taleban udnyttede dette vakuum til at fremstå som det eneste mulige alternativ.

En tung erkendelse

Det er vigtigt at forstå, at bag disse analyser og fejl ligger der menneskelige tragedier.

Som sprogofficer og nødhjælpsarbejder i Afghanistan mødte jeg mange mennesker, der satte deres liv og fremtid i vores hænder. Kvinder, der begyndte at uddanne sig i håb om en lysere fremtid, unge mænd, der sluttede sig til hæren for at kæmpe for deres land, familier, der ønskede en hverdag uden frygt. Mange af dem er nu enten døde, flygtet eller lever under Talebans brutale regime.

Afghanistan er et vidnesbyrd om, hvad der sker, når vi undervurderer kompleksiteten og overvurderer vores egne evner.

Morten Kromann
Afghanistan-veteran

Jeg husker tydeligt de spørgsmål, jeg blev stillet af afghanske samarbejdspartnere: "Når I forlader os, hvem beskytter os så mod Taleban?" Jeg havde intet svar dengang, og jeg har det stadig ikke.

Jeg håber, at vi kan handle klogere i fremtiden – både i spørgsmålet om Ukraine, Palæstina og andre steder, hvor menneskeliv og frihed er på spil.

Afghanistan er et vidnesbyrd om, hvad der sker, når vi undervurderer kompleksiteten og overvurderer vores egne evner. For den almindelige afghaner blev vi ikke redningsmænd, men snarere en påmindelse om, hvor skrøbeligt internationalt engagement kan være – ofte mere illusion end reel hjælp.

Jeg ser tilbage på mine år i Afghanistan med en tung erkendelse af, at vi svigtede. Ikke kun militært eller politisk, men også etisk og moralsk. Vi lovede en bedre fremtid og efterlod afghanerne med kaos og usikkerhed.

Det er en skam, der vil følge os, og det bør den. For hvis vi ikke lærer af dette, risikerer vi igen at skabe brudte løfter og efterlade de mennesker, vi ønskede at hjælpe, i en endnu mørkere situation. Og det fortjener ingen.