Cykelsporten har ikke brug for et endagsløb i København

Rent sportsligt vil et Københavnsk løb aldrig kunne hamle op med monumenterne. For hvor man i hvert af de store løb kan tilbyde rytterne et unikt og udmarvende terræn i form af alt fra korpusruskende pavéstykker til opslidende bakker og bjerge, så kan København kun byde på én ting: flade veje.

Og hvis noget er sikkert angående lutter flade veje med nystrøget asfalt, så er det, at de sjældent skaber spændingsfyldte cykelløb – det så vi selv fra første parket på Tourens to regulære etaper i Danmark, der mest af alt mindede om søndagsudflugter.

Det er derfor nok snarere en smukkeseret udgave af den sprintervenlige belgiske semiklassiker og sportslige langgaber, Scheldeprijs, et løb i hovedstaden vil kunne sammenlignes med.

Ville Danmarks lægge land til et seværdigt cykelløb, skulle der i stedet ses mod det kuperede Vejle-område, hvor byrådet også talte højt om dens slags ambitioner for et par år siden – før de senere lagde dem i graven.

Det lader sig altså næppe gøre at skabe en højt agtet klassiker indenfor en overskuelig fremtid. Det skyldes den københavnske topografi, men det skyldes også, at cykelsporten i modsætning til andre sportsgrene er traditionstung.

Et stort cykelløb er som et landskab, der er formet af vind og vejr. Og af ildsjæle som Karel van Wijnendael.

Sandheden er, at elite ikke skaber bredde, selv om politikere ofte kæmper for at etablere netop den forbindelse

Jeppe Højberg Sørensen

At tro man kan snyde historien og give anseelse til et løb ved at udforme det 'The Copenhagen Way', hvor cykelløb kombineres med en "fantastisk folkefest, et 'folkecykelløb' og et 'politisk topmøde'," som Hæstorp Andersen og co. skriver på moderne konsulentdansk, er som at forestille sig, at en dansk X Factor-vinder faktisk bliver popstjerne i virkeligheden.

Nu kan det selvfølgelig godt være, at Den Internationale Cykelunion vil se mere positivt på projektet end undertegnede, hvis det politisk når så langt. Men det er bare ikke ensbetydende med, at det er for cykelsportens bedste.

Selv om sporten har bredt sig til blandt andet golfstaterne i de senere årtier, er det til stadighed dens styrke, at den står på sine traditioner frem for blot at åbne kalenderen for enhver kommunalpolitiker med en smuk by, en politisk dagsorden og en 'partnerskabstænkning', som der skrives i Berlingske.   

Ville Anderson og i særdeleshed Hæstorp Andersen og Nyegaard bruge energien bedre og gøre en reel indsats for selve sporten, kunne de i stedet arbejde for at skabe bedre vilkår for cykelklubberne her i landet.

Trods den sportslige fremgang i eliten døjer de med faldende medlemstal, og så er der tilmed for få organiserede danske cykelløb, hvor unge drenge og piger kan øve sig ordentligt på den tohjulede.

Sandheden er nemlig, at elite ikke skaber bredde, selv om politikere ofte kæmper for at etablere netop den forbindelse, når de vil have en bid af topatleternes stjerneglans.

Jeg ved godt, at der næppe er lige så mange gode overskrifter i et vindblæst amatørløb for 16-årige piger og drenge som et i storstilet World Tour-projekt. Men det er i det små, de store ryttere skabes. Det samme gælder løbene.

Da Flandern Rundt blev skudt i gang for 110 år siden, var der også kun 37 ryttere til start, som skulle pedalere igennem den fattige region. Ingen forkromet partnerskabstænkning og 'Copenhagen Way'. I dag er det ét af sportens prægtigste løb. Men sådan er cykelsporten. Historien og ildsjælene vinder altid.