Debat

Dansk Affaldsforening: Handlingsplan overser vigtigheden af borgernes tillid til affaldssystemet

DEBAT: Regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi er mest af alt en affaldssorterings og -håndteringsplan, og genbrug af affald fylder ikke noget i planen. Der fæstnes tilsyneladende stor lid til, at markedet klarer det selv, eller at EU finder løsningerne, skriver Mikkel Brandrup.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den nye 'Handlingsplan for cirkulær økonomi', som lige har været i høring, udgør Danmarks nationale plan for affalds-forebyggelse og -håndtering, og den skal leve op til en række mindstekrav i EU’s affaldsdirektiv.

Planen er i vid udstrækning en sammenskrivning af tidligere politiske initiativer, aftaler og indsatser, der allerede er besluttet eller skal gennemføres for at leve op til EU-krav.

Tema: Regeringens Handlingsplan for Cirkulær Økonomi
9. februar var sidste høringsfrist for regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi.
På Altinget Forsyning fortsætter vi dog med vores helt egen høring, når vi spørger aktørerne: Kommer regeringen i mål med sine visioner ved at følge handlingsplanen, som den ser ud?
Hvad er godt, og hvad er skidt i handlingsplanen? 

Mød panelet her:
  • Birgit S. Hansen (S), formand for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg
  • Lisbet Hagelund Hansen, chefkonsulent i Dansk Erhverv og sekretariatschef for Genvindingsindustrien
  • Camilla Haustrup Hermansen, formand for regeringens klimapartnerskab for affald og vand, cirkulær økonomi
  • Lene Espersen, administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder
  • Lone Mikkelsen, seniorrådgiver for cirkulær økonomi ved Rådet for Grøn Omstilling
  • Anne Aittomaki, strategisk direktør for Plastic Change
  • Mikkel Brandrup, direktør for Dansk Affaldsforening

Selvom meget af indholdet er kendt stof, er genbrug i affaldsteknisk forstand ikke noget, der fylder i planen. Reparation og andre tiltag, der kan reducere ressourceforbruget heller ikke.

Der er mange og gode erfaringer fra kommuner og affaldsselskaber med at styrke genbrug og reparation, som med fordel kunne tages ind i handlingsplanen. At knække affaldskurven er helt afgørende for den langsigtede udvikling mod en cirkulær økonomi, hvorfor der er behov for nye og stærke tiltag.

De mangler i planen, og vi er derfor enige med Rådet for Grøn Omstilling i, at heller ikke denne plan vil skabe mindre affaldsmængder i Danmark.

Affaldssortering uden fokus på borgeren
Handlingsplanen er nemlig mest af alt en affaldssorterings og -håndteringsplan – og bør vurderes som sådan.

Her er der særligt ét perspektiv, der mangler: borgernes.

Vores medlemmer - kommuner og kommunale affaldsselskaber - udvikler de kommunale affaldsordninger i samspil med både borgerne og det private erhvervsliv, eksempelvis håndværkere, der bruger genbrugspladserne. Vi når ikke i mål med blot at stille affaldsspande ud til borgerne. Vi efterlyser derfor, at borgerne som central aktør afspejles i handlingsplanen.

Vores fokus er via borgerinvolvering at få mindsket affaldsmængderne, få taget mere fra til genbrug samt ikke mindst få sorteret og indsamlet større mængder til genanvendelse i den bedst mulige kvalitet. At forstå borgerne og indgå i dialog med dem er helt centralt, hvorfor både medlemmerne og vi som forening opruster på den sociologiske og antropologiske side.

Vi ser også et stort potentiale i at arbejde videre i værdikæden med producenter, herunder ikke mindst emballageproducenter, om både piktogrammer og sorteringskriterier, men også om kommunikation, genbrug og reparation.

Centralisering udfordrer borgerinvolvering
Et borgerperspektiv rækker dog udover disse elementer. Den aktuelle udvikling, hvor nye indsamlingsordninger skal hastes igennem og defineres meget nøje fra centralt hold, giver udfordringer for det gode samspil mellem borger og kommune, der har den tætte kontakt, og mulighederne for at sikre sammenhængende løsninger, der fungerer lokalt.

Hvordan sikrer vi behovstilpassede ordninger og innovation i indsamlingen? Kan man lokalpolitisk fortsat fastlægge serviceniveauet og øge det, hvis man vil?

Må vi investere og betale ekstra for øget kvalitet i genanvendelsen? Hvordan får vi sikkerhed for, at affaldet også genanvendes reelt – at der er kapacitet og teknologi til at genanvendelse i rimelig kvalitet og til en rimelig pris? 

Håb er ikke en strategi
Netop det sidste kan blive en udfordring. Det er afgørende, at borgerne kan regne med, at deres indsats nytter.

Derfor er det ærgerligt, at selve genanvendelsen ikke fylder mere i handlingsplanen. Som også IDA skrev i Altinget, savnes der svar på, "hvordan vi sikrer, at det affald, der sorteres, rent faktisk bliver fornuftigt genanvendt."

Hvis vi skal fastholde borgernes engagement, er det helt afgørende, at de kan se, at sorteringsindsatsen bærer frugt

Mikkel Brandrup
Direktør for Dansk Affaldsforening

Der fæstnes tilsyneladende stor lid til, at markedet klarer det selv, eller at EU finder løsningerne. Håb er dog sjældent en effektiv strategi – og slet ikke på affaldsområdet.

Hvis vi skal fastholde borgernes engagement, er det helt afgørende, at de kan se, at sorteringsindsatsen bærer frugt. At der er sikkerhed for, at affaldet genanvendes i høj kvalitet, og at affaldet bidrager til at skabe cirkulære arbejdspladser i Danmark.

Med andre ord er borgernes tillid til systemet af yderste vigtighed og betyder mere og mere i takt med, at kommunerne udvider affaldssorteringen med flere og flere fraktioner.

Styring bliver udfordret
Vores medlemmer skal se borgerne i øjnene, men deres muligheder for at løfte ansvaret er blevet begrænset væsentligt, da kommuner og kommunale affaldsselskaber ikke længere kan styre affaldet. Dette er resultat af Klimaaftalen fra juni 2020 og det kommende producentansvar for emballager.  

Derfor ligger der fremover et markant større ansvar på erhvervslivet og staten. Det gælder både i forhold til miljøkorrekt behandling, kvalitet i genanvendelsen (det vil sige, at vi opnår for eksempel cirkularitet, rene materialestrømme og erstatter jomfruelige ressourcer), men også i forhold til udvikling af sorterings- og behandlingsteknologi i Danmark.

Kommunernes opgave er at drive et effektivt og sammenhængende system til indsamling af affald. Det gælder affaldsbeholdere i folks indkørsler, kuber og containere i baggården, genbrugspladser og andre løsninger, hvor borgerne kan sortere deres affald. Herefter indsamler vi affaldet, omlaster det og gør det klar til markedet. Den del går fint fremad, da borgerne sorterer mere og mere og igen har slået rekord i affaldssortering. Nu skal vi tage de næste skridt.

Vi skal styrke samspillet mellem private og offentlige aktører – herunder videndeling på tværs af værdikæden.

Vi skal sikre, at vi får sat endnu mere fart på sortering og indsamling, men også at den private affaldsindustri og producenterne tager teten med kvalitet i genanvendelsen og udvikling af behandlingsteknologi i Danmark.

Vi må bygge bro for at nå i mål. Et skarp borgerfokus hele vejen igennem kan hjælpe med at holde os på rette vej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Brandrup

Public affairs-rådgiver, Advice
cand.comm. (Roskilde Uni.)

0:000:00