Debat

Grøn Energi: Der er brug for en politisk håndsrækning til fjernvarmekunderne

DEBAT: Uret tikker for de mange varmeforbrugere, der om blot 11 måneder har udsigt til store prisstigninger. Heldigvis ligger løsningerne lige for. Men det kræver en aktiv indsats fra både forbrugere, varmeværker og politikerne, skriver Jesper Koch.

Fjernvarmekunderne og -selskaberne har brug for en politisk håndsrækning for at håndtere grundbeløbets bortfald, mener Jesper Koch.
Fjernvarmekunderne og -selskaberne har brug for en politisk håndsrækning for at håndtere grundbeløbets bortfald, mener Jesper Koch.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Koch
Analysechef i Dansk Fjernvarme og leder, Grøn Energi

Ved udgangen af 2018 bortfalder grundbeløbet til de decentrale kraftvarmeværker, og en stor del af varmekunderne kan se frem til en prisstigning på deres varmeregning på i gennemsnit 4.800 kroner årligt. Nogle forbrugere endda op over 10.000 kroner årligt. Det svarer til, hvad vi i gennemsnit betaler for at have både kasko- og ansvarsforsikring på bilen.

Udfordringen er en politisk skabt udfordring, da politikerne har besluttet at fastholde ophøret af grundbeløbet, selvom de oprindelige forudsætninger om forventningen af en stigende elpris er faldet på gulvet. Da grundbeløbet i 2004 blev besluttet bragt til ende, var det forventningen, at løsningen skulle være en stigende elpris.

Som tiden er gået, har flere og flere selskaber måtte erkende, at en stigende elpris ikke kunne kompensere for et manglende grundbeløb, og de har derfor set sig om efter andre muligheder. Det er lykkedes for nogle selskaber at kompensere for den forventede prisstigning. Men selskabernes forskellige forudsætninger giver også forskellige muligheder, hvorfor ikke alle selskaber har kunnet planlægge og investere sig ud af dette politiske problem.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Frihed er lig med muligheder
Tidligere analyse af tænketanken Grøn Energi viser, at det især er i kommunerne med de laveste indkomster, at prisstigningerne er størst. Det gælder for en del af husstandene i Mors, Thisted og Randers, men især også i Ringkøbing-Skjern, Brønderslev og Holstebro bliver mange varmekunder ramt. Hele 85 procent af de berørte husstande ligger i Jylland med den største koncentration i den nordlige del af Jylland.

Hvis de decentrale værker frit havde mulighed for at vælge brændsler og teknologi, så kunne de genvinde deres konkurrenceevne ved at forlade naturgas og kraftvarmeproduktion. De ville kunne investere i ny teknologi, der ville medvirke til at reducere varmeregningen til glæde for kunderne samtidig med, at de ville understøtte demonstrationen af et dansk varmesystem i superligaklasse til glæde for den danske eksport. 

Politikerne har besluttet at fastholde ophøret af grundbeløbet, selvom de oprindelige forudsætninger om forventningen af en stigende elpris er faldet på gulvet.

Jesper Koch
Analysechef, Dansk Fjernvarme; leder, Grøn Energi

Det kræver dog, at selskaberne sikres tidssvarende investeringsvilkår: At elafgiften til kollektive varmepumper - hvor en reduktion af elafgiften giver den største gevinst - gøres permanent. At elnetselskaberne tilbyder omkostningsægte tariffer for transport af el, så ikke varmekunder skal betale for elforbruget andre steder i energisystemet. At den del af energispareordningen, der muliggør investeringer i solvarme og store varmepumper, fortsat står til rådighed.

Hvad med de sidste?
Der vil dog være en restgruppe af selskaber, der oplever kombinationen af store prisstigninger samt ikke rigtigt kan gøre alverdens for at afbøde de negative effekter.

Forbrugerne i disse selskaber bør tilbydes anden hjælp. Ofte er mange af disse selskaber ramt af meget store varmetab som følge af lange afstande mellem varmeforbrugerne. Nogle værker skal måske helt nedlægges, og alternativ (individuel) forsyning kan blive den eneste løsning.

Andre steder kan der blive tale om at bortskære dele af fjernvarmeforsyningen, hvor varmetætheden er meget lav - det vil sige, at der er meget langt mellem kunderne, eller lange forbindelser uden aftag af fjernvarme.

Men det kræver investeringer. Derfor er det nødvendigt med en politisk håndsrækning, så forbrugerne hjælpes sikkert videre og får mulighed for at investere i en anden bæredygtig varmekilde. Det burde det lokale fjernvarmeværk kunne tilbyde teknisk rådgivning og implementering af, hvor staten vil have interesse i at tilvejebringe en medfinansiering i opretholdelse af en varmeforsyning i yderområderne.

Mulighederne for at hjælpe forbrugerne er ikke ophørt. Men det begynder at haste med at sikre selskaberne den nødvendige frihed, der gør, at de kan hjælpe politikerne ud af denne udfordring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Koch

Analysechef, Dansk Fjernvarme, leder af tænketanken Grøn Energi
civilingeniør (DTU 1984)

0:000:00