Debat

Borgmester i hårdt valgopråb: Københavner-bashingen er stukket fuldstændig af

Det er som om, der i denne valgkamp er gået sport i at ville gøre mest for Jylland. Derfor kommer her et tiltrængt forsvar for København, skriver kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R).

Hver gang har regeringen har talt om København, har den talt til folk uden for København – men aldrig til københavnerne, skriver Mia Nyegaard (R).
Hver gang har regeringen har talt om København, har den talt til folk uden for København – men aldrig til københavnerne, skriver Mia Nyegaard (R).Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Mia Nyegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kan godt være, at Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til. At der er noget skævt i toppen, at der noget, der trænger til at skiftes ud. Men at tro, at det er Københavns skyld er lige så langt væk, som månen er fra både Dybbøl og København.

Jeg er så træt af, at København igen og igen i denne valgkamp beskyldes for at være grunden til, at der er noget galt i Danmark. Det er som om, der i denne valgkamp er gået sport i at ville gøre mest for Jylland.

I min optik er det den mest tarvelige sport, jeg nogensinde har set. Den ville aldrig gøre sig internationalt, og den strider mod alt, der binder Danmark sammen.

Danmark er ganske enkelt for lille et land til, at vi ikke står sammen – og hvis vi ikke arbejder sammen, så taber hele landet til resten af verden i kampen om at være mest jysk.

For mig er København hele landets hovedstad. Det er jeg stolt af, og derfor kommer jeg nu med et forsvar for København.

Hvorfor er jyderne mest danske?

Alt det, København kan og er, og alt det, København betyder, gør, at vi alle bør være stolte af vores hovedstad, som gang på gang vinder priser og går forrest.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor man i denne valgkamp er mest dansk, hvis man kommer fra Jylland

Mia Nyegaard (R)
Kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune

Vi gør meget for at være en grøn metropol. For at være en rummelig og mangfoldig storby. Vi cykler. Vi kæmper for mere og bedre metro. Vi bader i havnen. Hvis ikke København skal gå forrest som den største by i Danmark, hvem skal så?

Men i denne valgkamp er københavner-bashingen taget til, selvom man ellers ikke skulle tro, at det var muligt.

Jeg har i mange år sagt, at det er ligegyldigt, om man kommer fra Jylland eller andre lande. København rummer alle hoveder, hænder og hudfarver. Københavner bliver man i min optik af at ville København.

Vi kan på tværs af landet godt stå sammen om Danmarks fodboldlandshold, mænd og kvinder. Vi hepper på Nadia Nadim, Yussuf Poulsen, Pernille Harder og Jonas Wind. Og derfor forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man i denne valgkamp er mest dansk, hvis man kommer fra Jylland.

Drop slagsmålene og navlepilleriet

Den nuværende socialdemokratiske regering har med sin udligning, udflytning og lukning af uddannelsespladser haft en udhulningsstrategi, når det gælder hovedstaden. Den har generelt talt om København som et utrygt sted præget af kriminalitet og farlige vaskekældre. Hver gang har regeringen har talt om København, har den talt til folk uden for København – men aldrig til københavnerne.

Jeg råber op nu, for hvad gør vi, når der ikke længere er noget at flytte ud? Hvad gør vi, når styrelser og specialiserede uddannelser visner i provinsen, fordi vidensgrundlaget og interessen ikke flyttede med?

Læs også

Vi må ikke blive for navlebeskuende og komme til at slås med hinanden om at være mest jysk i stedet for se på, hvad der er hele Danmarks sammenhængskraft.

Som skræmmeeksempel: Lad mig først nævne Inger Støjberg (DD), der vil skære på naturen og kulturen for at give et større befordringsfradrag til jyderne. Dernæst Jakob Ellemann-Jensen (V) vil beskytte landbruget. Og så Mette Frederiksen, der fører krig mod universiteterne og de studerende.

Lad mig sige det igen. Danmark er for lille til udkant. Hvis ikke vi står sammen og anerkender alt det, vi kan hver især, og det, vi kan sammen. Hvis vi ikke spiller sammen som hold og er stolte af vores hovedstad og den vækstmotor, den er, så kommer der for alvor til at være noget galt i Danmark.

Vi skal ikke tabe til omfartsveje i Jylland

Når København tiltrækker store events, kommer det ofte hele landet til gavn.

Selvom København ikke er en af de største 40 byer i verden, er vi for eksempel en del af C40-netværket, hvor de 40 største byer i verden samarbejder om grønnere løsninger i byerne. Da vi havde C40 topmødet i 2019, spredte vi det ud til hele landet med klimaløsninger for alle.

Derudover var sommerens Grand Départ Copenhagen et stort udstillingsvindue for hele Danmark, og i New York cykler de på Copenhagen lanes.

København er et stærkt internationalt brand for hele landet! Det er noget af det, jeg er rigtig stolt af ved vores hovedstad. Både som dansker, københavner og jyde.

Så til det her valg håber jeg, at københavnerne i det mindste selv husker at stemme på kandidater, der vil hovedstaden og København. Ellers taber vi til omfartsveje i Jylland, og Danmark taber til verden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00