En oliechef står i spidsen for COP28, men Dan Jørgensen kan ikke huske et klimatopmøde, "der er startet så positivt"

Danmarks globale klimaminister Dan Jørgensen rejser til Dubai for at kæmpe for en global udfasning af fossile brændstoffer på et klimatopmøde, som chefen for verdens 12. største olieselskab står i spidsen for. Måske er det en fordel, siger ministeren.

COP-præsident Dr. Sultan Ahmed al-Jaber i plenarsalen på den første dag af årets COP28 i Dubai. 
COP-præsident Dr. Sultan Ahmed al-Jaber i plenarsalen på den første dag af årets COP28 i Dubai. Foto: Amr Alfiky/Reuters/Ritzau Scanpix
Morten ØyenRasmus Raun Westh

Hvis vi skal gøre os håb om at tøjle den globale opvarmning, skal der skrues ned for kul, olie og gas og sætte et meget højere tempo på den grønne omstilling.

Derfor har det vakt international kritik, at olielandet De Forenede Arabiske Emirater og formanden for olieselskabet Adnoc, Dr. Sultan Ahmed al-Jaber, står i spidsen for årets store klimatopmøde COP28, som blev skudt i gang torsdag i Dubai.

Men den danske minister for global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), er ikke så bekymret for den del. Han ser i stedet en mulighed i at have en oliesheik for bordenden i forhandlingerne.

Jeg er forsigtig optimist

Dan Jørgensen (S)
Minister for global klimapolitik

“Vi kommer ikke til at få en aftale, der er ambitiøs nok og som nedbringer udledningerne nok, hvis ikke vi har oliestaterne med. Derfor kan det være en chance, fordi der sidder et olieland i spidsen, som vil blive målt og vejet på, at der kommer en ambitiøs aftale på netop de her spørgsmål,” siger Dan Jørgensen over telefonen til Altinget.

Især Saudi-Arabien er kendt for at obstruere klimaforhandlingerne og udvande aftaler gennem den såkaldte Gruppe af Ligesindede Udviklingslande. Det skete også på sidste års klimatopmøde i Egypten, hvor et smuthul sneg sig ind i aftalen i 11. time.

Sidste år på COP27 fyldte det meget til sidst, at Saudi-Arabien obstruerede forhandlingerne. Hvordan vil det påvirke dem, at der nu er et olieland i spidsen?

”Der vil i hvert fald være et massivt pres på dem, der traditionelt set har obstrueret forhandlingerne,” siger Dan Jørgensen.

Positiv start

Torsdag startede det globale klimaslag i Dubai. Normalt en dag af næsten ceremoniel karakter eller mismod, men i år blev der til manges overraskelse hurtigt indgået en stor aftale om en fond til at dække klimaskabte tab og skader.

Spørgsmålet om tab og skader har ellers skabt dårlig stemning på tidligere klimatopmøder, hvor verdens mest klimasårbare lande har krævet handling og penge fra verdens rige lande, som til gengæld har frygtet, at en indrømmelse her kunne ende med at åbne en ladeport for krav om klimahjælp.

”Jeg kan faktisk ikke huske en COP, der er begyndt så positivt. Havde du spurgt mig for nogle måneder siden, havde jeg troet, at tab og skader ville være noget af det, vi skulle kæmpe med i den sidste time på den sidste nat,” siger Dan Jørgensen.

Læs også

Forud for årets forhandlinger har der ellers været en masse kritik af værtslandet og ikke mindst Dr. Sultan Ahmed al-Jaber, der er formand for olieselskabet Adnoc og står i spidsen for årets klimatopmøde i ørkenstaten.

Ifølge BBC viser lækkede dokumenter, at der er planer om at bruge værtsrollen til – under selve mødet – at indgå oliehandelsaftaler med 15 nationer. Afsløringen er dog blevet afvist af al-Jaber.

Dan Jørgensen virker ikke synderlig bekymret over årets vært.

”Dr. Sultan har sagt, at han ønsker en ambitiøs politik og en ambitiøs aftale. Det er jo det, han vil blive målt og vejet på. Jeg konstaterer bare, at han ikke har prøvet at tale forventningerne ned,” siger han.

Dygtige værter

Den danske minister har i stedet blikket rettet mod de konkrete forhandlingsspor og den optakt, der har været, hvor Dan Jørgensen og hans sydafrikanske kollega Barbara Creecy på COP28-præsidentens vegne har forberedt en del af COP28-forhandlingerne.

