Centralt EU-agentur siger god for verdens mest brugte sprøjtemiddel

Der er ingen alvorlig risiko for mennesker og miljø ved at bruge Roundup på de europæiske marker.
Det konkluderer EU’s fødevare-agentur, EFSA, i en omfattende undersøgelse af risikoen ved at benytte glyphosat, som er aktivstoffet i det omdiskuterede sprøjtemiddel, Roundup.
”EFSA identificerede ikke nogen kritiske områder af bekymring i sin peer review af risikovurderingen af det aktive stof glyphosat i forhold til den risiko, det udgør for mennesker og dyr eller miljøet,” lyder den overordnede konklusion i en pressemeddelelse som agenturet udsendte i juli.
Meldingen er ventet i spænding, fordi EU's medlemslande snart skal beslutte om sprøjtemidlet, som er det mest benyttede pesticid i verden, fortsat skal kunne bruges til at bekæmpe ukrudt.
Det er således ikke EFSA, der afgør om stoffet fortsat skal være lovligt at bruge i EU. Det er et spørgsmål, som medlemslandene skal stemme om senere på året.
”Men EFSA siger klart her, at der er måder at bruge glyphosat på, som er sikkert for mennesker og miljø,” siger Christopher John Topping.
Han er professor og leder af center for Social-Ecological Systems Simulation ved Aarhus Universitet. Han har ikke været med til undersøgelsen af glyphosat, men sidder i nogle af EFSA’s rådgivende udvalg.
Økonomisk vil det koste dansk landbrug 1,9 milliarder kroner om året, hvis glyphosat bliver forbudt. Blandt andet på grund af vanskeligere ukrudtsbekæmpelse og udbyttetab.
Jacob Neergaard
Konsulent, Landbrug & Fødevarer
Omfattende undersøgelse
Godkendelsen af glyphosat udløber ved årsskiftet, og derfor er en omfattende godkendelsesprocedurer i gang. EFSA’s undersøgelse har således taget mere end to år, hvor man har gennemgået 2.400 videnskabelige studier af glyphosat på i alt 180.000 sider. Derudover er der indkommet 400 høringssvar, som eksperterne også har forholdt sig til.
EFSA bygger der ud over videre på EU’s kemikalieagenturs (ECHA) vurdering fra 2022 om, at glyphosat ikke kan karakteriseres som hverken kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.
Selvom EFSA overordnet blåstempler glyphosat som sprøjtemiddel, så peger man dog også på, at der mangler viden om stoffet på flere områder. I forhold til effekten på biodiversitet lyder det således, at det er et komplekst område, og at man derfor ikke kan drage hårde konklusioner om effekterne. Derudover lyder det, at der er identificeret en høj risiko ved langtidseksponering af pattedyr ved 12 ud af 23 forskellige undersøgte anvendelser.
Det sidste overrasker Christopher John Topping.
”Glyphosat plejer ikke at blive karakteriseret som særligt giftigt, så det er lidt interessant, at der under nogen forhold er en risiko ved langtidseksponering af pattedyr,” siger han.
Han understreger dog, at det ikke rykker ved den overordnede konklusion om, at EFSA ikke ser det som en alvorlig bekymring.
Landbruget vil lide stort tab
Sådan ser man også på det i Landbrug & Fødevarer. Her medgiver Jacob Neergaard, der er konsulent i afdelingen for vand og natur, at EFSA’s undersøgelse også peger på videnshuller og mulige risici.
”Det er klart, at vi hele tiden skal blive klogere. Men vi henholder os til den overordnede konklusion om, at glyphosat er sikkert at anvende,” siger han.
Jacob Neergaard lægger ikke skjul på, at man i landbruget nu forventer, at glyphosat får en ny godkendelse.
”Det er en uhørt lang og omfangsrig rapport, som EFSA er kommet med, og som ligger i forlængelse af tidligere undersøgelser, der peger på, at det er forsvarligt at bruge glyphosat,” siger han.
Og det er meget vigtigt for landbruget, lyder det.
”Økonomisk vil det koste dansk landbrug 1,9 milliarder kroner om året, hvis glyphosat bliver forbudt. Blandt andet på grund af vanskeligere ukrudtsbekæmpelse og udbyttetab,” siger Jacob Neergaard.
"Det er ret problematisk"
Spørgsmålet er dog også, hvor stor vægt politikerne vælger at tillægge EFSA’s vurdering. Spørger man Kristian Syberg, der er lektor i miljørisiko ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC, er der grund til at være kritisk. Ifølge ham er der nemlig mange studier, der viser sammenhæng mellem glyphosat og både kræft og hormonforstyrrelser.
”Det er ret problematisk, at EFSA kan komme frem til, at der ikke er alvorlig grund til bekymring. Der har været mange studier gennem tiden, der viser, at glyphosat kan være problematisk,” siger han og understreger, at han ikke har haft mulighed for at læse risikovurderingen.
Uenigheden handler ifølge Kristian Syberg selv om, at han er kritisk over for hele det risikovurderingssystem, som man bruger til at godkende pesticider i både EU og i Danmark.
”Der bliver ikke lagt det forsigtighedsprincip ind, som jeg synes er nødvendigt, når der har været masser af studier, som har peget på, at der er rigtigt store konsekvenser ved at bruge glyphosat,” siger han.
Indsigt

Carl Valentin spørger Magnus HeunickeEr det rimeligt, at borgerne på Amager og Christianshavn oplever lugtgener?
Mette Thiesen spørger Magnus HeunickeHvilke kriterier ligger der til grund for tildeling af statslig støtte til LGBT+ Danmark?Besvaret
Udvalget spørger Thomas DanielsenHvordan opgøres den samlede månedlige mængde fortrængningsvand fra Lynetteholmen?Besvaret
- B 19 At nedbringe støj- og partikelforurening i og omkring Københavns Lufthavn (Transportministeriet)2. behandling
- B 53 Ret til gradvis opstart efter en stresssygemelding (Beskæftigelsesministeriet)1. behandling
- L 56 Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup (Transportministeriet)Vedtaget
- Ældre nægtes æg, kaffe og chokolade på københavnske plejehjem
- Sikandar Siddique: Muslimer og minoriteter er selv skyld i endnu et tabt valg
- Forsker anklager rapport om bustiltag for at male et skønmaleri: "Det er noget fusk"
- Lokalpolitikere: Systemet møder vores udsatte med kold og arrogant volapyk
- Dansk Persontransport: Turistbusser er en vigtig del af infrastrukturen. Men Københavns Kommune risikerer at svække dem

















