Debat

Affaldsforening: Virksomheder mangler incitamentet til at vælge genanvendt plast

REPLIK: Ny, oliebaseret plast er billig for producenterne, men dyr at oparbejde, så den kan genanvendes. Plastindustrien må være konkrete, når de sender ansvaret videre til kommuner og affaldsselskaber, skriver Jacob Hartvig Simonsen. 

Plast er overordnet set ikke en kommerciel vare, men et miljøproblem, som volder problemer rundt om i verden, skriver Jacob Hartvig Simonsen.  
Plast er overordnet set ikke en kommerciel vare, men et miljøproblem, som volder problemer rundt om i verden, skriver Jacob Hartvig Simonsen.  Foto: /ritzau/Frédéric Cirou
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Hartvig Simonsen
Direktør, Dansk Affaldsforening

Jeg er enig med Christina Busk fra Plastindustrien, når hun skriver, at vi ikke kan nøjes med små justeringer af det eksisterende, når det gælder cirkulær økonomi.

Christina Busk skriver, at det er bedrøveligt, når jeg siger, at ”vi ikke kan redde verden fra bunden af skraldespanden”. Men det handler ikke om følelser eller fine fornemmelser. Det er barske realiteter. At tage fat om problemets rod er den mest effektive medicin, når vi skal løse store samfundsmæssige udfordringer - det gælder også den cirkulære økonomi.

Det betyder ikke, at vi skal afstå fra symptombehandling og udvikle affaldsinfrastrukturen, men vi skal holde os den virkelige udfordring for øje – de produkter, der ender som affald, og de massive miljøproblemer, som særligt plastikaffald volder ikke bare Danmark, men hele verden.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Danmark kan gøre det bedre
At Danmark ikke er europamestre i indsamling og sortering af plast til genanvendelse er åbenbart. Uden at gå for langt ind i kvaliteten af datagrundlaget, så bruger Plastindustrien tal fra 2014 til at skyde med skarpt på kommunerne. Men den nationale ressourcestrategi, der satte mål for sortering af plast, kom først i oktober 2013. På rekordtid har kommunerne således rullet nye indsamlingssystemer ud til borgerne.

Før da var det begrænset hvor meget plast, der blev indsamlet og sorteret – og slet ikke det, der er rigtig dyrt at komme af med.

Der er Black Plastic Friday hver dag hos kommunerne. De har enorme mængder oliebaseret plastik, de skal afsætte – en lille bid af plastikken kan de få penge for, men størstedelen skal de betale mange penge for at komme af med.

Jacob Hartvig Simonsen
Direktør, Dansk Affaldsforening

Kan kommuner og affaldsselskaber gøre det bedre? Naturligvis kan vi det. Og vi ser gerne på, hvordan vi kommer videre. Vi har foreslået, at de syv fokusfraktioner fra ressourcestrategien indsamles i hele landet, vi har lavet et fælles piktogramsystem med KL og Miljøstyrelsen, og vi ser gerne på sorteringskriterierne sammen med industrien og andre.

Vi så gerne, at der blev nedsat et fælles forum om at indrette indsamlingen til gavn for både borgere og virksomheder og vi håber, at Plastikindustrien vil stemple positivt ind. Det vil kræve en stor indsats og øget samarbejde på tværs af kommuner, med myndigheder og virksomheder at øge genanvendelsen, men der ligger næppe en stor besparelse og venter.

Markedet tæt på sammenbrud
Evalueringen af ressourcestrategien viser, at kommunerne leverer varen. Den positive udvikling er skabt i samarbejde, og det skal vi bygge videre på. Helt generelt tager borgerne rigtigt godt imod de nye indsamlingssystemer, som mange af vores medlemmer har trillet ud på det seneste. Blandt andet fordi de får mulighed for at udsortere den plastik, de oplever som et stadig større problem.

Der er Black Plastic Friday hver dag hos kommunerne. De har enorme mængder oliebaseret plastik, de skal afsætte – en lille bid af plastikken kan de få penge for, men størstedelen skal de betale mange penge for at komme af med. Hvis virksomhederne ville tage al plastikken til 0 kroner, ville mange affaldsfolk klappe i hænderne. Det sker bare ikke. Jeg må bede Plastindustrien om være konkrete. Hvilke plastfraktioner vil I have? Og hvad skal vi gøre anderledes? Vi mangler svar.

”Markedet” for plast er ved at bryde fuldstændig sammen. Det skyldes blandt andet Kinas "green fence policy", der betyder, at Kina vil sætte en stopper for de enorme mængder plast (af ofte meget ringe kvalitet), der dumpes i landet. Der er ikke tale om et velfungerende marked eller en kommerciel vare, men om et miljøproblem, vi skal have styr på – at øge genanvendelsen er en del af dette.

Virksomhederne mangler incitamenter
Plastik er en af de mest komplekse og problematiske materialer, der findes i affaldsstrømmen. Der er mange forskellige typer plastik, og plastiktyperne bliver smeltet sammen med hinanden og med metal, papir og så videre. Det er en stor udfordring at omdanne den pose blandede plastik-bolsjer, vi henter ude hos borgerne, til homogene fraktioner, der kan bruges til nye produkter. Det er omkostningstungt.

Kommuner og affaldsselskaber bidrager gerne og løfter en del af ansvaret, når de udsorterer plastikken i flere typer. Desværre er ny, oliebaseret plast alt for billig, og derfor har virksomhederne ikke de store incitamenter til at bruge genanvendt plast i produktionen. Hvis det skal lykkes, vil det kræve afgifter på nye ressourcer, udfasning af plast, der ikke kan genanvendes, og lignende tiltag. Alternativt vil det kræve massive tilskud til oparbejdelsesprocessen.

Dansk enegang på dette område vil være risikabelt, da det vil gøre Danmark til en attraktiv skraldespand, mens tilskud til danske virksomheder alene næppe vil holde til mødet med EU-lovgivningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Hartvig Simonsen

Direktør, Amager Ressourcecenter, vicepræsident, Cewep, næstfordmand C4
cand.merc.jur. (CBS. 2003), master of coroporate communication (AAU 2010)

0:000:00