El-reform får Karl Marx og Adam Smith til at hive og flå i det indre marked

14. marts offentliggjorde Europa-Kommissionen så forslaget, som Europa har ventet på i spænding, hvis ikke frygt, de seneste mange måneder. Undervejs i forløbet har Kommissionen ikke stået snorlige heller.

Da energipriserne var på sit højeste blev der lagt betydeligt pres på Kommissionen fra lande i syd for at reformere el-markedet til fordel for større statslig indblanding.

I takt med at energipriserne er faldet igen er det politiske pres også reduceret, og det forslag Kommissionen nu har fremlagt er mindre radikalt, end hvad der har været foreslået undervejs.

Heldigvis. For den inflationskrise vi befinder os i er en gaskrise, før det er en markedskrise, og Kommissionen har umiddelbart indset, at det ikke er en farbar vej, at destabilisere et marked som under normale omstændigheder fungerer rigtig godt.

Det bør være reformens fornemste opgave at udvikle det lange marked på måder, der afbøder risikoen for investorerne

Morten Helveg Petersen

Forslaget anerkender og beholder den marginale prissætning, som trods de højst usædvanlige øjeblikkelige omstændigheder har tjent os glimrende i årtier.

Det er også positivt, at forslaget tager fat på et område, der velsagtens skulle have været åbnet alligevel – nemlig incitamenter til at investere i den grønne infrastruktur, der skal sikre, at den grønne strøm i fremtiden kan flyde frit over Europas grænser og udgøre rygraden i EU's CO2-neutrale økonomi.

Med andre ord: El-markedsreformen skal skubbe det indre marked for strøm i gang, og det bør være reformens fornemste opgave at udvikle det lange marked på måder, der afbøder risikoen for investorerne, og samtidig mere direkte lader kunderne høste de økonomiske fordele ved den billige ved varende energi.

Reformforslaget understøtter derfor flere lange kontrakter (Power Purchase Agreements eller PPAer), som sikrer efterspørgsel og dermed sikkerhed for investeringerne til investorerne.

Det er et klart skifte fra seneste reform, der havde fokus på det korte marked. Det har imidlertid ikke sikret de nødvendige investeringer, samtidig med at forsyningssikkerhed er blevet et sikkerhedspolitisk spørgsmål af højeste prioritet. PPA'er er derfor et vigtigt værktøj og et af reformforslagets højdepunkter.

Forslaget giver også medlemslandene mulighed for at sikre producenter en fast energipris gennem såkaldte ’two-way contracts for difference’, hvor prisen garanteres af staten.

Når markedsprisen er lavere end den fastsatte pris, bliver producenter kompenseret, mens det omvendte er tilfældet, når markedsprisen er højere end den garanterede pris.

Europæisk energipolitik kan stadig trækkes i retning af både Marx og Smith

Morten Helveg Petersen

I sådanne tilfælde betaler producenten overskuddet ud over den faste pris tilbage til staten, som så kan bruge indtægten til at kompensere forbrugerne.

De to modeller er ikke obligatoriske men muligheder, som medlemslandene kan tilvælge. Det er en væsentlig detalje, og i det hele taget åbner forslaget op for vid national selvbestemmelse, hvilket kan være en måde, at tage højde for de vidt forskellige udgangspunkter energipolitikken har rundt omkring i EU.

Omvendt betyder de åbninger i reformforslaget, som Europa-Kommissionen giver medlemslandene, at den ideologiske kamplads stadig er åben – europæisk energipolitik kan stadig trækkes i retning af både Marx og Smith, og når forhandlingerne om el-markedreformen snart går i gang, vil spørgsmålet om markedet eller staten materialisere sig igen.

På vejen mod det indre marked for strøm er national protektionisme stadig en betydelig barriere, og som tidligere forhandler på den såkaldte ACER-forordning glæder det mig, at reformforslaget lægger op til at ACER, Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder, får styrket sin position og bedre mulighed for at monitorere energimarkedet og efterforske sager, hvor energien forhindres i at krydse grænserne af protektionistiske årsager.

Forbrugerne tilgodeses også direkte i forslaget. Det var de høje forbrugerpriser, som accelererede el-markedsreformen og forbrugerne tilbydes flere rettigheder og en bredere pallette af kontraktmuligheder, herunder kontrakter med både variable og faste priser samt kombinationen af de to.

Det kan for eksempel være relevant med faste priser for forbrug af lys, tv og internet, mens variable priser kan være mere fordelagtige til vaskemaskinen og opladning af el-bilen, som kan foregå om natten, når el-prisen er lavere.

Med forslaget i hånden kan det videre politiske arbejde med el-markedreformen gå i gang. Europa-Parlamentet og medlemslandene skal blive enige om deres respektive positioner med sigte på at trilogforhandlingerne kan afsluttes inden mandatperioden udløber i foråret 2024.

Det er ikke et perfekt forslag. Der findes eksempelvis ikke noget i forslaget, der forholder sig til de enorme investeringer i el-nettet, som er nødvendige for den yderligere elektrificering af Europa. Men på trods af manglerne, har vi fået et markedsbaseret udgangspunkt at arbejde med, og det er trods alt en start.

Det energipolitiske slag mellem Karl Marx og Adam Smith er dog ikke et overstået kapitel, og de kommende forhandlinger om el-markedreformen vil dybest set blive et slagsmål om, hvor grænserne går for, hvor meget staten må og skal blande sig i markedspladsen for energi.