Hvis Danmark skal være cirkulær, er genanvendelse ikke nok – mængden af emballage skal på skrump

Forvirringen forstår jeg godt. For vi er faktisk ret gode til at få sorteret vores affald. I hvert fald når vi ser på husholdningsaffaldet – altså det vi alle producerer hjemme.

Det viser to andre nylige rapporter: Miljøstyrelsens seneste affaldsstatistik, der har data med for 2021, viser at husholdningerne sorterer 57 procent af affaldet til genanvendelse – en stigning fra 53 procent i 2020.

Samtidig viser EU-Kommissionens såkaldte early warning-rapporter fra lige før sommerferien, at Danmark er et af kun otte medlemslande, der er godt på vej til at nå EU’s mål for genanvendelse af affald – herunder også målene for emballageaffald.

Men hvad er så mest rigtigt? Er vi cirkulære eller ej? Svaret er, at vi er begge dele.

Vi sorterer masser af affald, som også i høj grad bliver genanvendt. Men genanvendelse er langt fra at være en evighedsmaskine. Materialer går tabt i genanvendelsen, og det meste affald bliver ikke genanvendt til samme kvalitetsniveau som det produkt, affaldet kom af.

Jeg må indrømme, at det virker ufatteligt svært, hvis den opgave overlades til hver af os enkeltvis. Det er faktisk grænsende til det umulige

Jens Bomann Christensen

Et godt eksempel herpå er mad- og drikkekartoner – altså dem, vi har mælk, juice, havredrik med mere i.

Indtil videre er det kun papdelen, der genanvendes, mens den indvendige plastik- og aluminiumsdel går til spilde. Samtidig bliver pappet desværre ikke brugt i nye mælkekartoner, men til andre papprodukter.

Det er også fint – men vi kommer ikke uden om, at der sker et tab i værdi og materialekvalitet. Sideløbende sker der en generel stigning i mængden af emballager.

Så selv hvis vi genanvendte samtlige emballager 100 procent til nye emballager, er der ikke nok materiale til at dække selve stigningen i emballageforbruget.

Nøjagtig det samme gør sig gældende for mange andre typer affald, især store dele af byggesektorens affald. Sortering og genanvendelse er langtfra nok. 

Hvis vi virkelig skal rykke, skal Danmark nedbringe sit ressourcetræk på kloden. Ifølge Circularity Gap-rapporten skal vi gå fra 24,5 tons materialer per person til ideelt set 8 tons per person, som estimeres til at være et ’bæredygtigt forbrug’.

Mindre opløftende er det, at emballageforordningen er udsat for et voldsomt lobbypres

Jens Bomann Christensen

Jeg må indrømme, at det virker ufatteligt svært, hvis den opgave overlades til hver af os enkeltvis. Det er faktisk grænsende til det umulige, medmindre også det politiske system tager opgaven på sig sammen med erhverv, industri, landbrug og byggeri.

For mig er det derfor opløftende at se ambitionsniveauet i EU-Kommissionens udspil til en ny såkaldt emballageforordning – altså en fælles europæisk regulering af design, produktion, forbrug og affaldshåndtering af emballager.

To initiativer er særligt vigtige: Mængden af emballage skal først og fremmest på skrump. Dernæst skal flere emballager være genpåfyldelige. Det kan for eksempel være øl- og sodavandsflasker, der vaskes og fyldes igen, faktisk ligesom bryggerierne gjorde indtil for cirka 20 år siden i det danske pantsystem. I dag bliver de fleste emballager knust og smeltet om – også dåserne og flaskerne.

Mindre opløftende er det, at emballageforordningen er udsat for et voldsomt lobbypres netop nu, hvor Ministerrådet og EU-Parlamentet forhandler om de endelige reduktions- og genbrugsmål.

Producenter af engangsemballager ser forståeligt nok genanvendelse som løsningen, der kan bringe vores cirkularitetsscore i vejret og dermed legitimere, at der fortsat produceres flere og flere engangsemballager.

Men efter at have både hørt oplæg om og studeret Circularity Gap-rapporten er jeg ikke i tvivl om, at Danmarks ressourcetræk kræver langt større opmærksomhed – og her bringer genanvendelse hverken på kort eller længere sigt Danmark tættere på en cirkulær økonomi.

Selvom mængderne af emballager er minimale sammenlignet med for eksempel mængden af byggeaffald, er det værd at anerkende politikerne og embedsfolkene i EU-Kommissionen for deres mod til at sætte en helt ny retning.

Opfordringen herfra til europaparlamentarikerne og EU’s miljøministre er derfor også at stå fast, ikke udvande målene, og fortsat insistere på, at vores materialeforbrug skal ned.