Dan Jørgensen viser retningen for COP-præsident Dr. Sultan Al Jabar fra De Forenede Emirater, da han var på besøg i København i marts.
Dan Jørgensen viser retningen for COP-præsident Dr. Sultan Al Jabar fra De Forenede Emirater, da han var på besøg i København i marts. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det drejer sig om den del, der handler om at evaluere, hvordan det går med at nå Parisaftalens mål om at holde den globale opvarmning under to grader (og helst 1,5 grader), og målene for tilpasning og finansiering.

Og selvom der er lang vej til at nå målene i Parisaftalen, så er er Dan Jørgensen umiddelbart imponeret over værterne fra De Forenede Emirater.

”Det lyder sikkert underligt, at processer er vigtige, når vi taler om klodens overlevelse, men det er de altså. Det var noget af det, der gik galt på COP15 i København,” siger Dan Jørgensen.

Kamp om fossil energi

Markøren for succes på topmødet er dog, om der sker et ryk på grøn omstilling, det omvendte for sorte energikilder som kul og olie og dermed færre drivhusgasser i atmosfæren.

Den danske regering arbejder sammen med resten af EU for, at årets sluttekst på topmødet skal sætte mål om en fordobling af energieffektiviteten og en tredobling af vedvarende energi frem mod 2030.

Når det kommer til at sætte mål om at udfase fossil energi, bliver billedet mere broget. Også internt i EU.

Læs også

På forhånd har COP-præsidenten al-Jaber i interviews kun talt om “nedfasning” eller “nedskalering” af fossile brændsler. Hvad de konkrete ord ender med at blive i aftaleteksten om fossil energi, forventes allerede på forhånd at blive en gyser på de sene nattetimer.

Dan Jørgensen kæmper her også i et spor for sig. På COP26 i Glasgow for to år siden lancerede han en ny alliance af lande, BOGA, der vil sætte udløbsdato på jagten efter nye olie- og gasfelter.

Lande som Frankrig, Portugal, Irland, Sverige, Colombia og Costa Rica er med, men det har knebet med at få nogle af de store olieproducerende lande til at skrive sig op.

Nyt fra BOGA

Alliancen var også i knibe op mod sidste års klimatopmøde i Egypten, fordi regeringsmagten skiftede i Costa Rica, som var medstifter af alliancen.

Men Dan Jørgensen er håbefuld for BOGAs muligheder for at sikre opbakning fra flere lande til at udfase olie og gas, men også til at være en bro mellem udviklingslandene og de rige lande i klimaforhandlingerne.

Der kommer også gode nyheder på den her COP omkring BOGA

Dan Jørgensen (S)
Minister for global klimapoliitik

”Der kommer også gode nyheder på den her COP omkring BOGA,” siger Dan Jørgensen.

Har du spurgt din ven Dr. Sultan al Jaber, om De Forenede Arabiske Emirater vil være med?

”Hehe, nej, det har jeg faktisk ikke. Der går nok lidt, før vi får de helt store olieproducenter med, men Rom blev jo ikke bygget på en dag. Men det er et skridt i den rigtige retning, at Dr. Sultan siger, at han vil være glad den dag, han sælger den sidste tønde olie,” siger Dan Jørgensen.

Dør 1,5 gradersmålet dennegang? 

Hvis verden skal have håb om at kunne undgå ødelæggende temperaturstigninger, så skal der dog allerede nu skrues ned for afbrænding af olie og gas. Og det skal også være et centralt tema i år, lyder det fra ministeren for global klimapolitik.

”COP’en kan ikke kaldes en succes, uden at vi adresserer roden til klimaforandringerne, nemlig afbrænding af fossile brændsler,” siger Dan Jørgensen.

I øjeblikket har verden kurs mod en temperaturstigning på 2,9 grader ifølge den seneste rapport fra FN’s Miljøagentur, UNEP. Samtidig stiger de globale udledninger fortsat.

Efter COP26 i Glasgow talte man om, at “1,5 stadig var i live”, og efter sidste års COP27 blev der sagt, at målet nu ligger “i respirator”.

Kan det her blive COP'en, hvor 1,5 gradersmålet dør?

"Det håber jeg da ikke. Det ser selvfølgelig sværere og sværere ud, men jeg er forsigtig optimist,” siger Dan Jørgensen.

COP28-klimatopmødet i Dubai fortsætter frem til 12. december. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Danmarks kandidat til EU-Kommissionen, fhv. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Sultan Ahmed Al Jaber

Minister for teknologi og industri, de Forenede Arabiske Emirater, klimarepræsentant, adm. direktør, Adnoc
Ph.d. i forretning og økonomi (Coventry Universitet)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024